Klimakrea, byggekonkurrencer og lærerig underholdning: Spar Nord Fonden og Nordea-fonden støtter Bæredygtighedsfestivalen
PressemeddelelseFlere kreative aktiviteter, lærerige workshops og mere leg. Det kan nordjyderne se frem til under dette års Bæredygtighedsfestival takket være fondsmidler fra Spar Nord Fonden og Nordea-fonden.


Spar Nord Fonden støtter Aalborg Bæredygtighedsfestival med 200.000 kroner, imens Nordea-fonden støtter med 80.000 kroner. For dette lyder der en stor tak fra borgmesterkontoret i Aalborg Kommune.
"Det er vigtigt for kommunen, at vi har et erhvervsliv, der bakker op om spændende arrangementer for kommunens borgere. Men endnu vigtigere er det, at de er med til at sætte skub i den grønne omstilling. Med deres støtte bidrager Spar Nord Fonden og Nordea-fonden med begge dele, da de sikrer en række aktiviteter, hvor vi alle kan lære noget om at leve mere bæredygtigt," siger Aalborg Kommunes borgmester Lasse Frimand Jensen.
Fondsmidlerne bruges på aktiviteter og workshops d. 19. og 20. september, når festivalen løber af stablen. Her er der især fokus på at lære om bæredygtighed gennem kreative og legende aktiviteter, så nordjyder i alle aldre kan være med.
Blandt andet er Spar Nord Fonden med til at bringe byggekonkurrencen Brick Masters med Victor Lander til Bæredygtighedsfestivalen. Her skal deltagerne blandt andet dyste i kreative klimaløsninger, der føres ud i livet i form af LEGO®-mesterværker.
"Aalborg Bæredygtighedsfestival sætter fokus på, hvordan vi kan gøre klimaudfordringerne - som ellers kan forekomme komplekse og uoverskuelige - nærværende for alle gennem konkrete og kreative aktiviteter. Det skaber grobund for nye vaner og indsigter," siger fondsdirektør Bo Uggerhøj.
Du kan se det fulde program for Bæredygtighedsfestivalen her.
Kontaktinformation
Rasmus Andersen, kommunikationsmedarbejder i Aalborg Kommune, tlf. 30 57 82 64.
Pressevagt 99 82 10 82
Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage
i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.