Danmarks befrielse bliver fejret med alsang ved Folkekirkens Hus
PressemeddelelseDen 4. maj er det 80-år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt. Aalborg Kommune og Folkekirkens Hus inviterer til at fejre dagen sammen med taler og alsang.


Søndag den 4. maj inviteres alle, der har lyst, til alsang, musik, taler, kaffe og kage på pladsen foran Folkekirkens Hus. Anledningen er 80-året for Danmarks befrielse.
"Jeg håber, at der er en masse aalborgensere, der har lyst til at være med til at mindes og fejre en af de mest betydningsfulde begivenheder i vores historie - Danmarks Befrielse. Det er 80 år siden, at Danmark fik friheden tilbage, og ved Folkekirkens Hus vil vi sammen fejre friheden, men vi vil også mindes de folk, der kæmpede for friheden. Det er en god anledning til, at vi her i Aalborg hylder frihed, fred og vores fantastiske demokrati. Jeg glæder mig til fællessang, for det kan om noget skabe en skøn fællesskabsfølelse," siger borgmester Lasse Frimand Jensen.
Fra trappen ved Folkekirkens Hus vil konferencier Frode Muldkjær i fællesskab med Klarup Pigekor og solist Margrethe Smedegaard skabe en hyggelig eftermiddag med taler og fællessang.
"Vi lever i en tid, hvor der ustandseligt tales til frygten i os. Frygten er måske den største trussel mod friheden. Derfor har 80 året for Danmarks befrielse en betydning, som rækker langt ud over den historiske. Med befrielsen kom også freden. Vi skal mødes for at fejre friheden og tale krigsmagterne imod. Under krigen var alsangsstævnerne civilbefolkningens stille, men lydelige protest mod både undertrykkelse og krig." siger Hanne Dahl, der er leder af Folkekirkens Hus.
Alsang er betegnelsen for en række fællessangsstævner, der fandt sted i de første år af den tyske besættelse af Danmark 1940-1945. På stævnerne sang tusindvis af deltagere fædrelandssange og gav dermed udtryk for sammenhold og nationalfølelse.
Tid: Søndag den 4. maj 2025 kl. 15-16
Sted: Trappen ved Folkekirkens Hus, Gammel Torv 4, Aalborg
Program
- Velkomst ved konferencier Frode Muldkjær. Han er journalist og bestyrer af Danmarks mindste højskole - "Garagehøjskolen".
- Fællessang: "En lærke letted"
- Klarup Pigekor: "Frihedssang"
- Solo ved Margrethe Smedegaard: "Men det bli'r atter stille efter storm"
- Tale ved borgmester Lasse Frimand Jensen
- Solo ved MS: "Den sidste turist i Europa"
- Kor: "I Danmark er jeg født"
- Fællessang: "Kringsat af fjender"
- Tale ved Hanne Dahl, leder af Folkekirkens Hus
- Solo ved Margrethe Smedegaard: "Du er det fineste jeg ved"
- Kor: "Nu er jord og himmel stille"
- Fællessang: "Altid frejdig"
Kontaktinformation
Hanne Dahl, leder af Folkekirkens Hus, mob. 22881538
Lasse Frimand Jensen, via presseansvarlig Line Christensen, mob. 25201620
Søren Thorst, eventchef, Aalborg Kommune, mob. 20689090
Pressevagt 99 82 10 82
Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage
i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.