Borgerne bestemmer indretningen i nyt hus
”Det er deres hus, så de skal tage ejerskab over det og føle sig trygge”
Nyhed
På Dag Hammarskjølds Gade 3 er dørene slået op til et nyt, fælles hus. Her er Aalborg AKTIV, Aalborg FRI-TID og FREMDRIFT flyttet ind under samme tag.
Det er et hus, hvor voksne med fysiske, psykiske og/eller sociale udfordringer og førtidspension frit kan henvende sig, hvis de ønsker beskæftigelse, frivillige fællesskaber, hjælp til hverdagsudfordringer eller at deltage i gruppeforløb.

Huset med de mange stemmer
Huset summer derfor ofte af mange stemmer – og de stemmer skal høres, når det kommer til indretningen, fremhæver Anne Sophie Lund Skibsted, der er leder for de tre tilbud:
”Vi involverer altid vores målgruppe. Deres holdninger, erfaringer og ønsker er udgangspunktet vores samtaleforløb, gruppeforløb, frivillige fællesskaber, aktiviteter og meget mere – og derfor skal de naturligvis også have indflydelse på, hvordan vores nye hus skal se ud,” fortæller hun og uddyber:
”Det vigtigste er jo, at de føler sig trygge ved at komme her, og at de tager ejerskab over huset, fordi det er lige så meget deres som medarbejdernes.”
Indretningsgruppen – en gruppe af personer med tilknytning til tilbuddene
Inden den store flyttedag, blev der sammensat en gruppe af personer, der alle gerne ville bidrage til at skabe et nyt hus, der passer til deres ønsker og behov. Det har blandt andet resulteret i farve på alle vægge og en masse grønne planter. For en af deres pointer var, at huset ikke må være hvidt og klinisk, så det signalerer, at de er i behandling. Det skal i stedet udstråle hygge og være et sted, hvor de har lyst til bare at være og hygge sig.
Gruppen bestod af 10 personer, der har alle været en del af enten Aalborg FRI-TID, Aalborg AKTIV eller FREMDRIFT, og de deltog både i indledende workshops og var med til selve indretningen på indflytningsdagen. Så alle grønne planter og ethvert billede er sat med ekstra omhu og omtanke.
Dette er en nyhed fra Tryg Aalborg
Du kan læse mere om Tryg Aalborg-samarbejdet her:
tryg.aalborg.dk