Undgå at blive svindlet digitalt
Tryg Aalborg: Download appen Mit digitale selvforsvar, og vær med til at bekæmpe svindlerne.
Nyhed
En tredjedel af befolkningen har været udsat for digital svindel, mens tre ud af fire har oplevet forsøg på digital svindel.
Selvom du måske sidder trygt hjemme ved skrivebordet og læser sine mails eller ligger i sofaen og shopper på sin smartphone, er du ikke uden for rækkevidde af digitale svindlere.
Digital svindel er steget kraftigt de senere år, og flere og flere borgere bliver ramt. Det viser en befolkningsundersøgelse udført af analysebureauet Wilke for Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden. Undersøgelsen viser, at phishing, hvor kriminelle forsøger at stjæle fx betalingsoplysninger gennem mails, sms’er og telefonopkald, er den type svindel, som langt de fleste har oplevet forsøg på, skarpt efterfulgt af falske webshops og falske konkurrencer. Tilsammen står disse svindelformer for næsten en fjerdedel af danskernes samlede økonomiske tab.
Vær med til bekæmpe de digitale svindlere
Download appen Mit digitale selvforsvar og vær bedre forberedt, hvis du bliver udsat for forsøg på digital svindel. Mit digitale selvforsvar-appen hjælper dig med at beskytte dit privatliv og undgå it-kriminalitet på nettet. Den holder dig opdateret om fup-mails i omløb, falske konkurrencer eller registrerede trusler fra virusser eller skadelig software.
Læs mere
Sådan undgår du at blive svindlet
Følg de 5 råd fra Det Kriminalpræventive Råd:
- Stop op og tag dig tid og mærk efter, før du klikker, betaler eller deler personlige oplysninger. Det er vigtigt at undgå forhastede beslutninger.
- Pas på faresignalerne – eks. hvis kommunikationen ændrer sig pludseligt, eller du føler dig presset til at handle hurtigt.
- Spørg en anden til råds – del din tvivl med nogen, du stoler på.
- Del aldrig personlige koder eller MitID – heller ikke til familie og venner.
- Tjek webshoppens troværdighed – undersøg andres erfaringer med webshoppen på f.eks. TrustPilot og tjek kontaktoplysninger: En ægte virksomhed har typisk tydelige oplysninger på hjemmesiden som f.eks. adresse, telefonnummer, e-mail og har aktive sociale medier.
Du kan også søge hjælp hos Cyberhotline for digital sikkerhed på tlf. 33 37 00 37 eller få anonym rådgivning hos Offerrådgivningens døgntelefon på 116 006. Hold dig orienteret om svindelforsøg med appen Mit digitale selvforsvar.
