Aalborg Kommune har solgt erhvervsjord for 135 mio. kr.
PressemeddelelseVirksomheder kigger ofte efter motorvejsnære erhvervsarealer, og her har kommunen velbeliggende varer på hylden, og der er mulighed for mere på sigt


Aalborg Kommune sælger udover byggegrunde til private også erhvervsarealer til virksomheder, og i perioden 2021-2025 er der blevet solgt erhvervsjord for mere end 135 mio. kr., viser en opgørelse.
En stor del af omsætningen stammer fra salget af et stort areal på Jyllandsgade i Aalborg, men ellers er der også blevet solgt flere erhvervsgrunde i Flødalen i Svenstrup, areal på Kystvejen i Nørresundby, Vester Hassing og Hals.
Tæt på motorvejen
Aalborg Kommune har stadig mange hektar på hylderne, når det gælder erhvervsjord, og det er i prisklassen fra 50 til 400 kr. pr. kvadratmeter ex. moms. Ofte henvender virksomheder sig til Aalborg Kommune for at høre, hvad der er af mulige placeringsmuligheder, der kan passe ind i deres behov.
Virksomhederne har nemlig forskellige behov og ønsker, når de skal finde en placering, men nærheden til motorvejsnettet har ofte høj prioritet hos kunderne. Her har Aalborg Kommune større motorvejsnære erhvervsarealer i Flødalen i Svenstrup til salg.
Grydeklare grunde
I Flødalen er der udsigt over Østerådalen og plads til domicilejendomme for større virksomheder, ligesom arealerne er grydeklare, da de er byggemodnet og lokalplanlagt. Anvendelsesmulighederne er bl.a. let industri og håndværk, transport og logistikvirksomhed.
" Hvis man som virksomhed ønsker at bosætte sig i Aalborg Kommune og placere sig motorvejsnært, så er det bare et guldæg, der ligger derude", siger forvaltningsgrenchef Mette Skamris Holm.
Private aktører har dog også arealer ved motorvejsnettet til salg. Men erhvervsarealet, som Aalborg Kommune har til salg i Flødalen i etape 1 er sammenlagt på omkring 13 hektar, der kan udstykkes i mindre erhvervsgrunde, som kunderne har ønske om. På sigt er der mulighed for yderligere ca. 13,8 hektar i en etape 2 og ca. 10,6 hektar i etape 3.
Plads i City Syd
Aalborg Kommune har dog også andre attraktive varer på hylden som bl.a. ca. 20,8 hektar i City Syd på Krebsen tæt på bl.a. IKEA og Plantorama. Her er der mulighed for at anvende arealet til bl.a. butikker med særligt pladskrævende varer, transport og logistikvirksomheder samt kontor- og serviceerhverv.
Også på Lufthavnsvej i Nørresundby har man erhvervsjord til salg, som kan bruges til bl.a. særligt pladskrævende varegrupper, engroshandel, mindre værksteder og industri samt kontorer og klinikker.
Kommunen udbyder desuden en række erhvervsgrunde til salg i byer med vækstpotentiale som f.eks. Vadum, Vester Hassing, Klarup og Storvorde. Alene arealet i Vadum er på ca. 7,6 hektar.
Råjord til boligformål
Udover erhvervsgrunde, så har Aalborg Kommune også solgt arealer som råjord til boligformål. I perioden 2012-2025 har man på den konto solgt for 152 mio. kr. Når det gælder den type parceller, har kommunen også varer på hylden.
Man kan se, alle de grunde, som kommunen har til salg på Aalborg Kommunes grundsalgsside.
Kontaktinformation
Eventuelle spørgsmål rettes til:
Landinspektør Lene Morthensen lene.morthensen@aalborg.dk mobil: 25202346
Pressevagt 99 82 10 82
Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage
i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.