Lokale toner til The Tall Ships Races
NyhedNår The Tall Ships Races for syvende gang indtager Aalborg Havnefront, sker det til tonerne af masser af lokal musik. Lidt over halvdelen af de 41 koncerter, publikum kan glæde sig til at høre fra de fire scener, bliver spillet af musikere med rødderne plantet i den nordjyske muld.

Listen af lokale kunstnere rummer både garvede folk som Souvenirs og Muleskinners, der har spillet i mange årtier, og helt spritnye navne for hvem optrædenen til The Tall Ships Races er begyndelsen på en forhåbentlig lang karriere. Genremæssigt kommer vi vidt omkring, hvor forskellige afskygninger af pop og rock blander sig med folkemusik og lettere elektroniske toner. Fællesnævneren for alle kunstnerne er dog, at de taler til en bred skare af mennesker.
Selvom publikum måske først og fremmest interesserer sig for de kendte navne øverst på plakaten, er der mange gode grunde til at få en oplevelse med den lokale musik. Aalborg-bandet Søvnmønsters fem medlemmer har deres bud på, hvorfor du skal lægge vejen forbi Slotspladsen lørdag den 1. august kl. 17, når de spiller.
Hvorfor skal publikum, der ikke kender jer, ligge vejen forbi Slotspladsen, når I spiller?
"Fordi de kommer til at gå endnu gladere derfra. Det er et relativt simpelt regnestykke der går i plus: Sommerdag + SØVNMØNSTER = Endnu bedre sommerdag. Lidt mere seriøst, så spiller bands og musikere musik af forskellige årsager, men vi er et live band og energien, fællesskabet og festen i at spille koncerter er det vi brænder for. Vores musik favner bredt, og vi elsker at bringe publikum med ind i vores koncerter, det er noget vi gik op i, da vi for et par år tilbage blev kåret til "Årets Nordjyske Liveartist", og det er noget vi stadig lever efter. At vinde et nyt publikums gejst er den fedeste udfordring, og det gør vi ved at servere en lussing af overskud og give dem en både overraskende og underholdende koncert, de ikke vidste de havde brug for."
Ligeledes lokale Valøya ser frem til at spille for publikummet til The Tall Ships Races.
"Når vi tænker på The Tall Ships Races har vi et billede af en international folkefest - og dertil skal der selvfølgelig være folkemusik!" forklarer forsanger Daphne Sander og fortsætter: "Vi glæder os enormt meget til at dele vores traditioner med både danske og internationale gæster og vise, hvor relevante og relaterbare de gamle sange stadig er i dag. Og The Tall Ships Races er jo det oplagte sted at puste nyt liv i viserne, omgivet af de store, smukke træskibe."
Hvordan passer det ind i jeres ferieplaner at spille en koncert 1. august?
"Det passer faktisk perfekt - hele ugen op til koncerten skal vi mødes for at skrive musik, øve og hygge os sammen, så vi regner med at være i topform til koncerten. Måske også med et "nyt" nummer eller to... Nu må vi se!", afslutter Daphne fra Valøya.
KORMA (Kompetencecenter for Rytmisk Musik Aalborg) har kurateret seks af de lokale navne. En del af navnene har desuden deltaget i musikkonkurrencen Band Battle arrangeret af spillestedet Skråen. Med fokusset på lokal musik fortsætter The Tall Ships Races i Aalborg en årelang praksis om at understøtte de lokale indsatser for det rytmiske vækstmiljø.
Disse nordjyske kunstnere optræder til The Tall Ships Races:
Daddy Who, Øjesten, Aelxander Raunholdt, Gunnva, Andreas Rødbro, Muleskinners, Jens Varmløse, Origo, Øland, Myli, The Fire Once Lost, Casper Dybdahl & Brothers, Ria Quist, Gustav Bjerrum, Søvnmønster, Indigo & Ida, Valøya, Felix the Human, Souvenirs, The Mood Killers, TheMcGuiness, Henrik Fevre og Michael Back.