BusinessAalborg Krus
start på hovedindhold

Nye virksomheders udvikling

Analyse følger de nye virksomheder etableret i 2021 og ser på deres vækst, overlevelse, eksport og beskæftigelse fremadrettet.

I denne analyse ser vi nærmere på iværksætteri i form af nye virksomheder i Aalborg.

Iværksætteri kan defineres på mange måder. I denne analyser tager vi udgangspunkt i det som betegnes som ”reelt nye virksomheder” i stedet for det samlede antal CVR-numre.

Vi ser på karakteristika for de nye virksomheder og sammenligner med landsgennemsnit og de øvrige seks største kommuner i Danmark. De seneste tal for nye virksomheder er fra 2024, idet de bygger på regnskabstal fra virksomhederne.

I figuren nedenfor ses analysens nøgletal: 

  • Nye virksomheder udgør 9,1 procent af virksomhedsmassen 
  • 53 procent af de nye virksomheder eksisterer stadig efter tre år 
  • 24 procent af de nye virksomheder, der har overlevet tre år, har en høj eller moderat vækst. Heraf har 8 procent høj vækst. 
  • De 0-3-årige virksomheder bidrager med 3.498 årsværk i 2024 
Figur 0 - Iværksætteranalyse

Nye CVR og reelt nye virksomheder i Aalborg

Vi opgør løbende, hvor mange nye CVR-numre, der registreres i Aalborg inden for markedsrettede erhverv, fordi nye CVR-numre er en tidsaktuel indikator for nye virksomheder. Ikke alle nye CVR-numre er reelt nye virksomheder.  

De reelt nye virksomheder opgøres som nye CVR-numre inden for markedsrettede erhverv, men frasorteret genstartere (virksomheder, der efter en periode på maksimalt et år genoptager en aktivitet), fusioner og lignende, og der medtælles kun virksomheder med en vis økonomisk aktivitet.  

Reelt nye virksomheder kan derfor først opgøres, når der er indblik i regnskabstal med mere, og er derfor tidsmæssigt lidt mindre aktuelle end opgørelse af samtlige nye CVR-numre. De nyeste tal for reelt nye virksomheder er fra 2024. Opgørelsen af reelt nye virksomheder er mest korrekt, når man vil følge udviklingen i antallet af nye virksomheder.  

I denne analyse omtales de reelt nye virksomheder som ”nye virksomheder” for læsevenlighedens skyld.  

924 nye virksomheder

Nedenstående figur viser udviklingen i antal nye CVR-numre og reelt nye virksomheder i perioden fra 2014 til 2024. Som det ses, er der cirka dobbelt så mange nye CVR-numre i perioden 2015-2021. Her der cirka 2.000 nye CVR-numre årligt, hvoraf knap halvdelen var nye virksomheder med reel økonomisk aktivitet.  

Fra 2021 til 2024 var der fald i antallet af nye CVR-numre. Der var også et mindre fald i antal nye virksomheder. Det betyder, at en større andel af samtlige CVR-numre bliver til nye virksomheder. Der blev i alt etableret 924 nye virksomheder i Aalborg i 2024. Tal for nye virksomheder med økonomisk aktivitet er endnu ikke tilgængelige for 2025. 

Figur 1 Antal Nye CVR Registreringer Og Reelt Nye Virksomheder I Aalborg, 2014 2024

Figur 1: Antal nye CVR-numre og reelt nye virksomheder i Aalborg, 2014-2024 

Etableringsraten i de seks største kommuner

Etableringsraten viser, hvor stor en andel, de nye virksomheder udgør af virksomhedsmassen. Etableringsraten defineres her som antal nye virksomheder i procent af eksisterende virksomheder med mindst én ansat.  

Aalborg har en etableringsrate på 9,1 procent og ligger dermed lige under landsgennemsnittet.  

Odense, Randers og Esbjerg ligger under Aalborg, mens København og Aarhus med etableringsrater på henholdsvis 12,3 procent og 10,2 procent har en højere andel nye virksomheder end Aalborg. 

 I forhold til 2022 er etableringsraten faldet i samtlige byer i hele landet. 

Figur 2 Etableringsraten 2024

Figur 2: Etableringsraten i de største kommuner i 2024 

Flest nye virksomheder inden for Videnservice

I 2024 er der i Aalborg etableret flest nye virksomheder inden for Videnservice, som dækker konsulentvirksomhed, reklamebureauer, advokater med videre. Der er etableret 154 nye virksomheder inden for denne branche.  

Der er etableret næstflest nye virksomheder inden for Sundhed og socialvæsen, hvor der er etableret 98 nye virksomheder.  

Den tredje største branche er Bygge og anlæg. Her blev der etableret 86 nye virksomheder.  

Videnservice var også topscorer i 2022. I 2022 var den næststørste branche Ejendomshandel og udlejning og den tredjestørste branche Finansiering og forsikring. Begge brancher er rykket et par placeringer ned i 2024 sammenlignet med tidligere år. 

Figur 3 Reelt Nye Virksomheder I Aalborg Efter Branche, Etableret 2024

Figur 3: Nye virksomheder i Aalborg fordelt på brancher i 2024 

Flest nye virksomheder oprettes som enkeltmandsvirksomheder

Der er oprettet 456 enkeltmands-virksomheder i 2024 i Aalborg, svarende til 49 procent af de nye virksomheder. Hertil kommer 23 interessentskaber, svarende til tre procent. 415 nye virksomheder er oprettet som A/S og  ApS i 2024, hvilket svarer til 45 procent. 

Den procentvise fordeling på selskabsformer er relativ stabil for Aalborg i perioden 2014-2021. Fra 2021 til 2024 er der sket et skifte, idet der oprettes en større andel enkeltmandsvirksomheder og en mindre andel selskaber.  

I perioden blev der oprettet 11 procentpoint færre virksomheder som selskaber og 11 procentpoint flere oprettet som enkeltmandsvirksomheder. På landsplan ses for virksomheder etableret i 2024 lidt færre enkeltmandsvirksomheder (47 procent) og lidt færre selskaber (41 procent), mens der er to procent interessentskaber og 10 procent øvrige. 

Eksport i startåret

En mindre del af Aalborgs nye virksomheder er ”born global”. Det vil sige, at de har eksport allerede i startåret. Der er 78 nye virksomheder med eksport i startåret 2024. De udgør 8,4 procent af det samlede antal nye virksomheder i Aalborg. I perioden 2014-2022 har antallet af nye virksomheder med eksport i startåret ligget mellem 62 og 92. 

Sammenligning med de seks største kommuner  

I perioden 2022-2024 har Aalborg i gennemsnit 8,9 procent nye virksomheder med eksport i startåret.  

København har den største gennemsnitlige andel nye virksomheder med eksport i startåret blandt de seks største kommuner på 14,9 procent. Aalborg ligger under København, Aarhus og hele landet men over Esbjerg, Odense og Randers. 

Figur 4 Gennemsnitlig Andel Reelt Nye Virksomheder Etableret I Perioden 2022 2024 Med Eksport I Startåret

Figur 4: Gennemsnitlig andel nye virksomheder etableret i perioden 2022-2024 med eksport i startåret  

Overlevelsesgrad for de nye virksomheder i Aalborg

I 2021 blev der etableret 1.068 nye virksomheder i Aalborg. Ved at følge disse virksomheder over tid ses, at der var 797, svarende til 75 procent, som fortsat eksisterede i 2022.  

I 2023 eksisterede 655, svarende til 61 procent, fortsat. I 2024 var der 561 tilbage af de oprindelige 1.068, svarende til en overlevelsesgrad efter tre år på 53 procent. 

Figur 5 Overlevelse Efter 1, 2 Og 3 År For Virksomheder Etableret I Aalborg I 2021

Figur 5: Overlevelse efter 1, 2 og 3 år for virksomheder etableret i Aalborg i 2021 

Overlevelsesgrad i de seks største kommuner

Overlevelsesgraden for nye virksomheder tre år efter start ligger relativt tæt blandt de seks største kommuner. Odense ligger højest med en overlevelsesgrad på 55 procent efter tre år.  

Aalborg ligger med en overlevelse på 53 procent tæt på Aarhus og lige over Randers og landsgennemsnittet på 52 procent.  

København ligger i bund med 50 procent overlevelse efter tre år.  

For både landsgennemsnit og de seks største kommuner er den 3-årige overlevelse for virksomheder etableret i 2021 faldet i forhold til den 3-årige overlevelse for virksomheder etableret i 2019.  

Den 3-årige overlevelse for virksomheder etableret i 2019 var for Odense og Aalborg på henholdsvis 58 procent og 57 procent. For Randers, Aarhus, Esbjerg og landsgennemsnittet var overlevelsen på 54 procent, mens København havde en 3-årig overlevelsesprocent på 51 procent. 

Figur 6 Overlevelse Efter 3 År For Virksomheder Etableret 2021, Sammenligning Med 6 Byerne

Figur 6: Overlevelse efter 3 år for virksomheder etableret 2021, sammenligning med de 6 største kommuner  

Vækst efter tre år

Nye virksomheder med høj og moderat vækst 

I figuren ses, hvor stor en andel af de nye virksomheder etableret i Aalborg i 2021, der har henholdsvis høj og moderat vækst tre år efter etableringsåret. Det ses, at otte procent af virksomhederne har høj vækst, mens 16 procent har moderat vækst. De øvrige 76 procent har lavere eller ingen vækst.  

Høj vækst er her defineret som virksomheder med gennemsnitlig årlig vækst i omsætning på mindst 20 procent (30 procent for de virksomheder der har under 10 årsværk) over en 3-årig periode + minimum 3 millioner kroner i absolut vækst.  

Moderat vækst er defineret som virksomheder med gennemsnitlig årlig vækst i omsætning på 10-20 procent (10- 30 procent for de virksomheder der har under 10 årsværk) over en 3-årig periode. 

Figur 7 Andel Vækstvirksomheder I Aalborg 3 År Efter Etablering I 2021 (Opgjort 2024)

Figur 7: Andel vækstvirksomheder i Aalborg 3 år efter etablering i 2021 (opgjort 2024) 

I Aalborg er 24 procent vækstvirksomheder  

Af Aalborgs nye virksomheder etableret 2021, har i alt 24 procent en moderat eller høj vækst målt tre år senere. Aalborg har en lidt større andel vækstvirksomheder end Odense og Aarhus, men en mindre andel vækstvirksomheder end Esbjerg, Randers og København. Gennemsnittet for hele landet er på 25 procent. 

Nye virksomheders bidrag til beskæftigelsen er 3.498 årsværk 

Iværksætteri medvirker til jobskabelse og beskæftigelse.  

De nye virksomheder i Aalborg, som er etableret i perioden 2021-2024, bidrager i 2024 til beskæftigelsen med 2.126 årsværk. Hertil kommer ejerne af personligt ejede virksomheder, svarerende til ca. 1.372 ejere, som også må formodes at være fuldtidsbeskæftiget i virksomheden. Dermed bidrager reelt nye virksomheder med en samlet beskæftigelse på 3.498 årsværk i 2024. 

Figur 8 Reelt Nye Virksomheders Bidrag Til Beskæftigelsen I 2024 For Virksomheder Med Startår I Perioden 2021 2024

Figur 8: Nye virksomheders bidrag til beskæftigelsen i 2024, for virksomheder med startår i perioden 2021-2024 

 

Note: Antal årsværk i søjlen til venstre er eksklusiv ejerne af enkeltmandsvirksomheder. Disse bør også tælles med i den samlede beskæftigelse fra nye virksomheder. Søljen til højre viser derfor et estimat af fuldtidsbeskæftigelsen for ejerne af de enkeltmandsvirksomhederne, der er oprettet i periode 2021-2024, og som stadig eksisterer i 2024. 

Aalborgs nye virksomheder havde gennemsnitligt 0,2 årsværk i startåret 2021. I 2024 havde de overlevende virksomheder gennemsnitligt 1,5 årsværk. Aalborg ligger i startåret under på landsgennemsnittet på 0,3 årsværk.  

I 2024 ligger Aalborg med 1,5 årsværk over landsgennemsnittet, som er på 1,1 årsværk. Sammenlignet med de øvrige 6 største kommuner ses, at der er meget lidt forskel i startåret, som for alle er mellem 0,2 og 0,4 årsværk.  

I 2024 ligger tallet på mellem 0,8 og 1,6 årsværk. Esbjerg ligger lavest med 0,8 årsværk, og København højest med 1,6 årsværk. 

Figur 9 Gennemsnitlig Antal Årsværk I Startåret 2021 Og Gennemsnitligt Antal Årsværk For Overlevende Virksomheder I 2024 6 Byerne

Figur 9: Gennemsnitlig antal årsværk i startåret 2021 og gennemsnitligt antal årsværk for overlevende virksomheder i 2024 – de seks største kommuner 

Nysgerrig på flere detaljer?

Ovenstående analyse er baseret på en særkørsel fra Danmarks Statistik. Analysen er en del af BusinessAalborgs BEDREOverblik analyser. 

Se flere analyser om erhvervsudviklingen i Aalborg 

BusinessAalborg er erhvervsafdelingen i Aalborg Kommune, som blandt andet tager pulsen på erhvervsudviklingen i Aalborg og Nordjylland og ser på udviklingen i brancher, beskæftigelse, CVR-numre, befolkning og meget mere. 

Har du spørgsmål til analysen, er du altid velkommen til at kontakte os.