Aalborg: Parkér bilen ved motorvejen og kør gratis med bussen til centrum
NyhedFørst gratis bus til julehandel, siden gratis pendlerrejser. Aalborg Kommune tester en ny parkér-og-rejs-løsning, der skal gøre det nemmere at komme ind til centrum uden at køre hele vejen i bil.

Først kommer der et gratis lift ind til juleindkøbene, men snart bliver det mere permanent, når pendlere kan parkere bilen ved motorvejen og tage bussen gratis resten af vejen ind til Aalborg centrum.
Klima- Kultur og Sundhedsudvalget har godkendt et nyt forsøg, hvor Aalborg Kommune, NT og Vejdirektoratet vil undersøge, om flere bilister vil kombinere bilen med kollektiv transport, hvis det bliver nemmere og billigere.
Forsøget tager udgangspunkt i pendlerpladsen ved E45 i Aalborg Øst, hvor bilister i en seks måneders periode kan hente en gratis billet i Rejsebillet-appen og fortsætte turen med Plusbussen ind mod centrum.
For de fleste pendlere handler det om én ting: at komme lettere frem.
"Vi ved, at mange oplever trængsel på vej ind mod centrum. Med det her forsøg gør vi det nemt at lade bilen stå ved motorvejen og hoppe på bussen resten af vejen. Det kan spare både tid, besvær og parkeringsjagt, samtidig med at vi får vigtig viden om fremtidens trafikløsninger", siger rådmand Jan Nymark Rose Thaysen.
Bilister kan hente den gratis billet ved stoppestedet på pendlerpladsen, som gælder både turen ind til centrum og en returrejse senere samme dag.
Pendlerpladsen er valgt, fordi den ligger direkte ved E45 og betjenes af Plusbussen, som kører helt ned til hvert 3¼. minut i myldretidens travleste perioder og hvert 15. minut i weekenden.
Hos NT ser man frem til at teste, om ordningen kan få flere til at kombinere forskellige transportformer.
"Vi ved, at en stor del af Plusbussens succes skyldes, at den kommer hurtigt frem og har hyppige afgange. Med det her forsøg skaber vi opmærksomhed på pendlerpladsens beliggenhed i kombination med Plusbussens fordele. Vi håber, at mange vil benytte sig at muligheden og opleve et smidigt mix mellem de to transportformer, bilen og bussen. Det bliver spændende at følge." siger Nicolai Bernt Sørensen , kommerciel direktør i NT
Inden pendlerforsøget starter, gennemføres et pilotforsøg i seks weekender op til jul fra 14. november-20. december 2026. Her kan besøgende parkere gratis ved pendlerpladsen og tage bussen gratis ind til julehandel, cafébesøg eller kulturoplevelser i centrum.
Hos Aalborg City ser man gode muligheder i initiativet:
"Det er positivt, at Aalborg Kommune og NT afprøver nye løsninger, der kan gøre det lettere at besøge Aalborg. Parkér-og-rejs er et godt supplement - ikke en erstatning -for de mange eksisterende muligheder for at komme til midtbyen. Aalborg skal være let at besøge, uanset om man kommer med bus, cykel, til fods eller i bil. Men jo flere gode og fleksible muligheder vi tilbyder, desto stærkere står midtbyen som handels- og oplevelsesdestination. Vi glæder os til at følge forsøget og se, hvilken betydning det får for adgangen til Aalborgs butikker, restauranter og oplevelser," siger Jes Asmussen, city manager i Aalborg Cityforening
Forsøget skal blandt andet give ny viden om, hvorvidt parkér-og-rejs-løsninger kan være en del af fremtidens svar på trængsel omkring Aalborg, herunder i takt med udviklingen af den kommende tredje Limfjordsforbindelse.
Pilotforsøget gennemføres lørdage og søndage fra 14. november til 20. december 2026. Pendlerforsøget forventes at starte i januar 2027.
Læs mere om hvordan du får fingre i den gratis billet på NTrejse.dk: Specialbilletter til "Parker og rejs"