start på hovedindhold

Buens Bogcafé modtager Aalborg Kommunes Mangfoldighedspris 2026

Nyhed

Buens Bogcafé er vinder af Aalborg Kommunes Mangfoldighedspris 2026. Prisen gives som anerkendelse af bogcaféens vedvarende indsats for at skabe inkluderende fællesskaber, synlighed og trygge mødesteder for mennesker på tværs af køn, seksualitet, alder og baggrund.

IMG_6855.jpeg

I alt blev der indsendt 26 indstillinger fordelt på 14 kandidater til årets mangfoldighedspris. Efter en samlet vurdering anbefalede priskomitéen enstemmigt Buens Bogcafé som modtager af prisen.

Bag Buens Bogcafé står Emma og Kristine, som siden 2021 har arbejdet målrettet for at skabe et samlingspunkt for litteratur, kultur og fællesskab. Gennem blandt andet LGBT+-kaffeklubber, litteraturarrangementer, kreative workshops, ferniseringer og andre fællesskabsskabende aktiviteter har bogcaféen været med til at styrke mangfoldigheden i Aalborg.

"Buens Bogcafé viser, hvordan stærke fællesskaber kan vokse frem, når mennesker mødes med åbenhed, nysgerrighed og respekt for forskellighed. Med deres utrættelige engagement har de skabt et inkluderende rum, hvor mange mennesker har fundet både fællesskab og tilhørsforhold. Det er et arbejde, som fortjener stor anerkendelse, og derfor er jeg meget glad for, at Mangfoldighedsprisen 2026 går til Buens Bogcafé", siger rådmand Jan Nymark Rose Thaysen.

Priskomitéen fremhæver særligt, at Buens Bogcafé har udviklet nye og kreative måder at styrke mangfoldighed og fællesskab på. Samtidig har bogcaféen skabt et synligt og varigt fundament, som andre aktører kan bygge videre på.

"Mangfoldighed handler ikke kun om at acceptere forskelligheder, men om aktivt at skabe plads til dem. Buens Bogcafé har på forbilledlig vis omsat de værdier til handling og skabt et sted, hvor mennesker føler sig set, hørt og velkomne. Det er præcis den type indsats, Mangfoldighedsprisen skal hylde", siger Tobias Bøgeskov Eriksen, formand for Mangfoldighedsudvalget.

For Emma Maj Petersen og Rebekka Pi Benkjer Larsen modtog prisen, som er en keramisk flise, der skal nedlægges i Karolinelund, et diplom og en buket blomster. Prisen kommer som en stor anerkendelse af det arbejde, de gennem flere år har lagt i at skabe et samlingssted for mennesker, der søger fællesskab, litteratur og synlighed.

"Det er rigtigt dejligt at få anerkendelse for det arbejde som vi har ydet de sidste fem år, og med flisen et varigt bevis, som vi kan køre forbi og være stolte af. Det viser at vi har gjort en forskel på det her område her i byen. Det har ikke været let at være cafe-ejer og boghandler, på en ny måde i en tid, hvor de fysiske forretninger er under pres. Samtidig kan vi også mærke at det har gjort et stort indtryk på mange at vi er kommet til, og vi er meget taknemmelige for den støtte og opbakning fra det fællesskab vi oplever i caféen, men som vi også oplever vokser ud af lokalerne i form af nye spirende fællesskaber, bogklubber og kaffeklubber som vi håber kan gå videre ud i fremtiden og sprede sig som ringe i vandet", siger Emma Maj Petersen og Rebekka Pi Benkjer Larsen.

Aalborg Kommunes Mangfoldighedspris blev indstiftet i 2025 og hylder virksomheder, organisationer, foreninger, arbejdspladser og enkeltpersoner, der gennem nytænkning og konkrete handlinger skaber miljøer, hvor forskellighed trives. Prisen anerkender blandt andet indsatser inden for tilgængelighed, mental sundhed, integration, rummelige arbejdspladser og inklusion på tværs af køn, seksualitet og baggrund.

Prisen består af en keramikfigur samt en keramisk flise, som nedlægges i Karolinelund.

Fakta

Modtager: Buens Bogcafé

Pris: Aalborg Kommunes Mangfoldighedspris 2026

Antal indstillinger: 26

Antal kandidater: 14

Uddeles for andet år i træk

Prisen består af en keramikfigur og en keramisk flise i Karolinelund

Tidligere vindere:

2025: Headspace Aalborg vandt prisen for i mere end 12 år at have givet unge et sted, hvor de kan komme uanset baggrund, identitet eller udfordringer.

IMG_6843.jpeg