start på hovedindhold

Orientering omkring det skrå højdegrænseplan – beregningsformel, ikke grafisk linje

Bygningsmyndigheden i Aalborg Kommune er blevet opmærksom på en præcisering fra byggeklageenheden angående, hvordan det skrå højdegrænseplan skal beregnes.

Det skrå højdegrænseplan efter BR18 § 177 skal forstås som en beregningsformel for fastlæggelse af bygningens tilladte højde i forhold til afstanden til skel. Byggeklageenheden har fastslået, at:

  • det skrå højdegrænseplan ikke er en grafisk linje, der ”lægges ud” fra skel,
  • men en matematisk beregningsregel, hvor den maksimalt tilladte højde fastlægges som en funktion af den vandrette afstand til skel.

Højder skal efter BR18 § 456, stk. 1, måles lodret fra naturligt terræn. Naturligt terræn forstås som det terræn, der er fastsat eller forudsat af kommunen i forbindelse med den oprindelige byggetilladelse.

Det er Byggeklageenhedens opfattelse, at højden på byggeriet til brug for beregning af det skrå højdegrænseplan skal måles lodret fra det naturlige terræn ved bygningens yderside - ikke fra terrænet i skel, som tidligere. 

Det indebærer, at:

  • målepunktet for højde er ved facaden/ydersiden af den del af bygningen, der ønskes vurderet,
  • terrænkoten i skel ikke anvendes som udgangspunkt for højdeberegningen

Det vil betyde at, du fremover skal beregne det skrå højdegrænseplan ved at måle det lodret fra naturligt terræn ved bygningens yderside, så det bliver et punkt og ikke en grafisk linje. 

Se yderligere omkring orienteringen fra byggeklageenheden på Nævnenes Hus' hjemmeside

Stregtegning der viser, hvordan man beregner det skrå højdegrænseplan