
Eksekver og forvent at fejle
Drop planen. Start nu. Lær undervejs.
Torben Keller har en baggrund som professionel bokser. I sporten lærte han én ting, der har formet hele hans tilgang til at drive virksomhed: Du kan ikke styre, hvem der vinder kampen. Du kan kun styre din egen indsats.
Det betyder, at du ikke kan planlægge dig til det endelige resultat. Du kan møde op til træning - hver dag, uanset lyst. Træn. Kæmp. Evaluer. Juster. Gentag.
Sejren ligger ikke i den perfekte plan, men i at gøre det, der kræves, og arbejde på de svagheder, der bliver eksponeret.
Med den tilgang har Torben i dag to CrossFit-centre i Aalborg. Han planlægger ikke alting ned i detaljen, før han handler. Han prøver ting af, ser hvad der virker, og tilpasser løbende. Han er ikke bange for at "fejle". Da han mener, at "fejl" er præmissen for at lære og blive dygtig.
I oplægget deler Torben fem konkrete temaer fra sin rejse:
- Eksekver før du er klar: Hvorfor du aldrig bliver "klar nok", og hvordan du flytter dig fra beslutningsvægring til handling.
- Find det, du ikke kan lade være med: Passion for processen, ikke produktet. Og hvordan du scorer dine idéer med ICE (Impact, Confidence, Easy), så du vælger den rigtige kunde, det rigtige produkt og den rigtige service.
- Work-life-balance: Hvad det faktisk kræver at være bedst. Og hvordan man samtidig er disciplineret omkring det, der betyder noget ved siden af.
- Din første medarbejder - fra solo til leder: Et svært skifte i en iværksætters liv. Om at sætte krav ikke betyder at mikromanage.
- Kultur er det, du tillader - ikke det, du siger: Hvordan du bygger en kultur, der bærer din virksomhed, også når du ikke selv er i rummet.
Det bliver et ærligt og direkte oplæg. Ikke om at være bokser. Men om, hvad man gør, når planen ikke holder - og hvorfor det sjældent var planen, der skulle redde dig i første omgang.
Hvem er oplægget særligt interessant for?
- Kommende iværksættere, der venter på det "rigtige" tidspunkt eller den endelige bekræftelse
- Nystartede iværksættere, der er fanget i at planlægge for meget og handle for lidt
- Selvstændige med 1-2 ansatte, der står midt i skiftet fra udøver til leder
Dagens oplægsholder
Torben Keller er tidligere professionel bokser og i dag ejer og CEO for CrossFit Aalborg, CrossFit North 579 og fysioterapiklinikken Fysio North. Med et team på små 50 medarbejdere og over 1.000 medlemmer på tværs af de to centre, har han bygget et stærkt træningsfællesskab i Aalborg, hvor det handler om at skabe fysisk og mentalt sundere mennesker. Det er ikke sket ved at lægge den perfekte plan, men ved at gøre noget, lære og justere. Torben taler direkte og ærligt om sine op- og nedture, så du kan bruge det i din værktøjskasse.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.