
Fra potentiale til handling: Life Science City Aalborg ansætter nøgleprofil
En erfaren profil med international baggrund skal styrke samarbejdet mellem forskning, erhvervsliv og offentlige aktører - og sætte tempo på udviklingen af nye sundhedsløsninger.
Nyhed
Med ansættelsen af Mikkel Højsleth som Partnership Manager tager Life Science City Aalborg et afgørende skridt i udviklingen af et stærkt Life Science-miljø. Han skal være med til at omsætte et solidt fundament inden for forskning, erhverv og sundhed til konkrete projekter, samarbejder og investeringer - og dermed realisere ambitionen om Aalborg som det foretrukne miljø for udvikling, test og samarbejde inden for innovative Life Science-løsninger i Nordeuropa.
International erfaring med lokal forankring
Mikkel Højsleth kommer med solid international erfaring fra blandt andet Houston, Shanghai og Singapore, hvor han i en årrække har arbejdet med forretningsudvikling og strategiske partnerskaber.
De seneste år har han haft fokus på Aalborg, hvor han har bidraget til markante by- og erhvervsudviklingsprojekter, herunder Budolfi Plads, og senest arbejdet med at tiltrække nye investeringer og virksomheder til kommunen som Investment Manager i Invest in Aalborg.
“Life Science har et stærkt fundament i Nordjylland. Nu handler det om at få ting til at ske i praksis, hvor min opgave bliver at samle kræfterne og omsætte potentialet til konkrete resultater. Når vi lykkes med det, skaber vi både vækst og bedre sundhedsløsninger. Jeg er derfor rigtig glad for at være blevet opfordret til at søge stillingen og ser frem til at bringe mine erfaringer fra Invest in Aalborg i spil i en mere fokuseret indsats inden for Life Science," fortæller Mikkel Højsleth.
Forskning omsættes til forretning
Kombinationen af globalt udsyn og lokalt engagement var afgørende for ansættelsesudvalget, fortæller Ole Kæseler Andersen, prodekan for forskning og innovation ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet:
“Mikkel Højsleth har en profil, der matcher de behov, vi ser i Life Science City Aalborg. Som Partnership Manager bliver hans opgave at koble forskning med erhvervsudvikling, så viden og innovation omsættes til konkrete projekter, investeringer og løsninger, der skaber reel værdi. Det er netop her, partnerskabets styrke ligger - i at få forskning til at blive til forretning.”
Skal skabe fremdrift i et stærkt partnerskab
Life Science City Aalborg er både et fysisk innovationsdistrikt i Aalborg Øst og et strategisk partnerskab mellem Aalborg Kommune, Aalborg Universitet, Region Nordjylland og Professionshøjskolen UCN. Målet er at styrke hele værdikæden fra idé og forskning til test, skalering og levedygtige virksomheder og på den måde blive det foretrukne miljø for innovative Life Science-løsninger i Nordeuropa.
Som Partnership Manager skal Mikkel Højsleth være med til at drive den udvikling fra de første idéer til konkrete projekter, investeringer og samarbejder. En vigtig del af opgaven bliver at opbygge et stærkt Life Science-community omkring universitetet og hospitalsbyen, hvor viden, idéer og forretning mødes. Her er der også fokus på at udvikle de nødvendige testfaciliteter og infrastrukturer, der kan understøtte virksomhedernes behov. Samtidig skal han være med til at styrke områdets synlighed blandt andet gennem udviklingen af et årligt signaturevent og en målrettet indsats for at tiltrække investeringer.
Hos Region Nordjylland er forventningerne til den nye Partnership Manager høje. Regionsrådsformand Mads Duedahl udtaler:
“Nordjylland har et stærkt fundament inden for Life Science med anerkendte forskningsmiljøer, innovative virksomheder og offentlige aktører. Men potentialet bliver først for alvor realiseret, når vi kobler kræfterne på tværs. Her får Partnership Manageren en central rolle i at samle trådene og skabe fremdrift, så vi kan tiltrække investeringer og omsætte gode idéer til løsninger, der gavner både borgere og erhvervsliv.”
Vil omsætte potentiale til konkrete resultater
For Mikkel Højsleth handler opgaven om at skabe værdi for erhvervslivet, forskningen og samfundet. Selvom han har arbejdet globalt, er det Nordjylland, der danner rammen om hans hverdag.
Det motiverer mig at arbejde dér, hvor jeg selv har rødder. Når vi lykkes med at styrke samarbejdet mellem forskning og erhverv, kan vi skabe løsninger, der både giver vækst og gør en reel forskel.
I den nyoprettede stilling som Partnership Manager får Mikkel Højsleth base i Aalborg Kommunes erhvervsafdeling BusinessAalborg og får sin daglige gang på tværs af partnerorganisationerne. Med reference til erhvervsdirektør i Aalborg Kommune, Martin Rune Hoxer, tiltræder Mikkel 1. maj 2026.
Fakta om Life Science City Aalborg
- Life Science City Aalborg er et partnerskab mellem Aalborg Kommune, Aalborg Universitet, Region Nordjylland og Professionshøjskolen UCN.
- Initiativet er forankret i Aalborg Øst omkring universitetet og det nye universitetshospital.
- Formålet er at styrke samarbejdet mellem forskning, erhvervsliv og sundhedssektor.
- Fokus er på udvikling, test og skalering af nye sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger.
- Visionen er at være det foretrukne miljø for udvikling, test og samarbejde inden for innovative Life Science-løsninger i Nordeuropa.
