Frivillige Erik

Hver fredag formiddag skabes der et rum på Mou Plejehjem fyldt med musik, latter og en lille snaps, hvor både beboere og frivillige mødes i et særligt fællesskab. Det er her, Erik – 75 år og sprængfyldt med energi – fredag efter fredag møder op for at skabe nærvær og glæde for de ældre beboere. Og for ham selv er fællesskabet blevet en kilde til både mening og venskaber.

Snapsetinget, som har været en fast tradition på plejehjemmet i mange år, samler hver uge omkring 18–20 beboere og syv lokale frivillige. Programmet er enkelt, men virkningsfuldt: en lille snaps eller en Bailey til at starte på – og så går musikken i gang.
En frivillig sidder ved keyboardet og spiller kendte sange fra Sange til livet, og selvom beboerne oftest foretrækker de velkendte klassikere, kommer der af og til nye melodier ind. Musikken virker som en magnet, særligt på borgere med demens, som ofte finder ro, når tonerne fylder rummet. De hentes derfor sidst, så de kan træde ind i en tryg og rolig atmosfære.

Eriks frivillige eventyr begyndte, da hans svigermor boede på Mou Plejehjem. Da han gik på pension, besluttede han at give en hånd med i Snapsetinget – og nu, 10 år senere, er han stadig en af dem, der trofast står klar hver fredag.

Han er et aktivt menneske med mange jern i ilden: frivillig i både Vildmosecentret og idrætsforeningen, deltidsbrandmand, vinterbader og medlem af et sangkor. Men Snapsetinget har en særlig plads i hans hjerte – også fordi det giver ham en tættere relation til beboerne.
“Man kommer tæt på folk,” fortæller han. “Det betyder noget, at vi lige får en god snak, og at de føler sig set og velkomne.”

Selvfølgelig har der også været udfordringer. Nogle beboere kan have en svær dag, humøret kan svinge, og det kræver både tålmodighed og respekt at være til stede på den rigtige måde. Men her står de frivillige sammen og hjælper hinanden – og samarbejdet med både ledelse og medarbejdere på plejehjemmet er ifølge Erik helt i top. 

For ham er fællesskabet blandt de frivillige en lige så stor gave som relationen til beboerne.
For Erik er det vigtigste at møde beboerne med tålmodighed og respekt. Man behøver ikke være professionel sanger for at være med – “men det skader ikke at kunne synge lidt,” som han siger med et smil.

Hver fredag slutter med glade beboere, der siger tak, og som viser, hvor meget fællesskabet betyder for dem. Det er dér, Erik føler sig allermest stolt og glad: når han kan se på dem, at dagen har gjort en forskel.
Og måske er det netop i de små ting – en sang, et smil, et snaps – at det største fællesskab vokser.