Forældre er glade for kommunens dagtilbud
Der er netop kommet en rapport om brugertilfredshed med dagtilbud, og resultaterne er gode.
NyhedHver morgen bliver børn afleveret med søvn i øjnene, nye sko på fødderne eller en historie fra weekenden i bagagen. Og hver eftermiddag står medarbejdere klar til at fortælle om dagens små og store oplevelser.
Den nære kontakt mellem dagtilbud og familier er noget helt særligt. Og måske er det også en del af forklaringen på, hvorfor forældrene i Aalborg Kommune generelt er meget tilfredse med kommunens dagtilbud.
Det viser resultaterne af den nationale brugertilfredshedsundersøgelse på dagtilbudsområdet, som Danmarks Statistik har gennemført i perioden september 2025 til februar 2026.
For dagtilbudschef i Aalborg Kommune Merete Villsen er glædelige, men må ikke blive en sovepude.
Det er jo fuldstændig fantastisk at opleve, at forældrene som udgangspunkt er så tilfredse med os. Jeg ved, at vi er dygtige, men det er dejligt at se, at forældrene kan se, at vi gør os umage.

Noget af tilfredsheden mener dagtilbudschefen dog, at man som dagtilbud får lidt forærende. Dagtilbuddets særlige privilegie, kalder hun det.
Vi ser forældrene i øjnene hver dag. Vi er der til at tage imod og sige farvel til deres børn. Vi er der til at få et hint, hvis vi skal lægge mærke til de nye sko eller spørge til bedstefars fødselsdag i weekenden. Vi er der til at få et par ord om, hvordan natten er gået. Det er enormt vigtigt for relationerne, men jeg tror også, at den synlighed er med til at øge tilfredsheden.
Men der ligger også et vigtigt arbejde ud over den daglige kontakt.
Vi skal huske, at det ikke er gjort med relationer alene. Høj kvalitet er noget, vi skal arbejde for hele tiden. Og det gør vi også.
Noget af det arbejde handler om at skabe stærke fællesskaber for børnene og give dem mulighed for at blive hørt og få indflydelse på deres hverdag.
Netop de områder har Aalborg Kommune spurgt særligt ind til i den lokale del af brugertilfredshedsundersøgelsen. Og svarene glæder dagtilbudschefen.
Det er tal, som gør mig jublende lykkelig. For vi ved, at fællesskaber er en nøgle til at forme gode børneliv, og vi ved, at medbestemmelse og inddragelse er en hjørnesten i at føle sig set og hørt. Det er en helt essentiel del af vores faglige fundament i dagtilbud, at vi skaber sammen. Både medarbejdere og børn imellem på kryds og tværs. Som Børnevenlig Kommune skal vi også helst kunne leve op til de ting, vil jeg mene.

Er der slet ikke noget negativt?
Undersøgelsen viser den gennemsnitlige tilfredshed. Det betyder, at der er nogle dagtilbud, hvor tilfredsheden er højere, og nogle hvor den er lavere. I den lave ende giver undersøgelsen en indikation på, hvor der er mulighed for at forbedre nogle ting. Men der er ingen dagtilbud, som kræver store indsatser.
Aalborg Kommune har dagtilbud på 165 lokationer, hvilket giver en naturlig forskel, da de har forskellige vilkår og arealer at gøre godt med. Det kan eksempelvis aflæses i spørgsmålet om de udendørs legeområder, som med 78 % tilfredshed er en af de laveste scorer i undersøgelsen.
En mindre bybørnehave har selvfgølgelig ikke samme muligheder som en stor landbørnehave, men helt generelt så vi gerne en forbedring af vores udearealer. Men der er også forskel på, hvordan vi som voksne oplever en legeplads, og hvordan børn gør. Når jeg er rundt i institutionerne, får jeg som regel en rundvisning af børnene, og de viser altid stolte deres legeplads frem og styrer lige hen til de bedste steder. Og alle børnehaver har bedstesteder.