Nedsivning af husspildevand
Her kan du få overblik over processen for etablering af et nedsivningsanlæg – fra krav og opbygning til ansøgning, tilladelse og færdigmelding. Du kan også læse om de særlige regler, der gælder i sommerhusområder.
Søg tilladelse til nedsivning af husspildevand inden etablering
Et nedsivningsanlæg er et system, der afleder spildevandet til naturlig rensning i jorden. Et nedsivningsanlæg kan være løsningen til bortledning af husspildevand, hvis du bor uden for et kloakeret område.
Ønsker du at etablere et nedsivningsanlæg, skal du søge om tilladelse, inden anlægget bliver etableret.
Ved udskiftning eller væsentlig ændring af afløbsforhold skal du søge om ny tilladelse til nedsivning af husspildevand.
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Inden ansøgning
Kontakt kloakmester
Anlægget skal etableres af en autoriseret kloakmester. Visse punkter i ansøgningsskemaet kan du først udfylde, når placeringen af anlægget ligger helt fast, og forundersøgelser er gennemført. Du kan kontakte en autoriseret kloakmester, som kan hjælpe med denne del. Kloakmesteren kan også oplyse om anlæggets dimensioner, anlægge kloak og lave oversigtsplan.
Generel sagsbehandling
For at opnå en hurtig sagsbehandling er det vigtigt, at du udfylder samtlige felter i ansøgningsformularen så korrekt som muligt. Er ansøgningen ikke komplet udfyldt eller mangler den for eksempel sigteanalyser, kan du forvente længere sagsbehandlingstid.
Jordbundanalyser
Til ansøgningsskemaet skal du vedlægge en sigteanalyse af jorden/sandet, som nedsivningen sker i. Sigteanalysen angiver jordens/sandets evne til at nedsive spildevand (infiltrationsevne) - altså om jorden er egnet eller uegnet til nedsivning.
Hvis der sker jordudskiftning, eller anlægget etableres i mile, skal der indsendes sigteanalyse for den jord/sand, som anvendes ved udskiftningen eller til milen.
Drikkevandsboringer
Er der drikkevandsboringer eller -brønde inden for en radius af 300 meter fra den søgte placering af nedsivningsanlægget, skal den nøjagtige placering af disse indtegnes på kloakplan/oversigtskort. Dette gælder også boringer/brønde på nabogrunde.
Andet end husspildevand
Der må ikke ledes andet end, hvad der svarer til normalt husspildevand til nedsivningsanlægget. Hvis der er andet spildevand (for eksempel klorholdigt vand fra swimmingpool eller boblebad) skal dette håndteres i et separat nedsivningsanlæg.
Ændring af eksisterende spildevandsanlæg
Ved udskiftning eller væsentlig ændring af afløbsforhold skal der søges om ny tilladelse til nedsivning af husspildevand. Du kan læse mere herom under ”Hvis du vil vide mere” i afsnittet ”Eksisterende anlæg”.
Ansøg
Vi anbefaler, at en autoriseret kloakmester er med til at udfylde den digitale ansøgningsformular. Når du ansøger om at etablere et nedvisningsanlæg, skal du vedlægge:
- en kloakplan, der viser afløbssystemet på grunden
- en oversigtsplan, der viser den nøjagtige placering og udformning af anlægget
- en sigteanalyse af jord/sand, hvor nedsivning sker til.
Udfyld formular og søg om nedsivning af husspildevand, så vi kan behandle din ansøgning.
For ansøgning om lovliggørelse af et eksisterende anlæg skal der sammen med ansøgningen fremsendes en udfyldt erklæring fra autoriseret kloakmester, som dokumentation for, at systemet er gennemgået. Du kan anmode Aalborg Kommune, Teknik og Miljø, om blanket til gennemgang af eksisterende anlæg.
Få tilladelse
Sådan modtager du tilladelse
Aalborg Kommune behandler din ansøgning og vender tilbage.
Tilladelse sendes til grundejer via Digital Post.
Hvis du oplyser e-mailadresser i ansøgningsskemaet, vil tilladelsen og kopi af denne blive sendt digitalt til dig som ansøger og kloakmesteren.
Færdigmeld
Færdigmeld udført arbejde til kommunen. Det er nemt at gøre digitalt i systemet til færdigmelding.
En autoriseret kloakmester, som har etableret nedsivningsanlægget, skal færdigmelde arbejdet.
Efter ibrugtagning
Det er obligatorisk, at bundfældningstanken er tilmeldt tømningsordning ved Aalborg Forsyning for at sikre, at:
- bundfældningstanken fungerer optimalt
- slam og spildevand renses korrekt.
Når dit anlæg er færdigmeldt uden bemærkninger, sørger vi for, at dit anlæg bliver tilmeldt tømningsordningen.
Læs mere om tømningsordning på Aalborg Forsynings hjemmeside
Som grundejer har du ansvaret for drift og vedligehold af anlægget.
Undgå at komme ting i afløbet, der ikke bliver nedbrudt naturligt. For eksempel cigaretskod, klude og bleer bør ikke komme i nedsivningsanlægget/bundfældningstanken.
Undgå overdreven brug af toiletrens, desinfektionsmidler og kalkfjerningsmiddel, da det skader den biologiske nedbrydning i nedsivningsanlægget.
Få inspiration til drift og vedligehold af nedsivningsanlæg for husspildevand i Danvas vejledning ”Rensning af spildevand i det åbne land – En oversigt over løsningsmuligheder”.
Hvid du vil vide mere
Det med småt
Husspildevand indeholder ikke andre stoffer end, hvad der normalt er i spildevand fra husholdninger. Et nedsivningsanlæg til husspildevand består blandt andet af en bundfældningstank, som tidligere blev kaldt septiktank.