Forretningsorden for Landdistriktudvalget
- Titel: Forretningsorden for Landdistriktsudvalget 2026-2029.
- Vedtaget: 10. marts 2026 af Landdistriktsudvalget.
Formål
§ 1
Landdistriktsudvalget nedsættes for at sikre medindflydelse og opbakning fra landdistriktets parter i forhold til udmøntning af Aalborg Kommunes Landdistriktspolitik 2025.
Landdistriktsudvalget refererer til Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalget og de overordnede rammer for Landdistriktsudvalgets virke og opgaver er fastsat i Kommissorium for §17, styk 4, Landdistriktsudvalget. Kommissoriet er godkendt af Aalborg Kommunes byråd den 15. december 2025.
Sammensætning
§ 2
Landdistriktsudvalgets sammensætning fremgår af kommissorium for nedsættelse af §17, styk 4 -landdistriktsudvalg.
Medlemmerne af Landdistriktsudvalget er udpeget for perioden 2026 til udgangen af 2029 eller indtil et nyt Landdistriktsudvalg er udpeget. Udpegninger til Landdistriktsudvalget følger byrådsperioden.
Konstituering
§ 3
Landdistriktsudvalget konstituerer sig på konstituerende møde, umiddelbart efter udpegning og byrådets godkendelse af udvalgets sammensætning, med en formand og en næstformand. Formand og næstformand kan ikke være repræsentant fra samme interesseorganisation. Formand og næstformand vælges ved simpel stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer ved Landdistriktsudvalgets konstituerende møde. Suppleanter har ikke stemmeret.
Arbejdsgange
§ 4
Det første år, efter udpegning af medlemmer og suppleanter, og byrådets godkendelse af Landdistriktsudvalgets sammensætning, fastsættes og holdes 5 møder. De følgende år i udpegningsperioden fastsættes og holdes 4 møder årligt.
Møderækken fastsættes én gang årligt typisk på årets sidste Landdistriktsudvalgsmøde. Der kan, jf. kommissoriet indkaldes til ekstraordinære møder ved behov.
Landdistriktsudvalgets formand leder udvalgets møder. Ved formandens fravær leder næstformanden udvalgets mødet.
Klima, Kultur og Sundhed, Landdistriktsområdet er sekretariat for Landdistriktsudvalget og varetager følgende:
- udarbejder og udsender dagsorden med relevant materiale til møder med mindst 4 dages varsel. Materiale udsendes digitalt.
- tager beslutningsreferat fra møderne.
- udsender referater digitalt senest 14 dage efter mødets afholdelse.
- sikrer, at dagsordner og referater fra Landdistriktsudvalgets møder kommer på Aalborg Kommunes hjemmeside.
Dagsorden til møderne udarbejdes i samarbejde med Landdistriktsudvalgets formand og næstformand. Referatet gennemgås inden det enkelte møde afsluttes, og godkendes endeligt digitalt af mødets deltagere, inden 5 dage efter udsendelse af referatet.
Vederlag og godtgørelser
§ 5
Der ydes vederlag og kørselsgodtgørelse for deltagelse i møder efter Aalborg Kommunes retningslinjer for vederlag og godtgørelser til ikke-byrådsmedlemmer.
Afbud
§6
Kan et medlem af Landdistriktsudvalget ikke deltage i det indkaldte møde, skal Klima, Kultur og Sundhed, Landdistriktsområdet orienteres og den personlige suppleant skal indkaldes til mødet. Det er det enkelte medlems ansvar at melde afbud, og indkalde den personlige suppleant til mødet.
Inhabilitet
§7
Medlemmer og suppleanter af Landdistriktsudvalget er underlagt habilitetsreglerne i Forvaltningsloven, jævnfør Forvaltningsloven §3. Det enkelte medlem eller suppleant er forpligtet til selv at gøre opmærksom på egen inhabilitet. I tilfælde af inhabilitet kan medlemmet eller suppleanten ikke deltage i behandling af sager, som vedkommende er inhabil i forhold til.
Tavshedspligt
§8
Forvaltningslovens §27 og Straffelovens §152 om tavshedspligt gælder for Landdistriktsudvalget. Både medlemmer og suppleanter er underlagt tavshedspligt i forhold til oplysninger om enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold mm. som medlemmet eller suppleanten bliver bekendt med i tilknytning til deltagelse i Landdistriktsudvalgets arbejde.
Landdistriktsudvalgets eksterne medlemmer og deres personlige suppleanter skal på konstituerende møde eller snarest derefter underskrive erklæring om tavshedspligt.
Godkendelse og ændring af forretningsordenen
§9
Landdistriktsudvalgets fastsætter selv sin forretningsorden og eventuelle ændringer heraf.