Aalborg indfører Hjælpemiddel Kvikservice
PressemeddelelseNu bliver det lettere for borgere i Aalborg Kommune at ansøge om og få udleveret udvalgte hjælpemidler med det samme.


Hjælpemiddel Kvikservice er en ny og effektiv måde at ansøge om og få udleveret simple hjælpemidler samme dag i Aalborg Kommune. Hjælpemiddel Kvikservice åbner tirsdag den 6. maj.
Hurtig og nem adgang til hjælpemidler
I Hjælpemiddel Kvikservice står erfarne terapeuter klar til at hjælpe borgerne med ansøgning, afprøvning og udlevering af hjælpemidler som rollatorer, badebænke, transportkørestole og toiletforhøjere. Borgere kan møde fysisk op uden forudgående aftale og få hjælpemidlet med hjem samme dag.
"Vi ved, at det kan være svært at vente på et hjælpemiddel, fordi det kan have stor betydning for en velfungerende hverdag. Derfor har vi gjort det muligt hurtigt at ansøge om, få indstillet og udleveret et hjælpemiddel med det samme. Og skulle det vise sig, at borgeren er bedre hjulpet med træning i stedet for et hjælpemiddel, så hjælper vi også borgeren videre til rette tilbud, når han eller hun først har henvendt sig til Hjælpemiddel Kvikservice", forklarer sektionsleder Charlotte Bjerregaard Nielsen.
Hun understreger, at ansøgningen om et hjælpemiddel er den samme som før, men at den nu bliver behandlet med det samme, så borgeren hurtigt kan komme videre.
"Hjælpemiddel Kvikservice sparer tid og gør hverdagen lettere for borgere, som har behov for enkle hjælpemidler, og derfor giver det god mening at tilbyde den service,", slutter Charlotte Bjerregaard Nielsen.
Sådan fungerer Hjælpemiddel Kvikservice
Hjælpemiddel Kvikservice er åben hver tirsdag fra kl. 9.30 til 12.30 og hver torsdag fra kl. 13.00 til 16.30 på adressen Fåborgvej 15A, 9220 Aalborg Øst.
Her står erfarne terapeuter klar til at hjælpe med ansøgning, afprøvning og udlevering af hjælpemidler. Borgere kan møde fysisk op uden forudgående aftale og få hjælpemidlet med hjem samme dag.
Større hjælpemidler skal borgere stadig ansøge om gennem Visitationen.
Foto krediteres Lars Horn / Baghuset
Kontaktinformation
Charlotte Bjerregaard Nielsen, sektionsleder i Senior og Omsorg, mobil 3199 5014, e-mail c.nielsen@aalborg.dk
Anna K. Mollerup, kommunikationskonsulent, mobil 2520 5401, e-mail mollerup@aalborg.dk
Pressevagt 99 82 10 82
Pressevagten besvarer henvendelser fra journalister alle dage
i tidsrummet kl. 7-23 uden for kommunens normale åbningstid.