start på hovedindhold

Tryghed i Aalborg Midtby – set fra et udsatte perspektiv

Tryg Aalborg: Hvordan er hverdagen i gademiljøet og hvordan sikrer vi plads til alle i Midtbyen? Det har vi spurgt ti borgere fra det lokale udsattemiljø om.

Nyhed
Patricia Egas i Aalborg Midtby.

Patricia Egas, er en af de borgere, der har bidraget med erfaringer. Patricia har gennem mange år været en del af gadelivet i Aalborg Midtby.

Fælles for borgerne er, at de alle befinder sig i socialt udsatte positioner, og at de til dagligt opholder sig meget af tiden i Aalborg Midtbys gademiljø. De har givet deres bidrag til at svare på en række spørgsmål om livet på gaden: 

  • Hvordan oplever de hverdagslivet på gaden i Aalborg Midtby?
  • Hvad der gør dem henholdsvis trygge og utrygge? 
  • Hvilke af midtbyens byrum er særligt gode at være i?  
  • Hvad de synes borgerne er det bedste at gøre, hvis man vil understøtte en bymidte, hvor der er plads til alle og gode relationer på tværs af befolkningsgrupper?

Tryghed på gaden

Flere borgere fortæller, at de oplever Aalborg som et godt sted at opholde sig på gaden. De giver udtryk for, at de føler sig trygge i Aalborg Midtby. Udsattemiljøet kan selvfølgelig være barskt, og flere har også oplevet at blive bestjålet og truet af andre.  Samtidig kan det også være ubehageligt, når folk er meget fulde eller er: ”… mentalt ude af balance”, som det formuleres af en mand. Men så længe man er en del af en lille gruppe, hvor man kender hinanden, så er hverdagen faktisk relativt tryg. En kvinde reflekterer over det på denne måde: 

”Det interne samvær i de grupper, hvor vi hører til, giver os stor tryghed. Jeg er vant til at gå på gaden. Der kan godt være lidt ballade, men det tager politiet og Gadeteamet sig godt af. Jeg elsker Aalborg og har boet her i over 20 år. Jeg føler mig tryg, også når jeg er på gaden. Jeg har gode venner, og jeg synes, at folk i Aalborg helt generelt er meget gode ved hinanden. Gennem årene har jeg også fået nogle gode kontakter til folk, der bor i midtbyen og driver butik her, og som ikke er en del af vores miljø. Det er rart.”

Forståelse for andre borgere

Flere af de borgere, vi har talt med, fortæller uopfordret, at de udmærket er klar over, at det kan være svært for andre borgere, når nogle fra udsattemiljøet larmer og skaber utryghed i midtbyen. En kvinde beskriver det sådan: 

”I midtbyen er folk meget søde ved os. Vi larmer nogle gange. Det ved jeg godt, og jeg kan godt se, hvis nogle synes, at det kan være trælst. Vi glemmer lidt, at vi sidder midt inde i en by, når vi får lidt for meget indenbords.”

Et par borgere siger desuden, at de godt kan forstå, at især beboere og erhvervsliv omkring John F Kennedys Plads kan blive trætte af den uro, som ofte præger pladsen i sommermånederne. 

Vil være hvor andre er

Men som en ældre mand formulerer det, så skal: ”… folk jo være her et eller anden sted. Og hvor skal de ellers gå hen? Folk vil jo være der, hvor andre er, og hvor der er trygt og hyggeligt.”  Manden synes i øvrigt, at det måske er lidt for let altid at give borgere fra udsattemiljøet skylden for al uro og utryghed i midtbyen. Han uddyber: 

”Jeg bor selv i midtbyen. Og der er spektakel fredag og lørdag aften og nat, fordi de unge mennesker går i byen. Både i nærheden af banegården og helt inde i centrum. Men det er meget naturligt. Sådan er det at bo i en stor by. Der, hvor jeg bor, bor der også en del unge mennesker. Og der er en del larm, men jeg synes jo, at det er helt i orden, fordi jeg bor midt i en stor by.” 

Gode steder at opholde sig

Flere af borgerne nævner, at de forskellige væresteder og varmestuer i Aalborg Midtby er rare at besøge, og at det også er trygt at opholde sig i området lige uden for dem. ”Det er vigtigt, at der er forskellige væresteder, så der er et sted for alle”, siger en yngre kvinde. En mand supplerer sådan: 

”Det er også vigtigt, at de ikke alle sammen ligger på et sted. At man ikke har koncentreret det hele et sted. Det ville - ja - være lidt ghetto-agtigt og nok også skabe meget larm og gøre folk utrygge i det område, hvor det så lå.” 

Nogle borgerne fortæller også, at det er godt at opholde sig på byens pladser i dagtimerne. I hvert fald når det ikke er for koldt. En kvinde nævner i den sammenhæng, at især John F Kennedys Plads er et godt sted at være, fordi der:

”… er liv og mange mennesker, og det giver tryghed, og man føler sig ikke gemt væk. Det er jo alment menneskeligt at ville være med.”

Endelig siger et par borgere, at de hellesteder, som Aalborg Kommune har opført for borgere i udsatte positioner i midtbyen, kan være gode opholdssteder, når vejret er til det. 

Er der brug for et ekstra hellested?

Borgerne er blevet spurgt, om de tror, at et ekstra hellested i midtbyen ville kunne understøtte, at der bliver mere ro og plads til alle i området.  De fleste ved det ikke rigtigt. Et par tror det imidlertid, hvis hellestedet vel at mærke placeres et sted, hvor der er liv, og hvor der sker noget. En borger reflekterer sådan over det med hellesteder: 

”Hellesteder er gode, hvis der sker noget der, som giver folk lyst til at være der. Det er godt nok med de hellesteder, vi har nu, og som er gemt lidt af vejen. Men vi skal også have et, som ikke er gemt af vejen. Men det bliver nok svært at finde en placering. Det bliver svært i en by, hvor der altid vil være en nabo, som bliver træt af det. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Problemet er bare, at vi også skal have mulighed for at være her, så der må findes en løsning, som alle kan være enige om.”

Plads til alle og relationer på tværs

Flere af borgerne i undersøgelsen fortæller, at de har gode relationer til forskellige beboere og butiksejere i Aalborg Midtby. ”Det får man nemt, hvis man holder til i et bestemt område og er åben overfor andre”, siger en kvinde, der fortsætter sådan: 

”Man får et godt forhold til naboer og købmænd for eksempel, hvis man selv er venlig og ikke larmer for meget. Hvis man viser dem respekt. For eksempel er personalet på banegården søde, og jeg synes, at vi behandler hinanden med gensidig respekt. 

En del borgere peger faktisk på, at det med gensidig respekt netop er meget, meget vigtigt, hvis der skal være plads til alle i midtbyen. Som to borgere giver udtryk for det:

”Hele Aalborg vil hilse, hvis man selv opfører sig pænt og venligt. Jeg hilser på alle mennesker. Jeg gør mig umage for at hilse på folk.  Det koster nul kroner at sige hej. Men det er meget forskelligt, hvad man kan gøre. Folk er meget forskellige. Men det at hilse på hinanden er en god start. Man skal respektere hinanden.”

”Det er vigtigt at tale sammen. At kende hinanden, fordi så forstår man lettere hinanden, og man respekterer også hinanden mere. Og så er det også nemmere at sige noget til hinanden: Nu larmer du sgu for meget, eller nu gør du mig bange.”