Frivillige Inge-Lis

At træde ind på plejehjemmet Skovbrynet i Gistrup er for Inge-Lis ikke bare et besøg – det er hverdagsmagi. Hun kalder sig selv en drop-in frivillig: én, der kigger forbi, når tiden, lysten og energien er der. Og det er netop friheden og de menneskelige møder, der giver hende lyst til at komme igen. 

Da Inge-Lis for otte år siden blev inviteret til en koncert på plejehjemmet af en veninde, havde hun ingen idé om, at det skulle blive starten på et langvarigt frivilligt engagement. Veninden måtte melde afbud, så Inge-Lis tog af sted alene. Under koncerten satte hun sig ved siden af en beboer, der på det tidspunkt allerede havde boet nogle år på Skovbrynet.

De faldt i snak, og siden den dag har Inge-Lis været beboerens faste besøgsven.
Det er et arbejde, der ligger langt fra den frivillighed, hun oprindeligt havde forestillet sig. Som tidligere håndboldspiller troede hun, at hun skulle bidrage i foreningslivet og arbejde med børn. Men mødet med beboeren åbnede døren til noget andet.

Inge-Lis bor kun ti minutters gang fra Skovbrynet, og hun lægger ofte turen forbi – både alene og sammen med sin mand Jørgen på aftenture gennem Gistrup.
Hun besøger ofte beboeren som hun mødte til koncerten, men hun banker også gerne på hos andre beboere: “Jeg bliver altid vel modtaget,” siger hun.

Som aktivt naturmenneske cykler og går hun meget i området – og hun tager naturen med ind på plejehjemmet. Små buketter af vintergækker, bøgegrene eller en fin gren fra skovstien får lov at lyse beboernes stuer op. En enkel gestus, der skaber stor glæde.
Og det betyder noget for Inge-Lis, at hun kan give noget videre, som beboerne ikke længere selv kan opsøge: “Når jeg ser deres øjne lyse op, mærker jeg, hvor lidt der egentlig skal til.”

På Skovbrynet er der 9–10 frivillige, og fællesskabet er stærkt. De hjælper hinanden, og de bliver påskønnet af både personale og ledelse.

Udover besøgene deltager Inge-Lis også i husets aktiviteter – særligt banko, torsdagsarrangementer med sang og de populære aftenkoncerter, hvor sangkoret fra Gistrup nogle gange lægger vejen forbi.

Men det er til festerne, at de helt særlige øjeblikke opstår. Inge-Lis elsker at danse – og hun er ikke bange for at invitere beboerne med ud på gulvet.
Når musikken spiller, og hun får øje på det lille glimt i deres øjne, ved hun, at hun er med til at skabe noget, der rækker langt ud over øjeblikket.
“De øjeblikke lever vi alle længe på,” siger hun.

For Inge-Lis har der aldrig været egentlige udfordringer ved frivilligheden. Tværtimod. Besøgene giver hende energi, varme og følelsen af at gøre en forskel – både i små og store sammenhænge.

“Jeg svæver hver gang, jeg har været forbi. Jeg går altid derfra glad.”
Hun oplever, at frivilligheden bygger på noget helt enkelt:

At give kærlighed og få kærlighed tilbage.
For – som hun siger – alle har brug for et kram.

For Inge-Lis handler frivillighed ikke om pligt, men om lyst. Hun laver kun de ting, der motiverer hende.
Inge-Lis’ historie viser, hvordan en enkelt tilfældighed kan vokse til et stærkt menneskeligt fællesskab. Hendes engagement bygger på nærvær, varme og en dyb respekt for de mennesker, hun besøger.
Og måske er det netop derfor, hun bliver ved med at komme tilbage:
Fordi frivillighed ikke bare giver mening – den giver livsglæde.
Både for dem, der får besøg.
Og for hende, der banker på.
Og måske er det netop i de små ting – en sang, et smil, et snaps – at det største fællesskab vokser.