start på hovedindhold

Hvis man vil undgå ekstra forsinkelser med byggeriet og lokalplaner, er det vigtigt at lytte

Nyhed

Det er en god idé at få lyttet efter flagermus i to fastsatte perioder, for ellers betyder det unødig ventetid

Foto flagermus .jpg

Der er 17 arter af flagermus i Danmark, og de er fredede og opført på EU's habitatdirektivs bilag 4. Derfor er de omfattet af en streng beskyttelsesordning. Det betyder, at der skal tages hensyn til flagermus, og at der ikke kan træffes afgørelser uden, at det er sikret, at planer og projekter ikke har en negativ indflydelse på flagermusene. 

Konkret betyder det, at der foretages en undersøgelse af, om en plan kan påvirke flagermus, hvis ikke det med sikkerhed kan afvises. Der lyttes efter flagermus med flagermusdetektorer i to perioder. Første gang er i yngleperioden 20. juni til 7. august, mens den anden periode er i sensommeren fra 16. august til 15. september. Det vil bl.a. være nødvendigt med en undersøgelse, når der skal fældes træer eller nedrives bygninger, som potentielt kan fungere som yngle-/rasteområder. 

Desuden foretages der en visuel inspektion af plan/projektområdet i forhold til flagermus, hvor man bl.a. kigger efter indflyvningshuller og spor af flagermus. Den visuelle inspektion kan udføres året rundt. Aalborg Kommune har i kraft af lovgivningen pligt til at sikre, at der ikke sker skade på yngle- og rasteområder i forbindelse med de afgørelser kommunen træffer, og de planer kommunen vedtager. Kommunen er også lovgivningsmæssigt forpligtet til at sikre, at en sag altid indeholder de tilstrækkelige oplysninger om flagermusens eventuelle brug af en lokalitet.  

Hvis man ikke rettidigt får foretaget lytteundersøgelserne, der altid udføres af specialister, som har erfaringer med lignende opgaver, betyder det længere ventetid på projektet. Derfor er det en rigtig god idé at få det gjort inden for de gældende frister. Hos Aalborg Kommune oplever man nemlig, at mange sager bliver forsinket, fordi der ikke i rette tid bliver lyttet efter flagermus. 

I sjældne tilfælde og ved større projekter er det ikke nok at lytte et enkelt år, da flagermus varierer deres adfærd i forhold til, hvor de yngler og hvor de raster år efter år.