Belysningsplan sparer store mængder el og CO2
PressemeddelelseDer er kommet flere armaturer til gadebelysning, men strømforbruget bliver ved med at falde takket være styring og ny teknologi


Nogen vil kalde det en lys ide at sætte gang i en belysningsplan, og konkret har den målrettede indsats med at skifte til ny gadebelysning og teknologi da også betydet et betydeligt lavere elforbrug samt en stor CO2-besparelse i Aalborg Kommune anno 2025.
Status er, at den årlige CO2-udledning fra gadebelysning i kommunen i dag er reduceret med 39,7 procent, hvilket har givet en besparelse på 2300 ton CO2. Det overordnede mål med Belysningsplan 2012-2030 er da også, at energiforbruget til gadebelysning, skal være reduceret med 35 procent i år 2030, og det er samtidig en del af den grønne omstilling. I 2012 brugte man cirka 12 mio. kWh, til gadebelysning mens forbruget i 2024 var nedbragt til 5.7 mio. kWh.
Rettidig omhu
-"Vi har opnået nogle meget store CO2-besparelser, og det er på grund af rettidig omhu men også fordi, at vi har haft mulighed for at investere", siger afdelingsleder i By og Land, Henrik Jess Jensen med henvisning til, at man bruger ekstra 6,6 mio. kr. om året til at realisere belysningsplanen med afsatte midler på anlægsbudgettet.
Besparelsen på elforbruget hives bl.a. hjem ved udskiftning til energivenlig LED belysning, forbedret el-sikkerhed ved ombygning til dobbeltisolerede anlæg og udnytte den nyeste teknologi til at reducere belysningen på tidspunkter, hvor der ikke er behov for lyset. Generelt er der indført en natdæmpning af lyset til 50 procent lys i seks timer hver nat, og der er kommet nyt og mere avanceret intelligent styringssystem til tænd og sluk af anlæggene.
Flere armaturer
Der er måske overraskende, men der er ikke blevet færre armaturer, selvom strømforbruget falder drastisk, for i dag er man helt oppe på 41.185 styk, hvilket er 1.116 flere end i 2020.
- "Det skyldes, at vi som kommune vokser, og vi laver flere belysningsanlæg. Vi har også rigtigt meget belysning, der tilfører noget til byens rum, hvor vi belyser bygninger, træer og blomsterbede. På den måde er man med til at iscenesætte byen om natten", siger Henrik Jess Jensen.
Den gode nyhed er også, at armaturerne anno 2025 holder langt bedre end tidligere og endda mange år længere end oprindeligt forudsat.
- "Det er klart, at det har været med til at sikre, at vi har kunnet opgradere kvaliteten noget hurtigere på det her område", siger Henrik Jess Jensen.
Digitalisering
Aalborg Kommune er desuden kommet langt med digitalisering af gadebelysningen i Aalborg Kommune. Alt belysning er kortlagt og indlæst på digital platform i kommunen i form af GIS kort. Arbejdet har høj prioritet, så alle nye eller renoverede anlæg bliver registreret korrekt. Aalborg er også rent geografisk en stor kommune, så man tænder for lyset på forskellige tidspunkter.
-"I dag har man godt 400 små computere, der samler data ind og holder øje med vejret men også data om, hvornår man tænder og slukker de forskellige steder og styrer det efter soluret". Konkret betyder det, at der kan være op til 8 min. forskel på, hvornår gadelyset tændes i øst og vest, siger Henrik Jess Jensen.
Borgerne hjælper
Kommunen får også uundværlig hjælp af borgerne, der via kommunens tip-tjeneste informerer om, hvor gadebelysningen sætter ud.
- "Borgerne er sådan set vores øjne, og det er en kæmpe hjælp for os. Tidligere kørte man rundt med en liftvogn og tjekkede om der var lys, der var gået ud, hvilket var en tidskrævende og dyr opgave, siger Henrik Jess Jensen.
Kommunen får også en hånd fra en anden kant, for efter et udbud har man en aftale med en "broker", der køber strøm på el-børsen Nord Pool på vegne af kommunen. 50 procent af forbruget er dog på forhånd sikret ved, at man køber fem kvartaler frem, mens den resterende del købes på spotmarkedet, når strømmen er billigst.
Faktaboks:
- Belysningsplan 2021-2030, der grundet covid-19 er forlænget til 2032, er en fortsættelse af Belysningsplan 2013-2020, hvor fokusområderne bl.a. var udfasning af kviksølvlyskilder og gamle lysrørsanlæg samt en opgradering til dobbelt-isolerede anlæg (sikkerhedsklasse 2). Konkret betød det bl.a. farvel til 17.000 kviksølvsarmaturer, 8000 lysstofarmaturer og 1100 træmaster.
- Fremtiden vil i øvrigt byde på mere og mere individualiseret og intelligent belysning, og belysning der automatisk tilpasser sig de aktuelle behov og situationer, hvor armaturet tænder og slukker efter bevægelse.
- Fokusområderne i den nuværende belysningsplan er smart teknologi, digitalisering, renovering af anlæg, el-sikkerhed fortsat, og mulig udskiftning af 1. generations LED løsninger
Kontaktinformation
For yderligere information om planen kontakt henrik.jess@aalborg.dk 2520 2370
Pressevagt 99 82 10 82
Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage
i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.