SPS - støtte på lige fod med andre
Når du starter på en ungdomsuddannelse, kan du få specialpædagogisk støtte (SPS), der skal sikre, at du kan gennemføre din uddannelse på vilkår som alle andre.
Det skal du vide om SPS
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Hvad er SPS?
SPS er en støtteordning, der hjælper dig, hvis du har en diagnose eller dokumenteret funktionsnedsættelse, så du kan gennemføre din ungdomsuddannelse på lige vilkår med andre.
SPS kan for eksempel bestå af:
- Hjælpemidler, for eksempel læse- og skriveteknologi eller høretekniske hjælpemidler
- Særlige vilkår i undervisningen og eventuelt ekstra tid til prøver
- Studiestøttetimer og vejledning, hvor du får hjælp til struktur og læring
Støtten skal hjælpe dig med de udfordringer, som din funktionsnedsættelse kan give i forbindelse med din uddannelse. På ungdomsuddannelserne kan støtten være organiseret på forskellige måder.Du kan læse mere om SPS på Styrelsen for Undervisning og Kvalitets hjemmeside.
Hvem kan få SPS?
For at du kan søge om SPS skal du have en diagnose og en dokumenteret funktionsnedsættelse. Det kan for eksempel være:
- Ordblindhed
- Bevægelseshandicap eller syns- og hørehandicap
- Psykiske udfordringer, for eksempel angst eller ADHD
- Neurologiske funktionsnedsættelser eller kronisk sygdom
Du skal være optaget på en uddannelse, der er godkendt til SPS.
Hvad skal du gøre?
Hvis du har brug for SPS, skal du kontakte SPS-vejlederen på den ungdomsuddannelse, du skal gå på. Dette gør du ved at kontakte uddannelsesstedet.
Husk at fortælle om dit behov allerede når du søger ind på uddannelsen, det gør processen nemmere og sikrer, at støtten kan være klar, når du starter.
Du kan også tale med din UU-vejleder om dine behov for SPS. Sammen kan I drøfte, hvilken støtte der kan være relevant for dig. Din UU-vejleder kan også vejlede dig i, hvordan du søger SPS, når du søger ind på en ungdomsuddannelse.
Andre støttemuligheder og vejledning
Hvis du ikke opfylder kravene til SPS, kan du stadig ofte få hjælp, da mange uddannelser tilbyder:
- mentorer
- elev-coaches
- vejledere
- psykologhjælp
Det kan du læse mere om på den specifikke uddannelsens hjemmeside eller ved at kontakte skolen direkte.
Hvis du er i tvivl om, hvilken støtte du kan få, eller hvordan du søger, kan du kontakte din UU-vejleder, som kan hjælper dig videre i processen.