Streetfood-mekka vender tilbage under Aalborg Regatta 2025

Pressemeddelelse

Når den maritime festival Aalborg Regatta 2025 kommer igen fra den 28. til den 31. august, vil Utzon Parken endnu en gang forvandle sig til et mekka for streetfood i alle afskygninger. Mere end 15 forskellige boder vil friste med dufte- og smagsindtryk fra nær og fjern.

20240824LHO7109.jpg
20240824LHO7109.jpg

Aalborg Regatta har for tredje år i træk indgået en aftale med Mad & Kultur, som sørger for at kuratere boderne og indrette parken.

"Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Mad & Kultur i 2023 og 2024. Kvaliteten har været i top, samtidig har publikum fået nogle virkelig gode oplevelser i Utzon Parken", fortæller eventchef Søren Thorst fra Aalborg Events.

Ejere af foodtrucks eller restauratører kan blive en del af folkefesten. Man skal blot kontakte Mad & Kultur, der er parate til at tage imod såvel erfarne som nyopstartede folk.

"Vi glæder os utrolig meget til at vende tilbage til Aalborg Regatta i 2025. Det er et samarbejde, vi sætter stor pris på - ikke mindst fordi det giver os mulighed for at skabe unikke madoplevelser midt i en maritim folkefest. Vi har en ambition om at have endnu flere lokale med i år - om du driver en restaurant, sælger fisk, laver byens bedste deller eller står bag gourmet-catering, så hører vi gerne fra dig. Vi har gjort det nemt at være med, uanset om du er erfaren eller nystartet. Så skriv gerne til mig så tager vi en snak om det," opfordrer Thor Andersen, partner i Mad & Kultur.

Udover streetfood byder Aalborg Regatta naturligvis også på et væld af maritime aktiviteter herunder besøg af mange spændende skibe, åbne værksteder, aktiviteter på Limfjorden og ikke mindst koncerter.

Kontaktinformation

Aalborg Kommune, projektleder Keld Rud Nielsen, tlf. 2520 1615, krn@aalborg.dk
Mad & Kultur, partner Thor Andersen, tlf. 5370 8283, thor@madogkultur.dk

Pressevagt 99 82 10 82

Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage

i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.