start på hovedindhold

Handelslivet i Aalborg Midtby er under forandring, men omsætningen er stort set fastholdt

Nyhed

Ny detailhandelsanalyse viser, at serviceerhvervet som bl.a. restaurationer vokser markant i Midtbyen, og at der bliver færre men gennemsnitligt større butikker 

foto detailhandelsanalyse.jpg

Handelslivet i Aalborg står fortsat stærkt, viser "Detailhandelsanalyse Aalborg Midtby", som COWI har foretaget for Aalborg Kommune, og som kortlægger udviklingen i detailhandlen og de øvrige serviceerhverv. Men handelslivet befinder sig også midt i en stor omstilling som følge af bl.a. en stigende nethandel. Antallet af butikker og deres arealer er i detailhandelsanalysen kortlagt med udgangspunkt i 2017/2025, og omsætningen er kortlagt med udgangspunkt 2016/2024. 

Aalborg Midtby har Nordjyllands største koncentration af butikker og andre bylivsfunktioner. I 2025 er der registreret i alt 255 butikker og 531 kundeorienterede servicefunktioner som restaurationer, skønhedsklinikker med mere. Detailhandelsanalysen viser, at Midtbyens detailhandel omsatte for 2,647 mia. kr. i 2024 mod 2,646 mia.kr. I 2016, og det betyder, at omsætningen er på niveau med opgørelsen fra 2016 målt i løbende priser.  

Dagligvareomsætning stiger 

Omsætningen i Midtbyen dækker bl.a. over, at dagligvareomsætningen er steget, mens udvalgsvareomsætningen er faldet, hvilket er en udvikling, der også finder sted i andre byer. Den positive udvikling i dagligvarehandlen i Midtbyen har overgået udviklingen på landsplan. 

"Det er positivt at se, at Midtbyen stort set har kunnet fastholde omsætningen trods en voksende nethandel. Der bliver gjort et stort stykke arbejde for at sikre, at besøget i Midtbyen bliver en oplevelse for kunderne. Aalborg Kommune har et rigtig godt samarbejde med Aalborg City og øvrige aktører," siger erhvervsdirektør i BusinessAalborg - Aalborg Kommune, Martin Rune Hoxer og fortsætter: 

"Samtidig ser vi udviklingen i Midtbyen som en mulighed for at tiltrække nye erhvervskoncepter, innovative servicefunktioner og stærke samarbejder på tværs af private og offentlige aktører. I BusinessAalborg går vi gerne i dialog med virksomheder og iværksættere, der ønsker at investere i eller være til at udvikle fremtidens Midtby". 

 

Færre men større butikker
I Midtbyen er antallet af butikker faldet med 25 procent siden 2017, mens arealet til detailhandel er faldet med 12 procent. Det betyder, at den gennemsnitlige butiksstørrelse er blevet ca. 19 procent større for både dagligvarehandel og udvalgsvarebutikkerne. 
Desuden ses en klar tendens, hvor servicefunktionerne i Midtbyen som bl.a. restaurationer, takeaway og skønhedsklinikker er i en stærk udvikling. Andelen af servicefunktioner udgjorde i 2017 hele 58 procent af bylivsfunktionerne, men i 2025 er der tale om 70 procent. Som et billede på udviklingen er godt hver fjerde funktion i strøggaderne i dag et spisested, og andelen af spisesteder er større end i andre tilsvarende handelsbyer. Udviklingen peger på, at bymidten fremover i endnu højere udstrækning bliver et sted, hvor borgere, besøgende og turister også finder alle former for servicefunktioner.
"Nye service- og oplevelsestilbud er rykket ind, og der er en markant transformation i gang, og de erhvervsdrivende er gode til at omstille sig. Det er med til at sikre en levende og attraktiv Midtby, der tiltrækker kunder til handel, mad og oplevelser. Midtbyen er i endnu højere grad blevet et sted, hvor kunderne tager hen for både at handle og opleve," siger stadsarkitekt i Aalborg Kommune, Jens Rex. 


På vej til færre tomme lokaler
Et tilbagevendende fokus i Aalborg og andre byer er tomme lokaler i midtbyen, i detailhandelsanalysen er tallet opgjort til 116, hvilket svarer til 15 procent af det samlede antal lokaler til bylivsfunktioner. Det svarer ifølge COWI stort set til niveauet i andre tilsvarende handelsbyer. Men der er altid tale om et øjebliksbillede, og udviklingen i den første halvdel af 2026 ser ud til atter at bevæge sig i en mere positiv retning.

Hos Aalborg City er man glade for at konstatere den positive udvikling, man ser i antallet af besøgende i mange af byens store handelsgader efter nogle svære år for detailhandlen.


"Når analysen angiver en tomgangsprocent på omkring 15 procent, dækker det hele midtbyen; i de centrale handelsgader er ledigheden dog væsentligt lavere, hvilket afspejler et stærkt handelsliv i kerneområderne. Den igangværende omstilling fra 'købestad' til 'mødestad' betyder, at oplevelser, kultur og events i stigende grad supplerer traditionel shopping - en kombination som tiltrækker flere besøgende og skaber nye muligheder for detailhandel, restaurationer og serviceerhverv generelt. Hos Aalborg City arbejder vi løbende sammen med vores mange medlemmer, kommunen og private aktører for at udvikle byrum og events, så midtbyen forbliver levende, attraktiv og økonomisk bæredygtig," siger City Manager hos Aalborg City, Jes Asmussen.


Dialogmøder
Aalborg Kommune har på tværs af forvaltningerne stor opmærksomhed på midtbyen og de udfordringer den igangværende omstilling fra 'købestad til mødestad' giver for forskellige interessenter. 
Der har været afholdt en række dialogmøder med midtbyens aktører, borgere og politikere, og der er sammen med Aalborg City nedsat en sparringsgruppe for bl.a. at se nærmere på de forskellige udfordringer i forhold til at bruge byen - inde i stueetagerne og ude i byens rum. Også nye byrumsprojekter er i støbeskeen for at skabe flere attraktive opholds- og mødesteder, som sammen med et oplevelsesrigt butiks- og serviceudbud kan medvirke til at tiltrække endnu flere besøgende til Aalborg Bymidte.