Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse
STU, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, er en 3-årig uddannelse for dig med særlige behov, som ikke kan deltage i andre ungdomsuddannelser.
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Målgruppe
STU er for dig, som er under 25 år, der, på grund af en varig nedsat psykisk eller fysisk funktionsniveau, ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse med tilhørende specialpædagogisk støtte (SPS).
Formålet med STU er, at du udvikler dine personlige, sociale og faglige kompetencer, så du kan få et så selvstændigt og aktivt voksenliv som muligt. Det kan også være et skridt på vejen mod videre uddannelse eller job. STU giver dog ikke i sig selv adgang til videre uddannelse eller et bestemt erhverv.
Når vi skal vurdere, om STU er det rigtige for dig, tager vi altid udgangspunkt i, om du har mulighed for at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse med den rette støtte. Derfor vil vi først overveje, og måske også afprøve, om det kan lade sig gøre.
Hvis det viser sig, at en almindelig ungdomsuddannelse ikke er en mulighed for dig, vil vi sammen med dig se på STU og andre muligheder, der kan hjælpe dig videre mod dine drømme om uddannelse eller job. Det kan for eksempel være kortere uddannelses- og udviklingsforløb kombineret med praktik i en virksomhed. Nogle af disse forløb kan foregå på en STU-institution, hvor du kan tage kurser af kortere varighed.
Du kan altid tale med din UU-vejleder, som kan fortælle dig mere om STU og om andre tilbud, der kan være relevante for dig.
Ansøgning
Ansøgningen til STU bliver udarbejdet i et samarbejde mellem dig, eventuelt én fra dit netværk og UU-vejlederen.
I ansøgningen fortæller du blandt andet om:
- dine forventninger til uddannelsen
- dine faglige kompetencer
- kognitive forhold
- din diagnose
- hvilke særlige behov du har
- dine sociale og personlige kompetencer
- din erfaring med praktik.
Samtidig med ansøgningen laver I forslag til mål og delmål. Du laver også i fællesskab med UU-vejleder et forslag til, hvor du gerne vil tage uddannelsen.
Ansøgningen sendes til STU-visitationen i Aalborg Kommune, som vurderer, om du er i målgruppen og kan tilbydes en Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.
Når din ansøgning er sendt afsted, sidder der et såkaldt visitationsudvalg og vurderer, om STU er det rette for dig, og om du kan begynde på et STU-forløb.
Valg af sted
Hvor du kommer til at tage din STU afhænger af dine støttebehov, dine ønsker og visitationsudvalgets vurdering.
Når du får bevilget et STU-tilbud, skal kommunen indgå en kvalitetsaftale med STU tilbuddet, hvis ikke der allerede forelægger en. Du kan se, om der allerede er en kvalitetsaftale for de enkelte tilbud på hjemmesiden.
Du vil som udgangspunkt blive præsenteret for to tilbud, du kan vælge mellem, når din ansøgning har været behandlet på visitationsudvalgets møde. Hvis du har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud - det vil sige, at du har behov for noget helt særligt - og der kun er ét sted, der matcher dine behov, vil du dog kun få ét tilbud.
Du kan tale med din STU-vejleder om, hvilke tilbud, der kan være relevante for dig.
Læs mere om hvilke tilbud, du kan vælge mellem på fagfolk.aalborg.dk
Du har ret til at ønske et alternativt STU-tilbud
Fra den 1. januar 2025 har du ret til at foreslå et alternativt STU-tilbudssted, udover de to tilbud som visitationsudvalget peger på. Hvis de nedenstående betingelser er opfyldt, er visitationsudvalget forpligtiget til at tilbyde dig det alternative STU-tilbud:
- STU-tilbuddet skal være registreret på STU-overblikket på Undervisningsministeriets hjemmeside
- STU-tilbuddet skal matche dine behov, ønsker og interesser samt dit behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud
- Prisen på det alternative tilbud må ikke i uforholdsmæssig høj grad overstige prisen på de to tilbud, som visitationsudvalget har peget på
- Uddannelsesstedet må ikke have urimelig lang befordrings- eller ventetid
Kørsel
Du skal have 11 kilometer eller derover mellem dit hjem og STU-udbyder for at være berettiget til transport. Du kan få et buskort, eller der kan søges om befordringsgodtgørelse efter statens gældende takst.
Har du særlige behov i forhold til din transport - det kan for eksempel være du sidder i kørestol og ikke kan tage offentlig transport - så kan du søge om at kunne tage taxa eller eller få penge tilbage for de udgifter, du har til kørsel. Det kaldes befordringsgodtgørelse.
Få merudgiftsgodtgørelse, hvis du deltager i et beskæftigelsestilbud
Opfølgning
Når du er startet på dit STU-tilbud, vil der løbende blive aftalt opfølgningsmøder.
Vi følger op på dit forløb:
- 3 gange det 1. år
- 2 gange det 2. år
- 3 gange det 3. år.
Derudover holder vi møder med dig efter behov.
Til opfølgningsmøderne vil vi følge op på din forløbsplan og afklare, om der er noget, der skal justeres, eller om der skal tilføjes nye delmål.
Formålet med møderne er også at sikre, at dit tilbudssted leverer den indsats, der skal til for, at du kan nå dine mål i forløbsplanen.
Vi er i løbende dialog med de forskellige STU-udbydere for at understøtte et godt samarbejde og sikre, at der er den tilstrækkelige kvalitet i tilbuddet.
Efter STU
Senest tre måneder før din STU afsluttes afholder du, din UU-vejleder og STU-stedet et møde, hvor dit STU-forløb bliver evalueret. I lægger også en plan for, hvad der skal ske, når din STU slutter.
I aftaler inden mødet, hvem der skal deltage, og om der er andre, der er relevante at få med. Der kan for eksempel være behov for at inddrage Voksensocialafdelingen, hvis du er blevet førtidspensionist og har brug for et nyt tilbud eller en virksomhedskonsulent fra Jobcentret, hvis der skal arbejdes videre med din praktik.
Efter STU får du udleveret et uddannelsesbevis og ressourcepapir, der indeholder en beskrivelse af opnåede mål og en generel udvikling af dine kompetencer under uddannelsen.
Hvad er STU, Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse?
STU er et uddannelsesforløb for dig, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Det er et forløb, som styrker dig i at opnå personlige, sociale og faglige kompetencer, så du er bedre rustet til at deltage i voksenlivet og eventuelt forberede dig på at komme videre i uddannelse og beskæftigelse.
Det er målet, at du efter afslutningen af din STU er afklaret med, hvad der skal ske bagefter, og vi vil arbejde hen imod, at du efter din STU kan gå direkte videre i job, uddannelse, fleksjob eller beskyttet beskæftigelse.
Under forløbet er der mulighed for at komme i praktik i virksomheder eller på institutioner. Praktikken vil være tilpasset dine interesser, ønsker og behov.
Uddannelsen varer 3 år og er gratis for dig. Du kan ikke få SU under forløbet. Hvis du har ret til det, kan du få kontanthjælp eller førtidspension.