start på hovedindhold

Cykelstart i maritime rammer

Pressemeddelelse

DCU Danmarks Cykle Union har netop offentliggjort de fem etaper, der udgør 2026's PostNord Danmark Rundt cykelløb.

Elitecykling - Aalborg

Aalborg er en af de fem byer, der får besøg af Danmarks største cykelløb. I Aalborg vil den 29. juli byde på en lidt usædvanlig start på den første etape.

Første etape kommer til at starte fra Slotspladsen, hvor der den 29. juli er tyvstart til den store internationale kapsejlads, The Tall Ships Races. Arrangørerne forventer, at mange af de deltagende skibe vil være i havn allerede onsdag, selvom værtskabet for kapsejladsen først officielt er sat til at begynde den 30. juli. Ligeledes ved man fra tidligere værtskaber, at mange aalborgensere valfarter til havnefronten, når de første skibe er lagt til kaj. Om aftenen er der koncerter på Slotspladsen.

"PostNord Danmark Rundt er en fantastisk sportsbegivenhed, og vi glæder os helt enormt til at lægge asfalt til den 1. etape i år. Det er en fejring af cykelsporten, som står rigtige mange danskeres hjerter nært. At vi så samtidig kan give etapestarten ekstra gas ved at lade den udgå fra en simrende folkefest i hjertet af Aalborg, gør det kun endnu mere spektakulært," fortæller borgmester i Aalborg Kommune Lasse Frimand Jensen, som fortsætter: "Jeg er helt sikker på, at mange aalborgensere vil benytte lejligheden til at give rytterne rigtig god energi og stemning, der vil følge dem på turen videre nordpå."

"I Aalborg Cykl-Ring er vi stolte af at kunne byde velkommen til ikke mindre end syv UCI WorldTour teams og syv ProTour teams samt det danske landshold. For alle os der elsker cykelsport, er Post Nord det største internationale løb, som kan trækkes til Aalborg, og vi kan ikke få armene ned, efter denne nyhed er kommet. Som klub med to elite-teams: Team Aalborg - Sparekassen Danmark (herre og dame) leverer vi hele tiden ryttere til sportens øverste niveau, og vi håber, at nogle af klubbens talentfulde ryttere er med enten på landsholdet eller et af de store teams, der stiller til start" fortæller Mikkel Skjellerup, formand Aalborg Cykle-Ring.

1.etape går blandt andet gennem Brønderslev, Vrå, Pandrup og Brovst før den sender rytterne over Limfjorden via Aggersundbroen og tilbage til Aalborg Kommune, hvor der cykles igennem Lundby, Halkær, Bislev, Godthåb og Svenstrup. Herefter afsluttes 1. etape på en 5 km rundstrækning i Mølholm og Hasseris, hvor bl.a. den frygtede Skovbakkevej skal forceres tre gange - inden dagens vindere findes ved målstregen på Annebergvej i Aalborgs Vestby.

Inden starten er der teampræsentation på selve Slotspladsen. Rytterne præsenteres fra scenen, som også skal anvendes til The Tall Ships Races. Her kan tilskuerne se hele setuppet til cykelløbet med de mange teambusser og sportsdirektørbiler spækket med cykler og andet udstyr.

Samme eftermiddag afvikler Aalborg Cykle-Ring i samarbejde med Aalborg Kommune Børne-tour, hvor børn og unge i alderen 3-15 år kan deltage i et børnecykelløb ved Havnefronten.