Fly i luften med røgskyer i blå, rød og hvid
start på hovedindhold

Gør jeres virksomhed synlig for fremtidens arbejdskraft: Bliv udstiller på Flyvende Fremtid

Hvordan gør I jeres virksomhed synlig for fremtidens medarbejdere i en tid med stigende konkurrence om arbejdskraften? En del af svaret kan være job- og uddannelsesmessen Flyvende Fremtid, som Aalborg Kommune og Forsvaret afholder i forbindelse med Danish Air Show.

Nyhed
Fly i luften med røgskyer i blå, rød og hvid

Til september forvandles Flyvestation Aalborg til rammen om noget, der er meget mere end en klassisk messe. Med Flyvende Fremtid inviterer Aalborg Kommune og Forsvaret virksomheder og uddannelsesinstitutioner ind i et særligt set-up, hvor mennesker, muligheder og oplevelser mødes.  

Her handler det om at møde fremtidens arbejdskraft ansigt til ansigt og give unge, studerende og jobsøgende et konkret indblik i, hvad jeres virksomhed eller uddannelsesinstitution kan tilbyde.  

Fredag den 11. september er Flyvende Fremtid først og fremmest en job- og uddannelsesmesse. Her deltager alle 9. klasser fra folkeskolerne i Aalborg Kommune, og derudover inviteres efterskoler, studerende fra ungdoms- og videregående uddannelser samt jobsøgende. Der forventes omkring 4.000 besøgende, primært fra Aalborg-området.  

Det er dermed en oplagt muligt for at komme tættere på fremtidens arbejdskraft. Både dem, der allerede er afklarede, og dem, der stadig er i gang med at finde deres vej. En god samtale, et første indtryk eller et indblik i jeres branche kan være det, der gør forskellen.  

Søndag den 13. september bliver Flyvende Fremtid en del af Danish Air Show, Danmarks største endagsbegivenhed. Her forventes mere end 120.000 besøgende. Det giver udstillerne en ekstra mulighed for at blive set af endnu flere og for at vække nysgerrighed hos mennesker, der kan inspirere til uddannelsesvalg, jobskifte eller nye karriereveje.  

Som udstiller får I dermed to stærke dage i én samlet pakke: en fredag med direkte møder med fremtidens arbejdskraft og en søndag med massiv synlighed i forbindelse med Danish Air Show.