Nyt tiltag skal skabe en mere sikker skolevej ved Vejgaard Østre Skole
PressemeddelelseTirsdag 13. maj 2025 kl. 7.30 indvier vi hjertezonen ved Vejgaard Østre Skole sammen med skolens elever. Hjertezonen skal bidrage til at skabe ro i morgentrafikken og give børnene mere plads.
En hjertezone er et område omkring skolen, hvor biltrafikken begrænses mest muligt for at gøre det trygt og sikkert for børn at gå eller cykle til skole. Formålet er at skabe en mere sikker skolevej og motivere flere børn og unge til at vælge cyklen eller gåben i stedet for at blive kørt til skole.


Rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen siger om projektet:
- "I Aalborg Kommune arbejder vi løbende med at skabe trygge og sikre skoleveje. Når man som barn skal til eller fra skole, skal det ske trygt og sikkert. Erfaringerne fra arbejdet med trygge skoleveje viser, at særligt afleveringssituationerne ofte skaber utryghed, men hjertezoner kan ændre dette ved at sprede trafikken ud på flere veje, bare lidt væk fra skolen".
Program for indvielsen
- Kl. 07.30 - 08:15: Uddeling af rundstykker, kaffe og juice til forældre og elever i skolegården
- Kl. 08:00: Taler og snoreklip ved rådmand Jan Nymark Rose Thaysen, By og Land samt Morten Thiessen, Børn og Unge
- Kl. 08:15: Eleverne vender tilbage til undervisningen
Pressen er velkommen til at deltage.
Hvad er en hjertezone?
Etableringen af hjertezonen betyder, at det i tidsrummet mellem kl. 7.30 og 8.15 vil være forbudt at køre ind i zonen i bil - dog med undtagelse af beboere, arbejdskørsel, kørsel til dagplejer og enkelte elever med særlig tilladelse. Der er også lavet begrænsninger på tidspunkter, hvor der må parkeres langs nogle af vejene omkring skolen, ligesom der er lavet hastighedsbegrænsning og etableret flere bump på vejene. Alt sammen for at sikre skolevejen for de elever, der færdes på cykel eller gåben.
Etableringen af en hjertezone bidrager til, at afleveringssituationen i bil gøres mindre kaotisk, da der laves en begrænsning på, hvor tæt det er muligt at ankomme til skolen i bil. Konkret vil alt aflevering i bil skulle ske på de tilstødende veje udenfor hjertezonen. Herved spredes trafikken på et større geografisk område. Med en hjertezone er det stadig muligt at aflevere børn i bil, der kan bare ikke køres så tæt på skolen som tidligere.
Hvis et barn afleveres i bil, betyder det, at barnet skal følges det sidste stykke vej til skole, eller gå det sidste stykke indenfor hjertezonen selv.
Hjertezonen opfordrer til mere fysisk aktivitet. Når børnene går eller cykler til skole, får de motion og det styrker deres sundhed. Undersøgelser udarbejdet af Cyklistforbundet samt Sund Skolevej peger på, at færre børn bevæger sig aktivt til skole.
Projektet ved Vejgaard Østre Skole er blevet til i tæt dialog mellem skoleledelse, skolebestyrelse, elevråd og Aalborg Kommune. Aalborg Kommune er certificeret som Børnevenlig Kommune, hvilket betyder, at der er et særligt fokus på at inddrage børn og unge i beslutninger, der vedrører deres hverdag. Inddragelsen af elever har derfor været en naturlig og vigtig del af arbejdet - det er nemlig dem, der hver dag skal kunne føle sig trygge, når de færdes til og fra skole.
Kontaktinformation
- Skoleleder på Vejgaard Østre Skole, Jesper Saugstrup Jensen på telefon 9982 6703 eller mail jsje-skole@aalborg.dk
- Projektleder i By og Land, Stine Hedegaard på telefon 2520 2358 eller mail sti-ne.hedegaard@aalborg.dk
- Rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen på telefon 2520 2180
- Rådmand i Børn og Unge, Morten Thiessen på telefon 9352 0001
Pressevagt 99 82 10 82
Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage
i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.