start på hovedindhold

Aalborg Kommune får påbud om midlertidigt stop for indflytning på Fremtidens Plejehjem

Nyhed

Styrelsen for Patientsikkerhed har i dag udstedt et påbud til Fremtidens Plejehjem i Nørresundby. Påbuddet betyder, at der indtil videre ikke må flytte nye beboere ind på Fremtidens Plejehjem.

Styrelsen for Patientsikkerhed udførte i november 2025 et reaktivt sundhedsfagligt tilsyn på Fremtidens Plejehjem i Nørresundby efter en bekymringshenvendelse til styrelsen. Styrelsen for Patientsikkerhed konstaterede ved tilsynet kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden, og Fremtidens Plejehjem fik derfor påbud om straks at sikre:

  • Tilstrækkeligt grundlag for varetagelse af sundhedsfaglige opgaver
  • Systematiske sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning herpå
  • Tilstrækkelig journalføring, herunder implementering af instruks herom.

Styrelsen for Patientsikkerhed har siden november gennemført flere opfølgende tilsyn og noteret fremgang i den sundhedsfaglige kvalitet på Fremtidens Plejehjem. Ved det seneste tilsyn i juni fandt styrelsen dog igen kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden. Det har udløst et påbud om: 

  • midlertidigt at stoppe for indflytning af nye beboere

og straks at sikre:

  • forsvarlig medicinhåndtering, herunder implementering af instruksen herom. 
  • forsvarlig hygiejne, herunder ved håndtering af sondeernæring. 
  • udarbejdelse og implementering af en tilstrækkelig instruks for ansvars- og kompetenceforhold. 

Rådmand for Senior og Rehabilitering Vibeke Gamst siger om påbuddet: 


"Jeg finder det uforståeligt, at der på trods af vores intense arbejde fortsat er udfordringer med den sundhedsfaglige kvalitet på Fremtiden Plejehjem. Det viser, at vores tiltag indtil nu ikke har været tilstrækkelige. Det er helt uacceptabelt. Derfor har jeg bedt min forvaltning om at intensivere det tætte samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og om at udvide og opdatere den handleplan, som vi arbejder efter for at rette op på den sundhedsfaglige kvalitet. Samtidig skal der mandes op på både ledelse og medarbejdere for også på denne måde at skabe mere tid til kvalitetsarbejdet. 


Vi har ikke tidligere stået i en situation, hvor det har været nødvendigt at stoppe indflytning på et af vores plejehjem. Men selvfølgelig skal der ikke flytte nye beboere ind på Fremtidens Plejehjem, før der er rettet op på de meget alvorlige mangler, som Styrelsen for Patientsikkerhed har påpeget.  


Jeg har stor forståelse for, at pårørende og beboere kan føle sig utrygge på grund af det skærpede påbud. Derfor vil vi tage hånd om dem på plejehjemmet, hvor de vil få mulighed for at få besvaret deres spørgsmål om påbuddet, og om hvordan vi vil rette op på den sundhedsfaglige kvalitet i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed."


Påbuddet er offentliggjort på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.