Flere børn med særlige behov finder vej til fællesskaber i fritiden
NyhedSiden sommeren 2025 har et fælles projekt mellem Aalborg Kommune, Parasport Aalborg og Specialsport.dk hjulpet børn og unge med særlige behov ind i fritidsfællesskaber. Nu viser de første erfaringer, at indsatsen gør en mærkbar forskel i familiernes hverdag.

"Vi har været mere end tilfredse med hele forløbet. [...] Vores dreng kan nu være med i et fællesskab på lige fod med andre børn. Det er guld værd!"
Sådan beskriver en mor fra Solbakkeskolen den støtte, hendes familie har fået gennem indsatsen, der hjælper børn og unge med særlige behov ind i fritidslivet.
Hun er langt fra alene. Flere familier i Aalborg Kommune peger på, hvordan den rette støtte og vejledning har gjort en afgørende forskel:
"Min søn er landet det helt ideelle sted. Humøret er højt hele dagen - også når vi kører hjem igen," fortæller en mor til en 10-årig dreng fra Kærbyskolen.
Og for nogle familier har indsatsen været det, der gjorde det muligt overhovedet at komme i gang:
"Vi havde aldrig fået taget det første skridt uden jer," fortæller forældrene til en 14-årig dreng fra Højvangskolen.
En hånd i ryggen hele vejen
Fælles for familierne er, at vejen ind i foreningslivet ofte kan være svær at finde på egen hånd. Hvilket tilbud passer til barnet? Er der den rette støtte? Og hvordan kommer man i gang?
Her spiller projektets såkaldte "brobygger"-funktion en central rolle. Familierne bliver guidet til det rigtige match mellem barn og aktivitet og får hjælp til en tryg opstart.
"Det er så vigtigt, at alle vores børn og unge får mulighed for at blive en del af et fællesskab i deres fritid. Og det her fantastiske projekt gør en reel forskel for familierne - ikke mindst fordi det tager udgangspunkt i deres behov og hverdag," siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand for Klima, Kultur og Sundhed.
Mindre ulighed i fritidslivet
Baggrunden for indsatsen er en markant forskel i børns deltagelse i fritidsaktiviteter. Hvor langt de fleste børn i almenområdet går til en fritidsaktivitet, gælder det kun en mindre del af børn med særlige behov.
Det er netop den forskel, samarbejdet mellem Aalborg Kommune, Parasport Aalborg og Specialsport.dk skal være med til at mindske.
"Vi ved, hvor vigtigt det er for børns trivsel at føle sig som en del af et fællesskab. Hvis vi kan få flere af de børn, som ellers ville sidde hjemme, ud sammen med andre børn med samme interesser, er det det hele værd," siger Jes Lunde, rådmand for Børn og Unge.
Han peger samtidig på, at indsatsen styrker sammenhængen mellem skole og fritid.
Bro mellem skole, fritid og foreningsliv
Indsatsen har været i gang siden sommeren 2025 og bygger bro mellem skole, fritid og foreningslivet. Ambitionen er, at omkring 250 børn og unge i Aalborg Kommune over de næste tre år får en plads i et fritidsfællesskab.
Samtidig arbejdes der målrettet med at styrke foreningernes kompetencer til at tage imod børn med særlige behov.
I Indsatsen er der fokus på tryg opstart, individuelt match og i tæt dialog med familierne er målet at gøre fritidsfællesskaber tilgængelige for alle.
Fællesskaber, der gør en forskel
For familierne handler det ikke om indsatser og strukturer - men om en hverdag, der bliver lettere, gladere og mere meningsfuld.
Når først barnet finder det rigtige fællesskab, kan det mærkes. I energien, i trivselen og i glæden ved at høre til.
Og netop det er kernen i indsatsen: At flere børn og unge med særlige behov får mulighed for at blive en del af noget, hvor de kan være sig selv - sammen med andre.