Vinterferiehits i og omkring Aalborg
Er du klar til en uforglemmelig vinterferie? Aalborg Kommune har masser af spændende aktiviteter for hele familien. Her er vores bedste idéer til, hvordan du får mest muligt ud af din ferie.
NyhedAalborg og Aalborg Øst
På med skøjterne
Tag skøjterne på og nyd vinteren på C.W. Obels Plads, som har åbent alle dage frem til 22. februar. Her kan du opleve den hyggelige stemning og måske endda få en varm kop kakao efter en tur på isen. Foretrækker du indendørs skøjteløb? Besøg Gigantium, hvor du kan stå på skøjter uanset vejret. Det er en perfekt aktivitet for både børn og voksne.


Aalborg Øst
Kæmpe fastelavnsfest, perler, boller i karry, varme vafler, bordtennis, rullinger, mejsekugler, duplo, lego, strik, højtløsning, ballondans, trylleri og folie på glas….
Vinterferien på Trekanten står i børnefamiliernes tegn. Og det bliver et overflødighedshorn fyldt til randen med kreativitet, bevægelse og fællesskab. Her kan børn og voksne gå på opdagelse i alt fra perleværksteder og byggeri til trylleskole, højtlæsning og familievenlige café-oplevelser. Trekanten byder på en bred vifte af hyggelige aktiviteter for store og små. Alt er gratis, og du behøver ikke melde dig til, bare mød op og deltag i lige netop de aktiviteter, som du bedst kan lide.


Aalborg
Oplev stadsarkivets udstilling "Glimt af udklædningens historie – karneval og fastelavn i Aalborg"
Kom og få et kig ind i byens farverige traditioner! I udstillingen kan du blandt andet:
- Se karneval- og fastelavnsbilleder af Tønnies
- Læse personlig fastelavnserindringer
- Opleve forskellige fastelavnsgenstande udlånt af Nordjyske Museer og finde ud af, hvordan fastelavn og karneval egentlig hænger sammen?
Det er gratis at besøge udstillingen, og du kan opleve den i hele arkivets åbningstid.


Aalborg, Hals og Vestbjerg
Film og sjov på bibliotekerne
Gå ikke glip af bibliotekernes mange aktiviteter i uge 7 og 8. Hovedbiblioteket byder på MEGAFLIMMER som er en stor filmfestival for børn, Vodskov Bibliotek inviterer de mindste børn til Miniflimmer og i Hals kan børn prøve ansigtsmaling af lokal kunstner.


Vadum, Nibe, Nørresundby, Aalborg og Aalborg Øst
Svømning for alle vandhunde
Der er svømmehaller, som alle kan bruge i både Nibe, Vadum, Nørresundby, Aalborg Øst Aalborg Vestby. Svømmehallerne tilbyder alle noget forskelligt. Uanset, om du er en vandhund, der elsker at lege og svømme, eller om du foretrækker en afslappende tur i saunaen, er der noget for enhver smag.


Aalborg
Slå katten af tønden på Hovedbiblioteket
Kom og vær med til en festlig fastelavnsformiddag på Hovedbiblioteket, når vi slår katten af tønden lørdag den 14. Klokken 10.00-11.00.Vi kårer kattekongen og kattedronningen og vi har aldersopdelte tønder, så alle kan være med. Kom gerne udklædt – vi glæder os til at se jeres flotte kostumer!
Tønden indeholder lidt godter og lidt krea til alle børn, der er med til at slå katten af tønden.


Hele kommunen
Eventyr i naturen
Med app’en Natureventyr kan børnene opleve magiske historier i skovene og ved søerne. Appen guider jer rundt på en børnevenlig gåtur, mens I læser et eventyr, der er skrevet til lige det sted, I går. Undervejs er der små udfordringer og opgaver, som børnene skal løse som en del af historien. Det er en sjov og lærerig måde at opleve naturen på, og eventyrene er perfekte for børn i alderen 4-9 år.