Team Invest in Aalborg

Invest in Aalborg fylder 10 år

For ti år siden var Invest in Aalborg én person med en kalender, en telefon og en stædig tro på, at Aalborg fortjente en tydeligere plads på det internationale landkort.

Nyhed
Team Invest in Aalborg

Det var begyndelsen på en systematisk indsats for investeringsfremme: at gøre Aalborg relevant, forståelig og troværdig for virksomheder, der skulle vælge en lokation til deres forretning. 

I dag, ti år senere, opererer investeringsfremme i en helt anden virkelighed. Geopolitik, forsyningssikkerhed, talent, teknologi og tillid spiller en afgørende rolle, og konkurrencen er global. 

Invest in Aalborg er Aalborg Kommunes målrettede indsats for investeringsfremme. Her arbejdes med at tiltrække større danske og internationale virksomheder til kommunen, skabe flere arbejdspladser og styrke Aalborgs erhvervsøkosystem, særligt inden for styrkepositioner som energi, satellit- og sundhedsteknologi. 

Historien om Invest in Aalborg begynder med Catharina Vinther Engqvist. 

One-point-of-contact, helt bogstaveligt 

Da Invest in Aalborg blev etableret i 2016, startede det som en one-woman operation med Catharina Vinther Engqvist i spidsen. Idéen var enkel, men ambitiøs: gøre Aalborg lettere at vælge for internationale virksomheder og investorer. 

Det betyder i praksis at være virksomhedernes one-point-of-contact til Aalborg. Den, der åbner døre til relevante netværk, understøtter business cases med fakta og kontakter, og oversætter Aalborgs styrker til noget, en international virksomhed kan træffe beslutning på. 

“Før Invest in Aalborg var født, var Aalborg Kommune begyndt at få internationale henvendelser, som kommunen simpelthen ikke havde funktioner, ressourcer eller viden til at håndtere.” 

Samtidig stod Aalborg ved et strategisk vendepunkt. 

“Værftsindustrien var væk, mobilindustrien på vej ned. Så spørgsmålet var ikke kun, hvordan vi håndterer henvendelser, men hvad er det næste kapitel for byen? Og hvordan tager vi selv styring på erhvervsudviklingen.” 

Opsøgende arbejde. Møder. Værtskab. Pitch decks. Data og dokumentation. Relationer. Opfølgning. 

I starten var det bare mig, og jeg syntes, det var en enormt spændende opgave. Det var uprøvet land. Hvordan bevæger man sig i et landskab, hvor der ikke findes en manual? Det er faktisk stadig det, der motiverer mig i dag.

- Catharina Vinther Engqvist

Aalborg-modellen: partnerskab før det blev et team 

Historisk var indsatsen forankret i et tæt partnerskab mellem Port of Aalborg, NOVI Science Park, Aalborg Universitet og Aalborg Kommune. Et samarbejde, der lagde fundamentet for Invest in Aalborgs måde at arbejde på. 

I 2021 blev indsatsen formelt forankret i Aalborg Kommune, som samtidig opjusterede budgettet markant. Ikke som et brud med partnerskabet, men som et udtryk for, at investeringsfremme var blevet en strategisk kerneopgave, der krævede tydeligt mandat, langsigtet finansiering og politisk opbakning. 

Samarbejdet med byens centrale aktører fortsatte, nu med en stærkere organisatorisk rygdækning og øget international slagkraft. 

Styrkepositioner og fokus som forudsætning 

En central del af Invest in Aalborgs arbejde har været at insistere på fokus også når det betyder at sige nej. 

“Aalborg kommer ikke nødvendigvis foran ved at være noget for alle. Vores opgave er at være skarpe på det, byen kan i verdensklasse og turde prioritere derefter.” 

Det har betydet et strategisk fokus på områder, hvor Aalborg allerede har stærke forudsætninger, og hvor samspillet mellem forskning, erhverv og offentlige aktører kan aktiveres hurtigt og troværdigt. 

Ni ud af ti gange er det ikke jorden eller prisen alene, der afgør valget. Det er økosystemet, menneskerne og de bløde værdier, der ofte tipper beslutningen.

- Catharina Vinther Engqvist

I praksis handler Invest in Aalborgs arbejde mindre om at præsentere et katalog af muligheder og mere om at konkretisere byens styrker og afklare, om de passer til den enkelte virksomhed. 

Ambassadører som konkurrencefordel 

En særlig udvikling har været arbejdet med ambassadører og erhvervsprofiler, der frivilligt bruger deres stemme til at sætte Aalborg på verdenskortet. 

“Ambassadørnetværket er bygget på personlige relationer, ikke på titler eller virksomheder. Det er mennesker, som helt grundlæggende har lyst til at hjælpe - og som har en international stemme og troværdighed.” 

Jeg startede med at spørge 15 fantastiske erhvervsprofiler og håbede, at fem ville sige ja. At alle sagde ja, gjorde mig både stolt og ydmyg og bekræftede mig i, at der findes en stærk hjælpekultur i Aalborg.

- Catharina Vinther Engqvist

Ambassadørkorpset består i dag af 24 forskellige erhvervsprofiler, der først og fremmest har det til fælles, at de brænder for Aalborg. 

 De første 10 år og de næste 

Efter ti år er Invest in Aalborg ikke længere ét skrivebord. Det er en integreret fordør ind i Aalborg og en indsats, der forbinder erhvervsliv, kommune, forskning og internationale netværk.  

Catharina Vinther Engqvist er nu ansvarlig for Invest in Aalborg og for et ambitiøst team med vidt forskellige kompetencer. 

Gennem årene har Invest in Aalborg håndteret over 1000 investeringssager. 

Fra hurtige henvendelser, hvor timing og beslutningskraft er afgørende, til komplekse forløb, der kræver grundig planlægning, koordination og betydelige ressourcer. Hertil kommer strategiske indsatser, som ikke altid involverer en konkret investor her og nu, men som styrker Aalborgs erhvervsøkosystem og lægger fundamentet for fremtidige investeringer. 

“Efter ti år er det stadig det mest spændende job, jeg kan forestille mig. Fordi man hele tiden arbejder i feltet mellem det ukendte og det mulige.” 

I takt med at verden er blevet mere usikker og konkurrencen om investeringer er blevet skærpet, er arbejdet med investeringsfremme også blevet mere komplekst. Erfaringen har været at klare prioriteringer og troværdighed i svarene er afgørende – også når det betyder, at ikke alle projekter er det rette match for Aalborg. 

"Vi skal ikke konkurrere på volumen. Vi skal konkurrere på relevans. Og vi skal kunne stå inde for det, vi lover – også om ti år" slutter Catharina Vinther Engqvist.

Tillykke med 10-års jubilæet, til Invest in Aalborg! 

Besøg website for Invest in Aalborg