start på hovedindhold

Bygningspræmiering 2026: Aalborg Kommune modtager forslag til præmiering frem til 10. april

Pressemeddelelse

I forbindelse med Arkitekturens Dag 2026 offentliggør Aalborg Kommune en række udvalgte bygninger eller byrum, der med en særlig arkitektonisk kvalitet bidrager positivt til kommunens udvikling. Igen i år er det muligt at indsende forslag til nye bygninger eller byrum, der skal tages i betragtning til bygningspræmiering 2026, herunder til kategorien 'Borgernes Favorit'.

For at komme i betragtning til en præmiering i 2026 skal bygningen eller byrummet være færdiggjort i 2024 eller senere. 

Det er komiteen for bygningspræmiering i Aalborg, der blandt de indkomne forslag vil udvælge vinderne. Komiteen består af fire politikere fra Aalborg Byråd, to fagdommere, der er udpeget af Arkitektforeningen samt Aalborg Kommunes stadsarkitekt. Vinderen af 'Borgernes Favorit' afgøres dog ved en offentlig afstemning. 

"Som ny rådmand har jeg fornøjelsen af at stå i spidsen for bedømmelseskomitéen. Jeg ser frem til at være med til at udpege de projekter, der fortjener årets præmiering. Det er både et privilegium og en vigtig opgave at kunne anerkende de initiativer, der løfter vores by og demonstrerer høj faglighed og omtanke. Opgaven er dog ikke helt ny for mig; jeg har også været en del af komitéen i den forrige byrådsperiode og ved derfor, hvor meget præmieringen betyder for dem, der investerer tid og engagement i at udvikle projekter i kommunen," udtaler rådmand i Teknik og Miljø, Peter Lindholt. 

Også stadsarkitekt Jens Rex Christensen ser frem til årets præmiering: 

"Sidste års præmieringer viste, at alle typer projekter kan komme i spil til anerkendelsen - transformationer, erhvervsbyggeri, boligbyggeri, skolebyggeri og udemiljøer. Som stadsarkitekt er jeg stolt af, at vi har så stor variation i projekter, der fortjener at blive anerkendt, og jeg vil derfor bare opfordre alle til at sende forslag ind, store som små, så vi forhåbentlig endnu en gang kan se, at der arbejdes seriøst med arkitekturen på alle fronter i kommunen." 

Sådan indstiller du en bygning eller et byrum 

Hvis du gerne vil foreslå en bygning eller et byrum til præmiering, skal du sende en mail til Teknik og Miljø på planlaegning.bykvalitet@aalborg.dk 

Mailen skal være Aalborg Kommune i hænde senest 10. april 2026 og skal indeholde adresse på byggeriet, en begrundelse for præmieringen og eventuelt et billede.