start på hovedindhold

Målrettet indsats mod hjemløshed virker i Aalborg

Nyhed

Antallet af hjemløse borgere i Aalborg Kommune er faldet med næsten 17 procent siden 2022. Det viser VIVEs nye kortlægning af hjemløsheden i Danmark. Men det er et område, der kræver en konstant og vedholdende indsats, påpeger rådmand Peter Larsen.

Aalborgs gader

Der er 243 hjemløse borgere registreret i Aalborg Kommune i VIVEs nye kortlægning. Det er 11 færre end i 2024 og 48 færre end i 2022.

Det betyder, at antallet af hjemløse i Aalborg er faldet med 16,5 procent siden 2022, mens antallet på landsplan er steget med 4,1 procent.

Udviklingen kommer efter flere års målrettet arbejde med Aalborg Kommunes Hjemløsestrategi og Housing First.

"Udviklingen går den rigtige vej. Men det er vigtigt at huske, at så længe der er borgere, der oplever hjemløshed, er vi aldrig i mål. Samtidig er det et område, der kræver konstant fokus, fordi der er så mange faktorer, der har indflydelse på, at mennesker havner i hjemløshed. Lige nu har vi blandt andet udfordringer med at skaffe betalbare boliger," udtaler rådmand Peter Larsen, Job og Social.

Fra hjemløshed til egen bolig

Housing First bygger på princippet om, at det at have en bolig er et vigtigt udgangspunkt for at opnå et stabilt liv. Derfor arbejdes der på at tilvejebringe en bolig hurtigst muligt og samtidig sætte ind med sociale indsatser og bostøtte.

Rådmanden peger på, at nogle af vejene til at skaffe flere boliger blandt andet er etablering af opgangsfællesskaber, udslusningsboliger og de kommende Hyttebyer.

Længden af hjemløsheden har stor betydning. VIVEs tal viser, at en stor del af de registrerede hjemløse i Aalborg har været hjemløse i relativt kort tid. 26 procent har været hjemløse i højst tre måneder, mens 37 procent har været hjemløse i mellem fire og 11 måneder.

Samtidig har Aalborg den laveste andel blandt de større bykommuner af borgere, der har været hjemløse i mere end to år. Det gælder 20 procent i Aalborg mod eksempelvis 23 procent i Aarhus og 27 procent i Odense.

Fortsat udfordringer

Kortlægningen viser også, at der fortsat er områder, hvor Aalborg skal sætte ind.

Antallet af registrerede gadesovere er steget fra 22 til 39 siden 2024.

Tallet harmonerer ikke med Aalborg Kommunes egne observationer. I uge 6, hvor VIVEs optælling blev gennemført, havde Bo- og Gadeteamet således kun kendskab til cirka 10 borgere, der fast sov på gaden i Aalborg Kommune, mens teamet i hele 2026 i gennemsnit har observeret omkring 15 gadesovere.

En mulig forklaring på forskellen er VIVEs opgørelsesmetode. VIVE opgør gadesoverne efter deres hjemkommune og ikke efter, hvilken kommune de reelt opholder sig og sover i. Det betyder, at en borger med Aalborg Kommune som hjemkommune kan indgå i VIVEs tal for Aalborg, selv om borgeren på optællingstidspunktet opholder sig og sover på gaden i en anden kommune.

"Vi kan ikke helt genkende tallene i forhold til antallet af gadesovere i Aalborg Kommune. Men det centrale er måske heller ikke en diskussion om opgørelsesmetoder. Det centrale er, at vi i Aalborg har prioriteret en opsøgende indsats, og at vi altid hjælper de mennesker, vi møder." pointerer Peter Larsen.

Aalborg har desuden fortsat en høj andel af hjemløse borgere med grønlandsk baggrund. 23 procent af de registrerede hjemløse har grønlandsk baggrund.

Det er en udfordring, kommunen har arbejdet med i mange år.

"Har man i forvejen sociale udfordringer i bagagen, bliver de desværre ikke mindre af at komme til Danmark. Lokalt er vi også, takket være samarbejdet med Grønland, blevet meget mere bevidste om ikke bare at tænke social indsats, men også på betydningen af grønlandsk identitet og beskæftigelsesrettede initiativer," uddyber rådmand Peter Larsen.

Aalborg fortsætter arbejdet

VIVEs kortlægning er et øjebliksbillede, men den giver et vigtigt billede af udviklingen i Aalborg Kommune. Job- og Socialudvalget vil nu gennemgå resultaterne nærmere og vurdere, om der er behov for at justere Hjemløsestrategien.

FAKTA

  • 243 hjemløse borgere i Aalborg Kommune i 2026, 254 i 2024 og 291 i 2022.
  • 6.028 hjemløse borgere på landsplan i 2026, 5.989 i 2024 og 5.789 i 2022.
  • 16,5 procent færre hjemløse siden 2022 i Aalborg Kommune.
  • 4,1 procent flere hjemløse siden 2022 på landsplan.
  • 1,1 hjemløs pr. 1.000 indbyggere.
  • 22 hjemløse unge mellem 18 og 24 år.
  • 23 procent af de hjemløse har grønlandsk baggrund.
  • 107 er registreret på forsorgshjem/herberg.
  • 16 er registreret på natvarmestue mod 35 i 2024.
  • 39 er registreret som gadesovere.
  • 20 procent har været hjemløse i mere end to år - den laveste andel blandt de større bykommuner.

VIVEs rapport kan ses her:
Omkring 6.000 personer befandt sig i hjemløshed i uge 6 - vive.dk