Der er rift om lygtepælene i valgkampen, og reglerne for ophængning er klare

Pressemeddelelse

Hvis man oplever, at ophængning af valgplakater ikke lever op til reglerne, er det muligt at kontakte de enkelte partier 

Foto valgplakater.jpg
Foto valgplakater.jpg

Valgkampen er i fuld gang frem mod kommunal- og regionalvalget 18. november. Det betyder også, at partierne har haft travlt med at udnytte muligheden for at ophænge valgplakater, siden startfløjet lød i lørdags kl. 12.  

Valgplakaterne må ophænges i forbindelse med bl.a. folketingsvalg, kommunal- og regionalvalg, valg til Europaparlamentet og folkeafstemninger. Plakatophængningen må ske fra den fjerde lørdag inden valgdagen og indtil 8 dage efter valget. Når der er tale om folketingsvalg må valgplakaterne tidligst hænges op, når valget er udskrevet. 

Vejloven

Reglerne for ophængning af valgplakater på offentlige veje er klare og findes i vejlovens § 84 og § 85, og reglerne for valgplakater på private fællesveje i byer og bymæssige områder findes i privatvejslovens § 66 a-b. Desuden har Vejdirektoratet lavet en grundig vejledning om valgplakater, ligesom partierne forud for valget er blevet orienteret om reglerne.   

På stats- og kommunalveje må valgplakaterne ifølge reglerne ophænges på vejbelysningsmaster, vejtræer, hegn, elforsyningsmaster og på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater. Valgplakaterne må bl.a. ikke dække for vejafmærkning, f.eks. færdselstavler, signalanlæg og lignende, ligesom valgplakaterne ikke må udgøre en fare for trafiksikkerheden.

Højdekrav

Når det gælder valgplakater på vejarealer, skal de bl.a. ophænges minimum 2,3 meter over cykelsti eller fortov, målt fra nederste kant af valgplakaten.  

En valgplakat er i vejlovgivningens forstand en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 kvadratmeter. Den skal være forsynet med navn, adresse og telefonnummer på den person eller det parti, der har iværksat ophængningen. Man kan også henvende sig til partierne eller kandidaterne, hvis ophængningen af valgplakaterne ikke følger reglerne.  

Hos Aalborg Kommune oplever man, at partierne generelt er gode til at overholde reglerne om ophængning af valgplakater. Men hvis kommunen i forbindelse med tilsyn ude på vejene oplever uhensigtsmæssigheder, bliver der reageret. Derudover følges der op på de borgerhenvendelser, som Aalborg Kommune modtager vedrørende valgplakater.

På kommunens hjemmeside kan du læse mere om reglerne.

Kontaktinformation

Eventuelle spørgsmål rettes til afdelingsleder Charlotte Petronella Krogh Knudsen på tlf: 25202210 

Pressevagt 99 82 10 82

Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage

i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.