Skip til hoved indholdet
    Hjem Mit liv Min bolig Byggeri Vejledning til ansøgningsmateriale ved etageboligbyggeri

Vejledning til ansøgningsmateriale ved etageboligbyggeri

Det generelle ansøgningsmateriale

Listen her dækker det generelle ansøgningsmateriale, der skal påses i forbindelse med en byggetilladelse. Der kan være særlige forhold for den enkelte ejendom eller i den enkelte ansøgning, som betyder at andre forhold skal belyses af ansøger og påses i sagsbehandlingen.

Ansøgningsmateriale i forhold til andre tilladelser, der også skal opnås fra Aalborg Kommune er ikke medtaget.

  • Ansøgning via Byg og Miljø
  • Fuldmagt
    Eventuel fuldmagt fra ejer, ejerforeningens eller andelsboligforeningens bestyrelse med tilsagn til det ansøgte projekt.
  • Byggeskadeforsikring
    Dokumentation for, at et forsikringsselskab har afgivet tilbud på en byggeskadeforsikring eller fritagelse for byggeskadeforsikring ved udlejningsejendom.
  • Beskrivelse
    Din ansøgning skal indeholde en overordnet beskrivelse af byggeriet. Dette omfatter blandt andet oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden - for eksempel adresse, matrikelnummer eller bygningsnumre samt oplysninger om byggeriets anvendelse. Øvrige oplysninger om eksempelvis materialer, farver og opvarmningsform skal ligeledes beskrives.
  • Teknisk erklæring
    Erklæringen omhandler hvilke af de tekniske bestemmelser fra Bygningsreglementet 2018 (kapitel 2 - 22), som er relevante for byggearbejdet.
  • Beregning af bebyggelsesprocent
    Oplysninger om ejendommens fremtidige bebyggelsesprocent, som registreres i BBR. Beregningen foretages på baggrund af beregningsreglerne, som fremgår af Bygningsreglementet kapitel 23.
  • Planforhold
    Oplysninger, der er relevante i forhold til planmæssige bestemmelser, for eksempel kommuneplanramme, lokalplan eller byplanvedtægt. 
  • Servitutter
    Oplysninger om eventuelle tinglyste servitutter på ejendommen.
  • Konstruktionsklasse
    Oplysninger til indplacering af byggearbejdet i konstruktionsklasse i henhold til Bygningsreglementet kapitel 26 § 489. Ved ombygninger og forandring i eksisterende bebyggelse skal der redegøres for, om de bærende konstruktioners virkemåde ændres. Ved byggearbejde i konstruktionsklasse 2-4 er der krav om tilknytning af en certificeret statiker.
  • Statisk dokumentation
    For byggearbejde i konstruktionsklasse 1 skal der fremsendes statisk dokumentation i henhold til Bygningsreglementet kapitel 28 § 504, bestående af blandt andet statiske beregninger og konstruktionstegninger. Alle dele af den statiske dokumentation skal underskrives af de personer som har udført, kontrolleret og godkendt dem.
  • Brandklasse
    Oplysninger til indplacering af byggearbejdet i brandklasse i henhold til Bygningsreglementet kapitel 27 § 493. Ved ombygninger og forandring i eksisterende bebyggelse skal der redegøres for, om forudsætningerne for de brandmæssige forhold ændres. Ved byggearbejde i brandklasse 2-4 er der krav om tilknytning af en certificeret brandrådgiver.
  • Brandteknisk dokumentation
    For byggearbejde i brandklasse 1 skal der fremsendes brandteknisk dokumentation i henhold til Bygningsreglementet kapitel 29 § 521, bestående af blandt andet oplysninger om beredskabets indsatsmuligheder, brandsikkerheden og overholdelsen af de præaccepterede løsninger.
  • Situationsplan med målestok
    Tegningen skal redegøre for byggelinjer samt placeringen af eksisterende og nye bygninger. Terrænkoter (eksisterende og fremtidige forhold) samt afstande fra bygninger til skel, andre bygninger på grunden og nabobygninger skal angives på tegningen.
  • Parkerings- og adgangsforhold
    Angivelse af tilfredsstillende parkerings- og adgangsforhold i henhold til kommunens parkeringsnorm og Bygningsreglementet kapitel 2 og 20. Parkeringsbehovet omfatter ligeledes et passende udlæg af handicap- og cykelparkering.
  • Fri- og opholdsarealer
    Redegørelse for indretning af grundens ubebyggede arealer, heriblandt opholdsarealer og legeområder, i henhold til Bygningsreglementet kapitel 20. Redegørelsen skal ligeledes bestå af en terræn- og beplantningsplan, som beskriver belægninger, beplantning, belysning, stier med videre. Ved mindre projekter kan oplysningerne anføres på situationsplanen.
  • Fundamentsplan med målestok
    Ved projekter omhandlende nybyggeri skal fundamenter angives med koter til underside og overside.
  • Plantegninger med målestok
    Målsatte tegninger med angivelse af indretning, rumstørrelser, samt redegørelse for tilgængelighed, adgangsforhold, ramper, handicaptoiletter med videre i henhold til Bygningsreglementet kapitel 2 og 9.
  • Facadetegninger med målestok
    Facadetegninger med angivelse af terrænkoter, redegørelse for højde-/afstandsforhold - herunder afstand til skel og indtegning af de skrå højdegrænseplaner i henhold til Bygningsreglementet kapitel 8 § 177. Eventuel nabobebyggelse skal også indtegnes.
  • Snittegninger med målestok
    Målsatte tegninger med oplysninger om dimensioner og materialer.
  • Geoteknisk rapport
    Herunder redegørelse for grundvandssænkning eller begrundelse for, hvorfor det umiddelbart ikke vurderes at være nødvendigt. På baggrund af redegørelsen vurderer Klima og Miljø i Aalborg Kommune, om byggearbejdet kræver tilladelse til grundvandssænkning, oppumpning eller af-/udledning.
  • Kloakprojekt
    Afløbsprojekt med angivelse af ledningsdimensioner, ledningsfald, koter på brønde, samt tilslutningskoter til hovedkloak. Eventuel forsinkelse af regnvand eller forsinkelsesbassin skal ligeledes fremgå af tegningen. Indvendig afløbsplan (for alle etager). Såfremt der skal laves lokal afledning af regnvand (LAR), skal tegninger understøttes med beskrivelser af LAR-løsninger.

I forhold til sager som tilbygninger, indvendige ombygninger, udvendige ombygninger og forandringer samt nedrivninger, kan der være flere punkter i ovenstående, som ikke er aktuelle, og her kan en dialog med Aalborg Kommune med fordel afholdes for at afklare forventningerne og kravene til ansøgningsmaterialet.

Kontakt

Byggeri

Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Ring til os

99 82 82 00

Skriv til os

Åbningstider

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang