start på hovedindhold

Kom til indflytterfest på Svenstrup Bibliotek

Pressemeddelelse

Svenstrup Bibliotek inviterer alle fra nær og fjern til indflytterfest med cirkus, ballondyr, koncert og skåltaler.

Svenstrup Bibliotek set indefra

Festen holdes på onsdag den 22. april kl. 15 - 17, hvor rådmand for Klima, kultur og Sundhed, Jan Nymark Thaysen, og bibliotekschef Kristine Nygaard holder åbningstaler efterfulgt af cirkusopvisning af unge mennesker fra FC Højvang. Det hele rundes af med koncert ved Tonus Ark, og under hele festen er der ballondyr, slush ice og popcorn til alle - store som små.

"Det har været en spændende proces at flytte de få meter længere ned ad gaden, og der er allerede mange der både uopfordret og på opfordring har givet os gode forslag til, hvordan biblioteket skal se ud. Derfor er vi glade for at invitere til indflytterfest, så vi kan få fejret det foreløbige resultat sammen og officielt slå dørene op til det nye bibliotek" fortæller Line Hoffgaard fra Svenstrup Bibliotek

Spørger man Line, om de er kommet godt på plads i de nye lokaler, bliver svaret måske en lille smule overraskende et slags "nej". Det er dog helt med vilje:

"Nu er vi flyttet ind med det, vi kalder en foreløbig indretning af biblioteket. Så er det meningen, vi skal udvikle biblioteket her fra sammen med alle de lokale - borgere, foreninger, organisationer, skoler, børnehaver og så videre og så videre. Jeg håber og forventer, at biblioteket ser helt anderledes ud allerede om et par år."

Under flytningen og processen med at indrette de nye lokaler, har Svenstrup Bibliotek haft lokalbefolkningen med på rejsen. Blandt andet med interaktive udstillinger, åbent hus i de nye lokaler, da de var tomme, adskillige gode snakke, og så har unge mennesker fra FC Højvang været med i kreative workshops, hvor de har givet bud på, hvordan de synes et godt bibliotek skal indrettes.

FC Højvang kommer også og underholder til åbningsfesten med cirkusopvisning, ligesom Line Hoffgaard og hendes kollegaer fra Aalborg Bibliotekerne inviterer dem med i den fortsatte udvikling af biblioteket.

Hvorfor flyttede biblioteket overhovedet?

I 2025 blev lokalerne, der tidligere har huset først en bank og siden et call-center ledigt, og her så Aalborg Bibliotekerne den perfekte løsning på udfordringer med et lokale, der var blevet for lille og for mørkt uden at skulle flytte væk fra en god beliggenhed i byens hjerte.

Og indbyggerne i 9230 og omegn har allerede taget biblioteket godt i brug, og bibliotekschef Kristine Nygaard ser frem til at møde dem til indflytterfesten:

"Vi er glade for den nye placering og glæder os til at holde indflytterfest for folk i og omkring Svenstrup. De har taget godt imod det nye bibliotek, og vi har allerede godt gang i dialogen om, hvordan biblioteket skal se ud, og hvad det skal rumme fremover. Det bliver spændende at følge den udvikling, som skabes med borgerne i Svenstrup".

Program for åbningsfesten

Kl. 15: Åbningstale ved Jan Nymark Thaysen, rådmand for Klima, kultur og Sundhed, og bibliotekschef Kristine Nygaard

kl. 15.30: Cirkusopvisning v. FC Højvang på Torvet

15.30-17.30: Ballondyr, slush ice og popcorn

16.30: Koncert med Tonus Ark

For mere information

Kontakt Allan Johansen på 2520 4499 eller allan.johansen@aalborg.dk