Få adgang til nye medarbejdere – ansæt en flygtning
Mange virksomheder oplever udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Flygtninge og fordrevne borgere rummer kompetencer, motivation og erfaringer, som kan bidrage til din virksomheds udvikling.
Mangler I arbejdskraft?
I flere brancher forventes behovet for kvalificeret arbejdskraft at stige i de kommende år. Det kan derfor være en god ide at tænke bredt, når der skal findes nye medarbejdere. Ved at se flygtninge og fordrevne borgere som en del af jeres søgning efter nye medarbejdere får I adgang til flere kandidater og bedre muligheder for at finde den arbejdskraft, I har brug for, både nu og på længere sigt.
Vi kan hjælpe med at tilrettelægge et forløb, der tager udgangspunkt i virksomhedens konkrete behov. På den måde får I mulighed for at udvikle en medarbejder med de rette kompetencer, samtidig med at kandidaten får en god vej ind på arbejdsmarkedet.
Få en medarbejder gennem IGU
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Få en medarbejder gennem IGU
Få en ny medarbejder der matcher jeres konkrete behov gennem en IGU-ansættelse
Integrationsgrunduddannelsen (IGU) er en toårig erhvervsrettet ansættelse, som giver virksomheder mulighed for at oplære og ansætte en flygtning, fordrevne ukrainere og familiesammenførte mellem 18-50 år, der ønsker at komme ind på arbejdsmarkedet.
IGU'en giver virksomheder mulighed for at ansætte flygtninge, fordrevne ukrainere og familiesammenførte i et forløb, hvor praktisk arbejde kombineres med opkvalificering. Ordningen kan være en god løsning, hvis I ønsker at udvikle en medarbejder med kompetencer, der matcher virksomhedens behov.
Kurser og uddannelsesaktiviteter er gratis for jeres virksomhed. I betaler alene løn under praktikdelen svarende til overenskomstmæssig elevløn og opnår en bonus på 40.000 kr. efter to år.
Vi hjælper jer med at finde, udvikle og fastholde medarbejder ved at:
- finde en kandidat, der matcher jeres behov
- udarbejde en IGU-aftale og uddannelsesplan sammen med jer
- følge op undervejs og stå til rådighed, hvis der opstår spørgsmål
Sådan kommer medarbejderen godt i gang
Med en IGU-ansættelse får I mulighed for at oplære en ny medarbejder i virksomhedens arbejdsopgaver og arbejdspladskultur over en periode på to år. I perioden vil I skulle ansætte en flygtning, fordrevne ukrainere eller familiesammenført på almindelige vilkår (elevløn/erhvervsgrunduddannelsessats) og dermed kombinerer praktisk arbejde med opkvalificering.
Formålet er, at medarbejderen opnår de nødvendige faglige og sproglige kompetencer til at kunne varetage jobbet på længere sigt. Samtidig får medarbejderen erfaring med det danske arbejdsmarked og bliver en del af arbejdsfællesskabet i jeres virksomhed.
IGU-forløbet giver mulighed for at opbygge relevant erhvervserfaring og de kompetencer, som jeres virksomhed har brug for. For mange virksomheder bliver forløbet et godt fundament for et længerevarende samarbejde med medarbejderen eller kan samtidig være et springbræt til videre uddannelse.
Vi står undervejs til rådighed, hvis der opstår spørgsmål, ligesom vi ved afslutningen hjælper jer med udstedelse af gennemførelsesbevis.
Sprog på arbejdspladsen
Sproget kan være en vigtig del af en vellykket ansættelse. Derfor er der mulighed for at understøtte medarbejderens sproglige udvikling på arbejdspladsen gennem en sprogmakkerordning.
Når I ansætter en medarbejder i IGU, kan en eller flere af jeres medarbejdere blive uddannet som sprogmakkere. Uddannelsen varer én dag, er gratis, og der er frikøbsmuligheder.
En sprogmakker er en dansktalende kollega, som hjælper den IGU-ansatte med at blive en del af arbejdspladsen og styrke sine danskkundskaber i hverdagen. Sprogmakkeren kan blandt andet støtte medarbejderen i at:
- lære fagsproget på arbejdspladsen og den daglige kommunikation
- forstå arbejdsopgaver, arbejdsgange og rutiner
- blive fortrolig med kulturen og samarbejdet på en dansk arbejdsplads
Samtidig kan rollen som sprogmakker være en mulighed for medarbejdere, der ønsker nye faglige udfordringer og et særligt ansvar for at støtte en ny kollega.
Opbyg kompetencer I mangler
En IGU indeholder op til 23 ugers uddannelse og opkvalificering fordelt på de to år med henblik på at styrke målrettede sproglige færdigheder og faglige kvalifikationer.
Opkvalificeringen tilrettelægges med udgangspunkt i virksomhedens behov og kan blandt andet bestå af:
- danskuddannelse
- AMU-kurser
- HF-enkeltfag
- brancherettede kurser og certifikater
Jobcenter Aalborg hjælper med at sammensætte en uddannelsesplan, der understøtter både virksomhedens kompetencebehov og medarbejderens udvikling. Vi hjælper desuden med tilmelding til de aftalte kurser, så processen bliver så enkel som muligt for jer.
Hvad koster det?
Ved en IGU-ansættelse aflønner I medarbejderen efter gældende lønsatser for erhvervsgrunduddannelse (EGU) eller efter elevsatserne for første og andet år, hvis den relevante overenskomst ikke indeholder EGU-lønsatser.
Medarbejderen er ansat på samme arbejdsvilkår som virksomhedens øvrige medarbejdere.
Som privat virksomhed kan I desuden søge om virksomhedsbonus ved ansættelse i et IGU-forløb. Bonus kan søges efter 6, 12 og 24 måneders ansættelse, og virksomheden kan samlet modtage op til 40.000 kr., når medarbejderen gennemfører forløbet.
Jobcenter Aalborg hjælper jer med at få overblik over de økonomiske muligheder og vejleder om de ordninger, der kan være relevante for netop jeres virksomhed.
Hvad kan vi ellers hjælpe din virksomhed med?
IGU er én mulighed, men ikke den eneste. Afhængigt af jeres behov kan det være mere relevant at starte med virksomhedspraktik, løntilskud eller andre former for oplæring og opkvalificering.
Vi er klar til at hjælpe jer med den løsning, der understøtter jeres behov for nye medarbejdere og kandidatens udvikling bedst muligt. Det betyder, at vi sammen kan tilrettelægge et forløb, der understøtter både jeres behov for medarbejdere og kandidatens udvikling.