Bygningspræmiering 2026
Så er vinderne af dette års bygningspræmiering i Aalborg Kommune fundet. Præmieoverrækkelserne foregik mandag den 5.oktober på Utzon Center i Aalborg.
NyhedI år har Komiteen for bygningspræmiering præmieret 4 byggerier, og derudover er der også uddelt en publikumspris - "Borgernes favorit". Vinderen i denne kategori blev fundet blandt 8 udvalgte byggerier og byrum, som har været til offentlig afstemning i løbet af sensommeren. Her har knap 2.000 borgere afgivet deres stemme.
Formålet med arbejdet i 'Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg' er at fremme interessen for opførelse af gode, smukke og sunde byggerier og byrum i Aalborg Kommune, samt fremme kendskabet til hvordan byggeriets kvaliteter øges i alle henseender.
"Bygninger og byrum er med til at forme de byer og lokalsamfund, vi lever i. Med bygningspræmieringen hylder vi de projekter, der ikke bare er flot arkitektur, men som også bidrager positivt til deres omgivelser og skaber værdi - både for dem, der bruger dem, men også for dem, der passerer forbi på deres vej rundt i kommunen”, fortæller rådmand i Teknik og Miljø, Peter Lindholt og fortsætter:
"Lige som tidligere år har vi også fejret Borgernes favorit. I år har knap 2.000 borgere stemt, hvilket er det højeste antal stemmer i de 3 år kategorien har eksisteret. Det vidner om et stærkt engagement i udviklingen af vores kommune og en stor interesse for de bygninger og steder, der er med til at gøre Aalborg Kommune til noget særligt."
Stadsarkitekt i Aalborg Kommune, Jens Rex Christensen glæder sig også over årets præmieringer:
"At borgernes favorit er en transformation frem for et nybyggeri, siger noget om den store værdi, mange ser i at bevare og forny vores eksisterende bygninger. Det viser, at cirkulær udvikling og respekt for det eksisterende har borgernes opbakning.”
Absalonsgade 16-18 – vinder af Borgernes favorit

Bygherre: J2 Invest
Arkitekt: arkitekterne BJØRK & MAIGÅRD
Ingeniør: Brix & Kamp A/S
Ressourcebevidst transformation, hvor genanvendelse og fortætning gennem optimering bidrager til en bæredygtig byudvikling.
Motivering
Denne pris er en særlig anerkendelse, fordi den afspejler den brede opbakning og begejstring blandt borgerne, der har stemt netop dette byggeri ind som årets favorit.
Daginstitutionen Alfred Nobel

Bygherre: Aalborg Kommune
Arkitekt: Krogh Arkitektur A/S
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniør
Anvendelse: Institution
Præmieret for en tilpasset bygningsform, der skaber rumligheder og nærvær i børnehøjde.
Motivering
Den nye daginstitution i det østlige Aalborg demonstrerer, hvordan en stor institution kan opdeles i mindre enheder, der opleves overskuelige og imødekommende i skala - særligt set fra børnenes perspektiv.
Bygningens komposition gør de enkelte stuer let aflæselige og skaber varierede rumligheder med forskellige oplevelser og opholdsmuligheder både inde og ude.
Samtidig er bæredygtighed integreret som en væsentlig del af projektet, der er certificeret til DGNB Guld og Hjerte. Særligt træfacaderne bidrager med en varm og taktil karakter, som understøtter institutionens menneskelige skala og identitet.
Fjordpladsen, Stigsborg Brygge

Bygherre: Stigsborg P/S
Arkitekt: C.F. Møller Architects
Ingeniør: Niras A/S
Anvendelse: Byrum/landskab
Præmieret for et veldesignet byrum, der understøtter differentierede fællesskaber for bydelen og oplevelser ved Limfjorden.
Motivering
Bydelen Stigsborg har fået et urbant og maritimt byrum, der på fornem vis aktiverer mødet mellem by og fjord. Gennem en varieret indretning med forskellige opholds- og aktivitetsmuligheder skabes attraktive rammer for hverdagens brug og for fællesskaber.
Samtidig fungerer området som et centralt knudepunkt for hele bydelen, hvor forbindelserne mellem by, vand og de rekreative funktioner langs fjordfronten samles. Projektet bidrager dermed til at skabe identitet for Stigsborg og understøtter et aktivt og tilgængeligt byliv med fjorden som omdrejningspunkt.
Gøteborgvej 2

Bygherre: Søren Enggaard A/S
Arkitekt: N+P Arkitektur
Anvendelse: Erhverv
Præmieret for en vellykket transformation med effektfulde virkemidler.
Motivering
Den tidligere GASA-bygning er i dag indrettet til møbelbutik og moderne kontormiljøer gennem en transformation, der i høj grad har taget afsæt i den eksisterende bygning.
Den oprindelige arkitektur får lov at stå frem med et råt og upoleret udtryk, hvor sporene af bygningens tidligere liv fortsat er synlige. Selv den tidligere auktionshal og dens markante amfi-trappe er bevaret.
Projektet demonstrerer, hvordan eksisterende bygninger kan omdannes til nye funktioner med stor arkitektonisk kvalitet. Dermed står det som et stærkt eksempel på, hvordan transformation og genanvendelse kan være et godt og bæredygtigt alternativ til nedrivning og nybyggeri.
Kirkelien, Nørre Tranders

Bygherre: Susanne Dreisler
Arkitekt: Ideal Arkitekter
Anvendelse: Boliger
Præmieret for en respektfuld indpasning i landsbymiljøet med gode rammer for fællesskaber.
Motivering
I landsbyen Nørre Tranders er der opført 14 nye dobbelthuse i umiddelbar nærhed af kirken. Bebyggelsen fortolker en velkendt lokal bygningstypologi i en nutidig arkitektur og indskriver sig naturligt i landsbymiljøet. Saddeltage og en konsekvent bearbejdning af murværket skaber sammenhæng internt i bebyggelsen og med omgivelserne, mens variation i facade-, tag-, vindues- og dørfarver tilfører identitet og diversitet.
Særligt vellykket er bebyggelsens tilpasning til det skrånende terræn. Terrænspring optages både inden for den enkelte bolig og i overgangene mellem boligerne, hvilket sikrer en naturlig forankring i landskabet.
Bygninger og byrum er med til at forme de byer og lokalsamfund, vi lever i. Med bygningspræmieringen hylder vi de projekter, der ikke bare er flot arkitektur, men som også bidrager positivt til deres omgivelser og skaber værdi – både for dem, der bruger dem, men også for dem, der passerer forbi på deres vej rundt i kommunen.