Hvert år uddeles millioner til lokale initiativer i Aalborgs landdistrikt
NyhedFra nye mødesteder til stærkere fællesskaber: Landdistriktspuljen støtter projekter i hele landdistriktet i Aalborg Kommune. I 2026 er der 5,8 millioner kroner til udvikling og lokale tiltag.

Hvert år går millioner fra Landdistriktspuljen til lokale initiativer, som understøtter indsatsområderne i Landdistriktspolitik 2025. Der kan søges støtte til både mindre og større projekter - fx nye eller forbedrede mødesteder, aktiviteter på fællesarealer, rekreative indsatser samt mindre anlægs- og inventarprojekter.
Landdistriktsudvalget vurderer ansøgningerne og indstiller dem til Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalget, der træffer den endelige beslutning. I 2025 blev hele puljens ramme på 4,2 millioner kroner uddelt.
"Ansøgningerne viser år efter år et stort engagement og en tydelig vilje til at udvikle lokalområderne. At hele puljens ramme blev udmøntet i 2025, understreger den store handlekraft i landdistriktet. Den handlekraft fortsætter ind i 2026, hvor vi allerede er godt i gang med at bringe årets midler i spil", siger Jan Nymark Thaysen, rådmand i Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.
Han fremhæver samtidig samarbejdet med Landdistriktsudvalget som centralt i processen:
"Vi er godt hjulpet af Landdistriktsudvalget, der har fingeren på pulsen i lokalområderne og gennemgår ansøgningerne, inden de kommer til politisk behandling. Det giver et stærkt grundlag for vores beslutninger", afslutter han.
Lokale idéer med stor spændvidde
Nogle små og enkle, andre store og langsigtede. Ansøgningerne spænder bredt og afspejler det lokale engagement i landdistriktet:
"Det er altid en fornøjelse at se, hvor mange forskelligartede idéer der opstår i landdistriktet. Ansøgningerne spænder vidt - fra mindre, praktiske projekter til større initiativer, der kan skabe langvarige forandringer lokalt. Fælles for dem er, at de bidrager til at gøre landdistriktet til et endnu bedre sted at bo, leve og engagere sig i", siger Leo Helmer, formand for Landdistriktsudvalget.
Han opfordrer til tidlig dialog om idéer:
"Man behøver ikke have alle detaljer på plads fra start. Landdistriktsgruppen står klar med sparring og vejledning, så gode idéer kan udvikles til stærke projekter", afslutter han.
Hvem kan søge?
Landdistriktspuljen kan eksempelvis søges af:
- Almennyttede foreninger
- Borger-, beboer- og forsamlingsforeninger
- Samråd og landsbylaug
- Foreninger i landdistriktet, fx idrætsforeninger, der laver projekter, der er åbne for alle.
Projekterne skal være åbne for offentligheden og komme en bred målgruppe til gode.
Hvor meget kan der søges om?
Der er mulighed for at søge i tre delpuljer:
- Op til 10.000 kr.
- Mellem 10.000 og 100.000 kr.
- Over 100.000 kr.
Ansøgere kan læse mere om retningslinjer, ansøgningsfrister og krav på Aalborg Kommunes hjemmeside eller kontakte Landdistriktsgruppen for vejledning og sparring - se link nedenfor.