Krematorium leverer overskudsvarme til fjernvarmenettet

Pressemeddelelse

Aalborg Krematorium stod for 3200 kremeringer i 2024, og overskudsvarmen bruges i fjernvarmenettet 

Aalborg Krematorium
Aalborg Krematorium

Flere og flere vælger at blive kremeret, og når menneskekroppen bliver til aske, bliver der brugt store mængder af energi på denne del af den sidste rejse. 

Men hos Aalborg Krematorium i Vejgaard, som hører under By og Land i Aalborg Kommune, bliver overskudsvarmen sendt ud i fjernvarmenettet.  

"Da vi etablerede tilbygningen, blev det besluttet, at overskudsvarmen fra krematoriet skulle bidrage til varmenettet i Aalborg", siger tekniker Jerrik Park Bisgaard fra Aalborg Krematorium. 

60 parcelhuse  

I dag leverer man overskudsvarme til, hvad der svarer til 60 parcelhuse. Dermed er man en af mange leverandører, som bidrager med overskudsvarme, og som på den måde sikrer, at den overskydende energi bliver udnyttet.  Siden 1. april 2010 har Aalborg Krematorium været koblet på fjernvarmenettet, og det skete efter grundige overvejelser og samtykke. 

Etisk råd 

"Det var oppe at vende i etisk råd, og de kom tilbage med nogle anbefalinger, om at det kunne man godt", siger Jerrik Bisgaard. 

Helt tilbage i 2006 behandlede Etisk Råd nemlig anvendelse af overskudsvarme i forbindelse med kremation til opvarmning og fandt det etisk forsvarligt, og at der bl.a. var gode miljømæssige grunde til at gøre det. Dengang lagde man bl.a. vægt på, at kremering var en veletableret begravelsesform, som blev taget i brug i slutningen af 1880'erne.

Desuden blev det fremhævet, at langt den største del af varmen fra kremering kommer fra den gas, der bruges til at holde ovnene på de meget høje grader, og at selve kremeringen bidrager med en meget lille del. 

Aalborg Krematorium er langtfra det eneste krematorie i Danmark, der bidrager med overskudsvarme.  

"Der er faktisk en del krematorier, der leverer overskudsvarme ud i fjernvarmenettet", siger Jerrik Park Bisgaard.

Nedkøling 

Returvarmen fra fjernvarmen er en del af krematoriets køling. En krematoriebygning bliver i sagens natur også meget varm, så derfor er der behov for at køle den ned. I andre krematorier bruger man overskudsvarmen fra ovnene til at køle bygningen.  

Hos Aalborg Krematorium er der i slutningen af maj påbegyndt en renovering af tilkoblingen til fjernvarmenettet. 
 

Kontaktinformation

For eventuelle kommentarer: Jerrik Park Bisgaard, 25202452 

Pressevagt 99 82 10 82

Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage

i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.