Cykeltur i Vejgaard med tid til at snakke fællesskab og tryghed
En skøn sommeraften havde Vejgaard Samråd inviteret til en rundtur rundt i bydelen for borgere, lokale aktører og medarbejdere fra Aalborg Kommune.
Nyhed
Undervejs blev der gjort stop ved en række udvalgte steder i bydelen, hvor deltagerne fik spændende fortællinger om Vejgaards befolkningssammensætning, historier og lokale fællesskaber.
Turen gav samtidig mulighed for at dele viden om områdets beboersammensætning og de mange indsatser, der bidrager til trivsel og tryghed. Der blev blandt andet fortalt om Tryg Aalborg, arbejdet de forebyggende indsatser for børn, unge og familier, herunder kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende tiltag.
På turen deltog Vejgaard Samråd, Vejgaardborgere, medarbejdere fra Aalborg Kommune, herunder repræsentanter fra Center for Tværfaglig Forebyggelse og Center for Sociale Indsatser.

Lokale gav et unikt indblik i Vejgaard
Derudover bidrog Østre Kirkegårds graver, Ulla, samt lokale borgere som Kjeld og Christian der med stor viden fortalte lokale fortællinger og engagement, som gav deltagerne et unikt indblik i Vejgaard.
En stor tak skal lyde til Vejgaard Samråd for at arrangere turen og til de fremmødte for deres engagement, nysgerrighed og opbakning til det lokale arrangement i bydelen. De mange gode samtaler og fortællinger undervejs var med til at understrege værdien af samarbejde, fællesskab og lokalt engagement i arbejdet for et trygt og levende Vejgaard.
