
Få gode råd til digitale tiltag
Få hjælp til at sætte fokus på digitale tiltag, som kan gøre en forskel i din virksomhed. Digitalisering kommer i mange klæder, lad os hjælpe dig på vej.

Brug digitalisering som forretningsudvikling
Har du brug for sparring og nye vinkler på, hvordan du kan bruge digitalisering som forretningsudvikling? Det kan eksempelvis være i forbindelse med ERP-systemer, datahåndtering, lager- og energioptimering. Rene kan også hjælpe med at skabe overblik over tilskudspuljer og programmer, når du overvejer digitale tiltag.
Sådan kommer du i gang
Du er velkommen til at kontakte vores erhvervskonsulent Rene Wiebenson, som har speciale i digitalisering og digitale tiltag.
Brug ham som din sparringspartner, når du gerne vil have nye øjne på muligheder og udfordringer inden for digitalisering. Samlet set har Rene 30 års erfaring med IT og digitalisering og deler gerne ud af sine erfaringer og sit netværk.
Rene har base i BusinessAalborg, som er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling. BusinessAalborg er sat i verden for at gøre det nemt at starte, drive og udvikle virksomhed med base i Aalborg Kommune. Her er gode råd gratis, uvildige og funderet på mange års erfaring.
Se, hvordan du kan bruge Rene som din sparringspartner
Hvis du vil vide mere
Dansk Maskinindustri (DKMi) har brugt BusinessAalborg som sparringspartner til at ruste virksomheden til den videre vækst. Administrerende direktør Morten Gade fortæller om sine erfaringer.
Sådan ruster DKMi sig til den videre vækst
Fastholdelse, fornyelse og automatisering er tre ting, som ligger de fleste erhvervsdrivende på sinde i en tid, hvor de ikke længere blot er konkurrenceparametre men nærmere en præmis for at klare sig på den lange bane.
Det gælder også hos Morten Gade, administrerende direktør hos Dansk Maskinindustri (DKMi). Vi har taget en snak med ham, om hvordan han tilgår skalering og fremtidssikringen af sin virksomhed.
I 2013 stiftede Morten DKMi alene med en enkelt maskine og sin mor ansat på deltid. Siden da er virksomheden vokset til knap 50 medarbejdere og 19 CNC-maskiner, der producerer og verificerer emner for en lang række leverandører.
Men spørger man Morten, hvad fremtiden bringer, er der ét klart svar: Optimering og automatisering.
“Sidst vi flyttede, sørgede vi for at opstille maskinerne på en måde, så vi er klar til at automatisere. Målet er effektivisering, og det er jo ikke, fordi vi tager et superlækkert stykke arbejde fra en medarbejder, tværtimod bliver det til helt nye og mere spændende opgaver.”
For Morten Gade handler automatisering nemlig ikke om at skære ned på mandskabet, men om at frigøre menneskelige ressourcer til mere udviklingsorienterede opgaver. Og når den kabale går op, mærker direktøren personligt den faglige stolthed.
"Det at få automatiseringerne op at køre giver et kick, og både medarbejderne og jeg kan jo blive næsten helt høje af at se det lykkes.”
Brændte naller: AI-integration kræver is i maven og god sparring
Det er dog ikke kun i produktionshallen, at der ses potentialer i ny teknologi og optimering. DKMi er nemlig på vej til at implementere et nyt stort AI-værktøj i et nyt ERP-system efter i lang tid at have været “helt bagud med al AI”, som Morten Gade selv siger det.
Det har dog ikke været uden betænkeligheder og grundige overvejelser, eftersom Morten både har set andre i branchen brænde millioner af på dårlige systemer og også selv har brændt nallerne en enkelt gang.
“Det udvikler sig så hurtigt, at jeg ikke tror, det ville have givet mening at sætte sig ned for et halvt år siden og sige: ‘det er det her, vi skal bruge om et halvt år’. Vi har faktisk prøvet at købe for hurtigt og for dyrt ind på et program, der så bare faldt bagud fra starten,” fortæller Morten.
Derfor er han glad for blandt andet at have haft kontakt og sparring med erhvervskonsulent Rene Wiebenson fra BusinessAalborg omkring netop dette.
"Jeg er jo ingen superbruger, selvom jeg selvfølgelig prøver at holde øje. Rene har virkelig givet mig en masse kritisk sparring og indsigt i forskellige ERP-løsninger, som har været med til at præge det valg vi har taget," siger Morten Gade, administrerende direktør i Dansk Maskinindustri.

Foto: Morten Gade, administrerende direktør hos Dansk Maskinindustri (DKMi)
Foto: Morten Gade, administrerende direktør hos Dansk Maskinindustri (DKMi)
For stor en ja-hat
Systemet skal automatisere og hjælpe med en masse administrative “dumme opgaver”, som Morten beskriver dem, der kan øge effektiviteten. Samtidig skal det også øge process-sikkerheden i en branche med meget data, store krav til sporbarhed og komplekse likviditetsudfordringer. Derfor er en velovervejet og ikke mindst kritisk sparringspartner kærkommen:
“Han er god til at stille sig kritisk men gør det heller aldrig uden en velovervejet grund. Det værste, jeg kan bruge min tid på, er at sidde med en med alt for stor ja-hat på, for hvis ikke man får noget reelt modspil, så kan jeg lige så godt sidde og snakke med døren, og det har han været god til.”
Sneboldeffekten: Når ét møde bliver til tilskudsmidler og nye kompetencer
Samarbejdet og kontakten med Rene og resten af BusinessAalborg har dog ikke ladet sig begrænse sig til AI-sparring. De åbne samtaler har også ledt til flere konstruktive retninger angående især tilskudsmidler og samarbejder, som har kunnet udvikle DKMi.
“Vi sad og talte om vores initiativer, og så fortalte han at vi burde tage et kig på nogle NEXT-midler som var målrettet lige præcis det. Derefter hjalp han os yderligere med at finde én, som kunne hjælpe med til at skrive ansøgningen, og den person har jeg så også senere fastansat,” fortæller Morten.
Den samme tilgang har også ledt til et samarbejde mellem DKMi og den nationale produktionsklynge MADE - et møde som Rene også faciliterede.
“Han ved hvad han ved, og hvis ikke han selv kender de specifikke detaljer inden for et område, så kender han dem, der har erfaringen og ved, hvor vi skal pege hen.”
Det faciliterede samarbejde kommer blandt andet til at betyde et produktionsbesøg fra MADE, som skal hjælpe DKMi med at finde lavthængende frugter, der både kan øge effektiviteten og forbedre arbejdsmiljøet yderligere.
"Hvis du mærker dig selv blive stædig på, at du selv skal løse noget men samtidig skubber det bagerst i køen af opgaver, så er det på tide at tage fat i nogen, for så kan det arbejde parallelt for dig," fortæller Morten Gade.
Direktøren som flaskehals: “Du behøver ikke løse alt selv”
DKMi er en virksomhed i vækst, der ligesom mange andre gerne vil både optimere og effektivisere de potentialer, de har nu såvel som investere i fundamentet for fremtiden.
Morten, der selv som direktør kender udfordringen i at ende som en flaskehals, indrømmer også blankt, at det er lettere sagt end gjort. Alligevel understreger han, den værdi DKMi har opnået ved at trække på ekstern sparring, hjælp og perspektiver.
“Og hvis ikke lige det passer ind lige her og nu, så er det jo fint. De ved godt, hvor du kommer fra, og at vi har travlt, så der er ikke behov for al mulig unødvendig høflighed. Rene var i hvert fald rolig men stadig effektiv og var mere optaget af at ramme plet én gang end fylde mig med halve råd", fortæller Morten og slutter:
“Jeg kan kun anbefale at investere i at tage en times møde, og det kommer fra en person, der er voldsom modstander af at tage for mange møder ind. Men for os har det givet voldsomt godt igen.”
Dialog og sparring med erhvervskonsulent René Wiebenson fra BusinessAalborg gav klarhed i en kompleks tilladelsesproces.
Ved Hou, omgivet af skov og åbne landskaber, har Lisanne og Karina Metselaar Brorsen skabt deres egen version af det moderne friluftsliv. Her driver de Glamping Skovgaardsminde, som er et sted, hvor komfort og natur mødes, men uden at det bliver for poleret eller for primitivt.
Fra storbyliv til eget glampingsted
Parret flyttede fra København til Nordjylland i 2020 med en fælles drøm om at blive selvstændige. Begge har en baggrund inden for turisme og har i flere år arbejdet i hotel-, restauration- og rejsebranchen. Både i Danmark og i udlandet:
”Vi ville gerne tilbage til Jylland og skabe vores egen virksomhed. Vores erfaringer er inden for turisme, så da vi besøgte Skovgaardsminde, blev vi helt solgt. Det var det oplagte sted for os at slå os ned og skabe noget, hvor gæsteoplevelser var i centrum,” fortæller Karina Metselaar Brorsen.
”På det tidspunkt var der kun ganske få glamping virksomheder i Danmark, så vi var nogle af de første til at arbejde målrettet på at gøre det til en bæredygtig forretning. Det handlede ikke bare om at tilbyde overnatning i naturen, det handlede om at definere, hvad en god glamping oplevelse egentlig er.”
Parret valgte en bevidst enkel tilgang, hvor glamping teltene og området emmer af luksus, men hvor gæsterne skal lave mad over bål og mærke roen sænke sig. Der er heller ikke wifi og køleskab.
"Det at sidde og kigge ind i et bål om aftenen, det kan noget helt særligt, det giver en ro og et nærvær, som mange savner i hverdagen" fortæller Karina.

Foto: Lisanne og Karina Metselaar Brorsen, ejere af Glamping Skovgaardsminde.
Foto: Lisanne og Karina Metselaar Brorsen, ejere af Glamping Skovgaardsminde.
Derfor er glamping blevet populært
Glamping taler direkte ind i en tid, hvor mange søger væk fra en travl og digital hverdag. Det er natur, men uden at give helt afkald på komfort.
Hos Skovgaardsminde mærker de tydeligt den udvikling. Deres gæster er primært danskere - faktisk omkring 95 procent - og spænder bredt fra par i slut-20’erne til pensionister.
Med kun fire telte er oplevelsen bevidst holdt i en skala, hvor der er plads til ro og privatliv. Det er netop den intimitet og enkelhed, der gør konceptet attraktivt, forklarer Karina.
Udfordringer bag idyllen
Selvom rammerne virker enkle, har der været en række praktiske og administrative forhold undervejs.
Glamping er stadig et relativt nyt område i Danmark, og lovgivningen er begrænset. Derfor bliver aktiviteterne ofte vurderet ud fra eksisterende regler, blandt andet som byggeri i landzone.
For Lisanne og Karina har det betydet, at både telte og faciliteter som sauna skal behandles som bygninger og kræver landzonetilladelse. Tilladelser gives desuden kun for en begrænset periode ad gangen.
“Man holder lidt vejret undervejs,” fortæller Karina. “For man ved ikke, om man får lov at fortsætte, eller om det hele skal laves om.”
En vigtig sparringspartner i processen
Midt i den usikkerhed blev erhvervskonsulent René Wiebenson fra BusinessAalborg en afgørende støtte.
Karina mødte ham først gennem lokale netværk i Hou og ved et StartUp Event i Aalborg, men hans rolle voksede hurtigt, da tilladelsesprocessen blev mere kompleks.
”Rene hjalp med at skabe overblik over tekniske formuleringer og faciliterede kontakt til sagsbehandleren”, fortæller Karina.
På den måde fungerede Rene som bindeled mellem virksomheden og kommunen, hvor han også bidrog til at oversætte myndighedssprog til noget mere håndgribeligt og gav sparring på, hvordan ansøgningen kunne justeres.
"Det føles som om, han virkelig har gjort en forskel, når man selv står midt i det, kan det være svært at gennemskue, hvad næste skridt er," fortæller Karina
Selv siger Rene Wiebenson: “Sagsbehandlere skal sagsbehandle og forholde sig til gældende lovgivning. De kan og må ikke fortolke eller justere undervejs. Som erhvervskonsulent i BusinessAalborg er jeg ikke en myndighed, men en sparringspartner, der kan hjælpe virksomheder med at forstå processen og skabe overblik i det, der kan virke teknisk og komplekst.”
Samarbejdet med Business Aalborg førte blandt andet til en tydeligere dialog med kommunen og en justering af vurderingsgrundlaget. Resultatet blev en ny femårig tilladelse og dermed mulighed for at fortsætte driften.
For Lisanne og Karina Metselaar Brorsen handler det i sidste ende ikke om at vokse hurtigt, men om at bevare det, der gør stedet særligt: roen, nærværet og forbindelsen til naturen. De glæder sig nu til en ny sæson med glamping gæster.
Optimering og effektivisering var nøgleordene, da virksomheden BabyTrold stod med en stigende efterspørgsel og dermed et lager, som ikke kunne følge med. Vi har mødt driftsleder Morten Hansen til en snak om alt fra lageroptimering til arbejdsmiljø, hvor BusinessAalborg har hjulpet med at åbne dør og give nye input.
Som virksomhed er det som oftest lig med succes, når der er efterspørgsel og gang i butikken. Sådan var det også for virksomheden BabyTrold, som sælger alt fra barnevogne til legetøj til de mindste, men det gik faktisk så stærkt, at det var svært at følge med ude på lageret.
”Vi var nødt til at håndtere mængden af ordre anderledes, fordi BabyTrold voksede meget på kort tid, og det betød, at vores systemer og lager ikke helt kunne følge med,” fortæller Morten Hansen, driftsleder hos BabyTrold.
Derfor krævede den øgede efterspørgsel en grundig optimering af lageret hos BabyTrold, som er i gang med en flytning af deres lager fra Nibe til Vester Hassing. I det her tilfælde betyder det, at virksomheden faktisk rykker til et mindre lager - og det er positivt, fordi det betyder, at lageret er opbygget langt mere smart og med effektivitet for øje, fortæller Morten Hansen:
”I dag fylder vores lager knap 45.000 m², men på grund af lageroptimeringen, forventer vi at kunne reducere det med cirka 1.500 m² – men uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi har lært om vigtigheden af at sætte tingene i systemer og udnytter pladsen. Vi sparer en masse plads ved at være mere effektive, og det handler i høj grad om den erfaring, jeg har fået fra andre virksomheder, som har været lette at spejle sig i og sparre med".

Morten Hansen, driftsleder hos BabyTrold
Morten Hansen, driftsleder hos BabyTrold
Men lageroptimeringen fra papkasser til et mere digitaliseret lager er ikke kommet ud af ingenting. For selv om Morten Hansen kunne læse stolpe op og stolpe ned om lageroptimering, var det svært at omsætte det til praksis. Derfor kom Rene Wiebenson, erhvervskonsulent hos BusinessAalborg ind i billedet, da BabyTrold faktisk var klar til at kigge nærmere på, hvordan lageret kunne organiseres bedre og mere effektivt.
”Igennem de seneste år har vi løbende haft en dialog med Rene. Det gav for alvor noget, da han rakte ud til mig, fordi jeg havde lavet et opslag på LinkedIn om, at vi stod overfor den her lagerflytning fra Nibe til Vester Hassing og gerne ville se andres lager. Rene rakte ud til mig, og han tog mig med ud på virksomhedsbesøg hos andre virksomheder, som har optimeret deres lager. Selv om vi sælger forskellige ting, gav det virkelig mening at se, hvordan andre gør det.”
”Han gav mig lige præcis det, jeg søgte efter på det tidspunkt.”
Morten Hansen var blandt andet ude at se kaffevirksomheden Bentax og smykkevirksomheden Uniq Perler. Under besøgene fik Morten Hansen bekræftet de tanker, han selv havde haft omkring lageroptimering, men han fik også rum til at stille alle de spørgsmål, han stod med.
”Den mulighed havde jeg ikke haft, hvis Rene ikke havde rakt ud til mig. Ellers tror jeg stadigvæk, jeg havde gået i det uvisse og tænkt, om det egentlig var den rigtige måde at gøre det på. Der kan være langt fra tanke til handling i det daglige, og det har givet enormt meget at se lageroptimering i praksis.”
Muligheder fremfor begrænsninger
Foruden at åbne dørene til andre virksomheder, som havde stået i lignende situationer, har Rene Wiebenson også været til rådighed for sparring.
”Han har set muligheder og udfordret mine idéer, men han har også kunne svare på de spørgsmål, som jeg har haft og ellers er gået med selv. Han har gjort, at jeg har tænkt anderledes og givet nye perspektiver. Det har været meget brugbart at kunne spørge ham til råds, få noget konkret vejledning – og ikke mindst blive bekræftet i, at vi var på rette spor og gjort eksempelvis planlægningen mere kvalificeret. Det har givet en ro at vide, at vi bevæger os i den rigtige retning.”
Men for Morten Hansen og resten af BabyTrold handler en god virksomhed ikke kun om lageroptimering og effektivitet. Det handler også om at sikre det gode arbejdsmiljø – men det hænger netop sammen med lageroptimering.
”Når mine medarbejdere ved, hvor tingene er, gør det også arbejdsgangen lettere for dem. De skal ikke lede efter tingene eller gå unødvendigt mange skridt frem og tilbage, fordi de ved, hvor tingene er, efter vi har fået optimeret vores lager. Det, tror jeg også på, er med til at sikre det gode arbejdsmiljø”.
Med lageroptimeringen følger også en mere effektiv og skalerbar drift, som gør, at BabyTrold kan håndtere endnu flere ordrer uden at øge kompleksiteten ifølge Morten Hansen.
”For mig at se er det også en måde at fremtidssikre BabyTrold på – både i forhold til vækst og i forhold til arbejdsmiljø.”
Friske øjne fremfor alt
Nu ser det ud til, at det er BabyTrold, som kan være behjælpelig den anden vej rundt efter en vellykket lageroptimering.
”Jeg har rakt ud til Rene, fordi jeg gerne vil fortælle, at vi også står til rådighed, hvis han kender til virksomheder i lignende situationer, som kunne have lyst at se og høre om, hvordan vi har optimeret vores lager. Vi er på vej mod et intuitivt og effektivt lager.”
Med det optimerede lager følger der også muligheden for at bruge energi på andre ting i virksomheden, og derfor er det også klart for Morten Hansen.
”Vi skal have vores lager til at spille, så det bliver så automatiseret, at vi kan skære ned på oplæring og bruge mere tid på at nytænke og modtage endnu større ordre, uden det påvirker driften.”
Derfor er Morten Hansen råd til andre virksomheder også ganske simpelt:
"Tag på virksomhedsbesøg, stil spørgsmål, lær af andre, og find personer som Rene, der ikke er bange for at stille de kritiske spørgsmål og se på din virksomhed med friske øjne. Vi lærer hele tiden og bliver klogere".
Lad dig inspirere af Aalborg-virksomheden Sterke, som med succes har brugt erhvervskonsulent Rene Wiebenson som sparringspartner.
Her fortæller Kathrine Schioldan, QHSE koordinator om samarbejde og udbytte i forbindelse med deres fokus på mere digitalisering.
Kathrine Schioldan, QHSE koordinator hos Sterke
Når du henvender dig til BusinessAalborg, enten telefonisk eller via e-mail, behandler Aalborg Kommune almindelige personoplysninger om dig i form af dit navn og dine kontaktoplysninger samt eventuelle øvrige personoplysninger, som du vælger at oplyse i forbindelse med henvendelsen. Du opfordres til ikke at dele fortrolige eller følsomme personoplysninger om dig selv.
Vi behandler dine personoplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e. Behandlingen er nødvendig for, at Aalborg Kommune kan yde erhvervsservice og understøtte udviklingen af kommunens erhvervsliv, herunder besvare og følge op på henvendelser fra borgere, iværksættere og virksomheder.
Læs mere
Du kan læse mere om, hvordan Aalborg Kommune behandler og opbevarer dine personoplysninger og om dine rettigheder efter databeskyttelsesforordningen på www.aalborg.dk/gdpr
