start på hovedindhold

Aalborg Tek-uge 2026 skal styrke elevernes teknologiforståelse

I uge 13 inviterer Børn og Unge alle skoler i Aalborg Kommune til at deltage i Aalborg Tek-uge 2026. Her sætter vi fokus på teknologiforståelse, nysgerrighed og kreativ problemløsning i undervisningen.

Nyhed
Dreng med VR-briller

Robotkørsel og kreativ problemløsning

Tek-ugen giver lærere og elever mulighed for at arbejde med alt fra robotter og kodning til digital dannelse, teknologisk design og etiske overvejelser om teknologi i hverdagen.
I løbet af ugen kan klasserne tage på inspirationsbesøg hos lokale tech-virksomheder, besøge Aalborg Universitets Repaircamp eller fordybe sig i bibliotekets makerspace. 
Tek-ugen byder også på deltagelse i WRO – World Robot Olympiad, hvor eleverne kan arbejde med:
RoboMission – robotkørsel på bane:
Eleverne løser konkrete udfordringer på årets bane “Robotter møder kultur” med undertemaerne Robotrockstjerne. Robotrockstjerne er for indskoling og Historiehelte er for mellemtrin og udskoling.
Future Innovators – kreativ problemløsning med robotter:
Eleverne bygger en model af en robot med en nyttig funktion inden for årets tema.
Tech-skole-konsulenterne Anders Møller Jakobsen og Mads Kroer Jensen fra Aalborg Kommunes skoler forklarer:
”Det handler selvfølgelig om at få gang i STEM. World Robotic Olympiad hjælper eleverne med at udvikle deres kreativitet og problemløsningsevner på en sjov og engagerende måde. Det gøres ved, at skolerne arrangerer robotkonkurrencer på egen skole, så alle kan være med. Det handler om at give eleverne en sjov oplevelse med robotteknologi i grundskolen og at få de naturvidenskabelige og matematiske skills frem.”
”Det er vigtigt, at vi hele tiden dyrker STEM og naturvidenskab i grundskolen, så vores børn og unge vokser op og bliver aktive brugere af og med teknologien. Teknologiforståelse er vigtig, og derfor forsøger vi hele tiden at lave nye initiativer sammen med vores samarbejdspartnere, blandt andet Aalborg Universitet med Repaircamp og Hovedbiblioteket i forhold til deres makerspace.”