Leder af Sundhedsstrategisk Sekretariat
Vil du stå i spidsen for den strategiske udvikling af sundhedsfremme og forebyggelse i Aalborg Kommune?
Sundhedsområdet er under hastig forandring. Nye nationale reformer og lovgivning, udviklingen af det nære sundhedsvæsen og et øget fokus på sundhedsfremme og forebyggelse stiller krav om stærk strategisk ledelse, tæt samarbejde og evnen til at omsætte ambitioner til handling.
Vi søger en erfaren og udviklingsorienteret leder til Sundhedsstrategisk Sekretariat. Du bliver leder for et stærkt sekretariat med 10 engagerede medarbejdere og får en central rolle i den samlede ledelse af sundhedsområdet. Samtidig bliver du en tæt strategisk sparringspartner for sundheds- og forebyggelseschefen.
Vi søger en leder, der kan skabe retning og følgeskab gennem tillid, involvering og tydelig ledelse, og som samtidig har modet til at træffe de svære beslutninger. Du skal kunne udfordre og bringe nye perspektiver i spil, når det styrker beslutningerne.
En central rolle i udviklingen af sundhedsområdet
Sundhedsstrategisk Sekretariat er en stabsenhed i Klima, Kultur og Sundhed, der arbejder tæt på både den administrative ledelse og det politiske niveau.
Sekretariatet understøtter udviklingen af sundhedsområdet gennem politisk betjening, strategiudvikling, implementering, analyse og opfølgning.
Som leder får du ansvar for ledelse, udvikling og kvalitetssikring af sekretariatets arbejde. Du skal kunne skifte mellem det strategiske perspektiv, ledelse af medarbejderne og selvstændigt ansvar for komplekse sager.
Dine væsentligste opgaver bliver at:
- lede, udvikle og sætte retning for Sundhedsstrategisk Sekretariat
- skabe rammer for høj faglighed og udvikling og dermed trivsel blandt medarbejderne
- drive strategiske udviklingsopgaver på sundhedsområdet i tæt samarbejde med sundheds- og forebyggelseschefen og den øvrige sundhedsledergruppe
- sikre høj kvalitet i sagsfremstillinger, beslutningsoplæg og materiale til ledelses- og politisk niveau
- understøtte ledelsen i håndteringen af strategiske og politiske problemstillinger
- stå i spidsen for implementeringen af den kommende folkesundhedslov samt udviklingen af en tværgående civilsamfundsstrategi
- skabe sammenhæng mellem politiske ambitioner, strategiske prioriteringer og konkrete indsatser
- styrke samarbejdet på tværs af kommunens forvaltninger og med blandt andre Region Nordjylland og civilsamfundet
- bidrage aktivt til den samlede ledelse og udvikling af sundhedsområdet.
En leder med politisk tæft og strategisk udsyn
Du refererer til sundheds- og forebyggelseschefen og indgår i chefgruppen på sundhedsområdet.
Du bliver en central sparringspartner for sundheds- og forebyggelseschefen. Det kræver, at du både kan være loyal og fagligt robust. Du skal kunne understøtte beslutninger og samtidig udfordre dem konstruktivt gennem faglig indsigt, strategisk udsyn og alternative perspektiver.
Du trives i en kompleks organisation med mange interesser og perspektiver. Du kan skabe fremdrift gennem dialog, relationer og faglig troværdighed, og du har blik for både de politiske, organisatoriske og faglige dimensioner af en sag.
Som sekretariatsleder har du et særligt ansvar for kvaliteten i den politiske og administrative betjening. Du sikrer, at sager er fagligt velfunderede, tydelige og velkoordinerede, og at konsekvenser, alternativer og anbefalinger er belyst.
En leder, der skaber følgeskab
Du har erfaring med personaleledelse og motiveres af at skabe resultater gennem andre.
Du forstår, at medarbejderne i et strategisk sekretariat arbejder selvstændigt. Din opgave er således ikke at være den dygtigste specialist, men at skabe retning, prioritere de fælles indsatser og sikre, at fagligheden omsættes til konkrete resultater i rette tid.
Du skal kunne stille de rigtige spørgsmål, prioritere, skabe retning og fremdrift og sikre, at kompetencerne bringes bedst muligt i spil gennem et professionelt samarbejde i sekretariatet.
Du er nærværende, tillidsskabende og tydelig i dine forventninger. Samtidig trives du med selv at tage ansvar for komplekse opgaver, når situationen kræver det.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- har solid ledelseserfaring og erfaring med personaleledelse
- har erfaring fra en politisk ledet organisation
- har stærke kompetencer inden for politisk og administrativ sagsbehandling
- har organisatorisk forståelse og kan navigere i komplekse sammenhænge
- har stærke samarbejds- og relationskompetencer
- har erfaring med strategisk udvikling og implementering
- har viden om eller erfaring med sundhedsfremme, forebyggelse eller det kommunale sundhedsområde
- kan lede specialiserede medarbejdere uden at detailstyre
- kan skabe både ro, retning og resultater.
Vi forventer, at du har en relevant kandidatuddannelse. En samfundsvidenskabelig baggrund vil være en fordel, men vi er åbne over for forskellige uddannelsesprofiler. Det afgørende er, at du mestrer samspillet mellem ledelse, strategi, politiske processer og organisatorisk udvikling og kan omsætte det til konkrete resultater.
Hvem er vi?
Sundhedsstrategisk Sekretariat består af 10 akademiske medarbejdere med forskellige faglige profiler og er en del af Klima, Kultur og Sundhed.
Den samlede sundhedssektor omfatter:
- Sundhedsstrategisk Sekretariat
- Den Kommunale Tandpleje
- Sundhedsplejen
- Center for Sundhedsfremme
- Center for Mental Sundhed
- Aalborg Sundhedscenter
- Center for Anvendt Kommunal Sundhedsforskning
Vi tilbyder
Du får en central lederrolle med stor betydning for udviklingen af sundhedsområdet i Aalborg Kommune og mulighed for at:
- stå i spidsen for et stærkt og ambitiøst sekretariat
- præge den strategiske udvikling af sundhedsfremme og forebyggelse
- arbejde tæt på den administrative og politiske ledelse
- indgå i et stærkt lederfællesskab med høj faglighed og gensidig tillid
- skabe resultater gennem dygtige medarbejdere og stærke samarbejder.
Vi lægger vægt på et arbejdsmiljø præget af tillid, faglighed, samarbejde og udvikling.
Lyder det som dig?
Hvis du motiveres af at lede stærke fagligheder, skabe strategisk retning og levere høj kvalitet i den politiske betjening, hører vi meget gerne fra dig.
Yderligere oplysninger
Arbejdssted: Klima, Kultur og Sundhed, Rantzausgade 4, 9000 Aalborg
Der er tale om en fuldtidsstilling.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist: 27. oktober 2026
Der gennemføres to samtalerunder:
- 1. samtale holdes d. 5. november
- 2. samtale holdes d. 11. november
Hvis du går videre til 2. samtale, bliver du bedt om at udfylde en Garuda Kompetenceprofil og indbudt til en tilbagemeldingssamtale af én times varighed forud for 2. samtale.
Stillingen søges elektronisk via link og der skal vedhæftes CV.
I forbindelse med ansættelse vil der blive indhentet referencer.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte undertegnede, dog ikke i uge 41.
Sundheds- og forebyggelseschef, Torben K. Kjeldgaard, Telefon: 25201916, E-mail: torben.k.kjeldgaard@aalborg.dk.
Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Søg jobbet" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.