Kunsthal Spritten markerer en vigtig milepæl med rejsegilde
Nu er spær og stålbjælkelag rejst og inden længe tilføjes den nye overbygning i genbrugstegl ovenpå den historiske spritfabriks tidligere kraftværk, der lige nu omdannes til Danmarks nye kunsthal for samtidskunst: Kunsthal Spritten. Den 27. marts inviteres aalborgensere og andre nysgerrige til rejsegilde og åbent hus, hvor de for første gang kan opleve den kommende kunsthals format – herunder det nye udstillingsrum Kedelhallen med imponerende 11 meter til loftet.
Nyhed

En ærefrygtindgydende opgave for arkitekterne
Nu varer det ikke længe, før Kunsthal Spritten slår dørene op: Næste år åbner den knap 100 år
gamle, fredede spritfabrik i Aalborg Vestby som Danmarks nye kunsthal for toneangivende
samtidskunst.
Men allerede den 27. marts inviteres aalborgensere og nysgerrige fra nær og fjern indenfor til en
smagsprøve, når der holdes rejsegilde og åbent hus på den ellers lukkede byggeplads.
Kunsthal Spritten er tegnet af arkitektvirksomheden Praksis Arkitekter. For at bevare så meget af den
historiske kedelhal som muligt – herunder de smukke facader – har man tilføjet en ekstra etage i
genbrugstegl ovenpå den eksisterende bygning. Det giver samlet set 3000 m2 kunsthal.
Det er første gang i Danmarkshistorien, at man bygger ovenpå en fredet bygning. Og til rejsegildet får
gæster for første gang mulighed for at opleve den kommende kunsthals format – herunder det nye,
storslåede udstillingsrum Kedelhallen med 11 meter til loftet. Samtidig kan gæsterne se og høre om,
hvordan alt fra små eksisterende stikkontakter til mursten genanvendes.
”Kunsthal Spritten er et helt særligt projekt, der betyder rigtigt meget for os. At bygge videre på en
fredet bygning er en ærefrygtindgydende opgave, som kræver både stor ydmyghed og mod.
Kedelhallens prægtige rum bliver nu tilgængelige for os alle sammen; de rum er overvældende i sig
selv. Det har været vigtigt for os at beholde de oprindelige rum så intakte som muligt, fordi de
besidder en umistelig kvalitet. Hele området omkring Spritfabrikkerne er unikt; derfor er det vigtigt at
transformationen fra kedelhal til kunsthal styrker området autenticitet og bidrager til den nye bydel
med tilgængelighed, liv og lys,” siger Mette Tony, Indehaver og arkitekt MAA MDB hos Praksis
Arkitekter.
Et af Danmarks mest ambitiøse transformationsprojekter
Den historiske industribygning, som blev indviet af daværende statsminister Stauning i 1931, er
udpeget som nationalt industriminde – og omdannes altså nu til en kunsthal med internationalt format.
”Kunsthal Spritten er et af Danmarks mest ambitiøse transformationsprojekter, hvor man med stor
respekt for fortiden forvandler fredet industribyggeri til en levende kunsthal for samtidskunst.
Håndværkerne og alle projektmedarbejdere arbejder med en kompleks og krævende opgave, som er
udfordrende på daglig basis. Derfor er glæden over at være nået så langt, også tilsvarende stor. Tak
til alle håndværkere og projektmedarbejdere for den store indsats for vores fælles ambition med
Kunsthal Spritten. Rejsegildet fejrer en vigtig milepæl i byggeriet,” udtaler bestyrelsesformand i
Ejendomsfonden Artcenter Spritten, Peter Spøer.


Hvor kunst, samfund og hverdagsliv krydser klinger
Det rødmurede fabriksanlæg er et stykke danmarkshistorie med en central placering på havnefronten
i Aalborg. Kunsthal Spritten vil bringe samtidskunstens potentiale i spil for flere - gennem udstillinger
og aktiviteter for store og små i og uden for huset. Formålet er at sætte livet og hverdagen i et nyt
perspektiv og gøre alle der besøger kunsthallen nysgerrige og deltagende i det omgivende samfund.
Hvad dét betyder i praksis får gæsterne en smagsprøve på den 27. marts, hvor programmet byder på
bl.a. tale ved Aalborgs Borgmester Lasse Frimand Jensen, fællessang og en overraskelse.
“Med rejsegildet markerer vi endnu en vigtig milepæl for Kunsthal Spritten og for byen. Snart får
Aalborg en kunsthal, hvor samtidskunsten kan udfolde sig i tæt dialog med stedets historie og det
lokale fællesskab. Med Kunsthal Spritten skaber vi et nyt markant rum for samtidskunst i Danmark –
et sted, hvor kunst, samfund og hverdagsliv krydser klinger. Og ærligt; vi kan næste ikke vente
længere,” udtaler Signe Jochumsen og Bibi Henriksen Saugman, chefduoen på Kunsthal Spritten.
Fra historisk vartegn til kulturelt samlingssted
Kunsthal Spritten er samlet set et unikt – og særdeles komplekst – anlægsprojekt med bred
opbakning fra både politikere, en lang række bidragsydere og lokalbefolkning.
Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, er stolt over projektet og vurderer, at Kunsthal Spritten
bliver en kultur- og hverdagsdestination af international karat.
”Det er en stor milepæl at holde rejsegilde for Kunsthal Spritten, som ikke bare er et nyt byggeri, men
et nyt kulturelt og oplevelsesmæssigt fyrtårn i Aalborg Kommune. Jeg glæder mig over, at vi kommer
tættere og tættere på, at kunsthallen bliver levende med borgere og turister, der vil på eventyr i alt det
nye. Blandt andet værket Cloud City, der kommer til at rejse sig 30 meter op her ved Limfjorden. Jeg
er meget stolt over, at vi forvandler en historisk spritfabrik – et historisk vartegn for Aalborg Kommune
– til et nytænkende kulturelt samlingssted for både store og små,” siger Lasse Frimand Jensen,
borgmester i Aalborg Kommune.
”Kunsthal Spritten er uden tvivl et helt enestående projekt, hvor vi både genbruger Aalborgs DNA,
men også tænker bæredygtighed og genbrug ind i byggeriet. Når dørene åbner til Kunsthal Spritten
og monumentalværket Cloud City, vil borgere og gæster fra hele verden opleve noget spektakulært
og unikt kulturelt. Det kan vi ikke overvurdere betydningen af. Og med det kommende rejsegilde bliver
det mere konkret – for vi nærmer os kulminationen på mange års hårdt arbejde med mange op og
nedture, så jeg glæder mig rigtig meget,” siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i Klima, Kultur
og Sundhed i Aalborg Kommune.
Sammen med Aalborg Kommune er den filantropiske forening Realdania hovedbidragyder til
kunsthallen.
Filantropidirektør i Realdania, Stine Lea Jacobi fortæller:
”Det er dejligt, at projektet nu er så langt, at
aalborgenserne kan komme indenfor og se håndværkernes og rådgivernes imponerende arbejde med
et stykke fredet kulturarv. De fortjener et stort skulderklap. Jeg glæder mig meget til, at stedet åbner –
for Aalborg og for de mange gæster, som jeg er sikker på, vil komme hertil for at opleve Kunsthal
Spritten.”
27. marts kl. 14.30-16.00 er der åbent hus, hvor alle er velkommen til tale ved Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen og chefduo for kunsthallen, Signe Cecilie Jochumsen og Bibi Henriksen Saugman. Der vil også være fællessang og en kunstnerisk overraskelse.
Baggrundsinformation
Kunsthal Spritten bliver en ny kunsthal i den historiske spritfabrik i Aalborg Vestby. Her omdannes det knap 100 år gamle, rødmurede fabriksanlæg til en moderne kulturinstitution og et levende samlingssted. Projektet udføres med tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.
I forbindelse med kunsthallen opføres kunstværket Cloud City af den internationalt anerkendte kunstner Tomás Saraceno, der er kendt for sine interaktive installationer og skulpturer, ofte i stor skala. Kunstneren har udstillet bl.a. på Biennalen i Venedig og The Met i New York.
Frem mod åbningen bringer Kunsthal Spritten samtidskunsten i spil og tester nye formater udenfor huset gennem samarbejder med andre institutioner og samfundsaktører, bl.a. vedrørende skolemad og måltider på plejehjem samt på kulturfestivaler som Kulturmødet Mors.
Omdannelsen af spritfabrikken til kunsthal realiseres med støtte fra
Realdania og Aalborg Kommune.
Cloud City er et stedsspecifikt kunstværk i stor skala skabt af Tomás
Saraceno, støttet af Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, Ny Carlsbergfondet, Salling Fondene, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, A. Enggaard A/S og Wagner Ejendomme.
Kulpladsen bliver en central plads foran kunsthallen og etableres med bidrag fra Realdania og Aalborg Kommune. Kunsthal Spritten modtager støtte til drift og vedligehold fra Aalborg Kommune. Byggeriets totalrådgiverteam er Praksis Arkitekter, restaureringsarkitekt er VMB Arkitekter og ingeniør
er Henry Jensen Rådg. Ingeniører. NIRAS er bygherrerådgiver og byggeleder ansat af Ejendomsfonden.
NCC er udførende hovedentreprenør på byggeriet af kunsthallen.

