Retningslinjer for Landdistriktspuljen
- Titel: Retningslinjer Landdistriktspuljen
- Godkendt: Af Sundheds- og Kulturudvalget 23. april 2025.
Landdistriktspuljens formål og rammer
Formålet med Landdistriktspuljen er ved økonomiske midler og projektrådgivning at tilskynde landdistriktsaktører til at igangsætte initiativer til udvikling af Aalborg Kommunes landdistrikt i medfør af gældende landdistriktspolitik for Aalborg Kommune.
Der kan være tale om udviklingsprojekter, etablerings- og renoveringsprojekter, projektering, rådgivning, borgerinddragende tiltag, by-inventar, rekvisitter eller enkeltstående aktiviteter samt fællesskabsfremmende processer og informationsaktiviteter – både for de enkelte byer og fællesskabsfremmende mellem byer.
Hvem kan søge Landdistriktspuljen
Foreninger og organisationer med et almennyttigt formål kan søge om støtte. Initiativet skal gennemføres i – eller for – Aalborg kommunes landdistrikt, jævnfør Landdistriktspolitikkens geografiske afgrænsning.
Hvem kan ikke søge om støtte
- Politiske, religiøse og samfundsnedbrydende foreninger.
- Virksomheder og andre organisationer, der har profitskabende formål.
- Enkeltpersoner.
Landdistriktspuljens årlige ramme og temaer
Landdistriktsudvalget udmelder ved årets start den årlige ramme for Landdistriktspuljens delpuljer. Landdistriktsudvalget kan i løbet af året justere i den økonomiske årsramme til delpuljerne. Eventuelle ændringer vil fremgå af Aalborg Kommunes hjemmeside.
Landdistriktspuljen er opdelt i 3 delpuljer:
- Støtte under 10.000 kroner.
- Støtte på mellem 10-100.000 kroner.
- Støtte på over 100.000 kroner.
Landdistriktsudvalget kan vælge at prioritere særlige temaer for en eller flere delpuljer, hvor ansøgninger inden for det udpegede tema har højest prioritet. Temaer vil fremgå af Aalborg Kommunes hjemmeside.
Ansøgninger indkommet til delpuljerne ved ansøgningsfrist vil som udgangspunkt blive behandlet på næstkommende møde i Landdistriktsudvalget – se de gældende frister på Aalborg Kommunes hjemmeside.
Puljen støtter projekter og initiativer, der
- Fremmer udmøntning af indsatsområder i Aalborg Kommunes gældende landdistriktspolitik
- Har et alment non-profit formål
- Henvender sig til en bred og åben målgruppe
- Etableres eller afvikles inden for Aalborg Kommunes landdistrikt, jævnfør den geografiske afgrænsning i Landdistriktspolitikken.
- Er lovlig i medfør af dansk lovgivning og EU-lovgivning.
Der kan som udgangspunkt kun tildeles én bevilling til samme projekt ved én af Aalborg Kommunes puljer årligt.
Se endvidere særlige betingelser for støtte ved delpuljerne.
Puljen støtter ikke
- Virksomheders drift, markedsføring og produktudvikling.
- Studiegrupper eller enkeltpersoners studierejser og lignende.
- Initiativer af privat karakter eller hvor ejerskabet ikke ubetinget er af alment, ikke omsættelig karakter.
- Samme aktivitet ved tilbagevendende arrangementer.
- Forplejning i forbindelse med projektet for eksempel til møder, arrangementer og aktiviteter.
- Udgifter til leje af byens egne faciliteter for eksempel by-telt, lydanlæg, servicefaciliteter, forsamlingslokaler med videre.
- Kapitalisering af frivillig arbejdskraft.
- Udgifter til daglig drift.
- Initiativer, der er opstartet inden ansøgningen er færdigbehandlet.
- Materialer, hvor der ikke kan erhverves kvittering.
- Samme projekt støttet ved andre af Aalborg Kommunes puljer.
- Aktiviteter og faciliteter kun for en forenings egne medlemmer.
- Renoverings-, udviklings- og inventarprojekter i forsamlingshuse. Der henvises til Aalborg Kommunes Forsamlingshuspulje.
- Kulturaktiviteter og materiale til kulturelle aktiviteter, det vil sige musik, teater, billedkunst, litteraturudgivelser eller materiale, rekvisitter eller honorar til kulturel udøvelse. Der henvises til puljer ved Aalborg Kommunes Kulturafdeling – se dog særlige betingelser for støtte ved Delpuljen over 100.000 kroner.
- Folkeoplysende foreningsaktiviteter, materialer og grej, der kun er for foreningens medlemmer. Der henvises til puljer ved Aalborg Kommunes Fritidsafdeling.
Specifikke krav for byer med særligt vækstpotentiale og Gistrup
Byerne Frejlev, Godthåb, Hals, Klarup, Nibe, Storvorde, Svenstrup, Vadum, Vester Hassing, Vestbjerg, Vodskov og Gistrup kan søge om støtte ved Landdistriktspuljen på følgende betingelser:
Initiativer fra ovenstående byer kan støttes med max 50% af de samlede dokumenterede omkostninger til projektet.
Max 20% af Landdistriktspuljens årsramme kan tildeles til initiativer i ovenstående byer.
Krav til ansøgninger
- Ansøgning modtages kun digitalt via link til ansøgningsskema på Aalborg Kommunes hjemmeside. Alle rubrikker skal udfyldes.
- Ansøgningen skal være fuldt oplyst og dokumenteret med hensyn til budget, finansiering og foreningens vedtægter.
- Alle udgifter over 5.000 kroner skal dokumenteres ved tilbud eller overslag fra leverandør.
- Alle udgifter over 20.000 kroner skal dokumenteres ved minimum 2 sammenlignelige tilbud.
- Hvor det er påkrævet, erhverves tilladelse fra private eller offentlige myndigheder. Tilladelse skal som udgangspunkt være ansøgt på ansøgningstidspunktet. Dokumentation for tilladelse er betingelse for at få tilsagnsmidler udbetalt.
- Ved projekter på kommunale arealer skal brugsretsaftale eller brugstilladelse erhverves og dokumenteres inden tilsagnsmidlerne udbetales.
- Ansøger er ansvarlig for den efterfølgende drift og vedligeholdelse af fysiske projekter, og det skal beskrives i ansøgningen, hvorledes opgaverne varetages.
- Ansøger skal dokumentere, at der er behov for projektet, samt at der er gennemført en dialog med projektets målgruppe og relevante foreninger.
- I valg af produkter, leverandører og lignende skal ansøger tilstræbe bæredygtighed (socialt, økonomisk og klimamæssigt).
Særligt for ansøgning ved Delpuljen under 10.000 kroner
Delpuljen under 10.000 kroner kan ansøges løbende.
Delpuljen støtter
Mindre lokale udviklingsinitiativer som for eksempel fællesskabsfremmende aktiviteter, materialer til vedligehold af fællesfaciliteter og nyt byinventar, der fremmer indsatsområderne i Aalborg Kommunes landdistriktspolitik.
Delpuljen støtter ikke
Se Landdistriktspuljens formål og rammer; Puljen støtter ikke.
Krav til ansøgningen
- Ansøgningen skal opfylde de generelle krav for støtte ved Landdistriktspuljen, jævnfør Landdistriktspuljens formål og rammer.
- Ansøger skal medfinansiere minimum 10% af de samlede og dokumenterede udgifter. Byer med Vækstpotentiale skal medfinansiere med minimum 50%.
- Projektet skal være gennemført og afrapporteret senest 3 måneder efter bevillingen er givet, gældende fra brevdatoen i bevillingsbrevet. Manglende afrapportering, inden for tidsfristen, kan få betydning for eventuel bevilling til andre ansøgninger ved Landdistriktspuljen. Der kan dispenseres fra fristen ved særlige behov.
Behandling af ansøgninger
Ansøgninger afgøres administrativt.
Ansøgere kan forvente svar inden for 10 hverdage, såfremt ansøgningen er fuldt oplyst. I ferieperioder dog så hurtigt som muligt.
Forvaltningen forbeholder sig ret til at prioritere mellem indkomne ansøgninger.
Særligt for ansøgning ved Delpuljen mellem 10.000 – 100.000 kroner
Delpuljen mellem 10.000 -100.000 kroner behandles i Landdistriktsudvalget og Sundheds- og Kulturudvalget på førstkommende møder efter ansøgningsfristen.
Se ansøgningsfrister på Aalborg Kommunes hjemmeside.
Delpuljen støtter
Lokale projekter og aktiviteter, som bidrager til at fremme indsatsområderne i Aalborg Kommunes Landdistriktspolitik. Det kan for eksempel være udviklingstiltag, renoveringer, nye faciliteter og ny-skabende aktiviteter på byens fællesarealer.
Delpuljen støtter ikke
Se Landdistriktspuljens formål og rammer; Puljen støtter ikke.
Krav til ansøgning
- Ansøgningen skal opfylde de generelle krav for støtte ved Landdistriktspuljen, jævnfør Landdistriktspuljens formål og rammer.
- Ansøger skal medfinansiere minimum 15% af de samlede og dokumenterede udgifter. Byer med vækstpotentiale skal medfinansiere minimum 50%.
- Projektet skal være gennemført og afrapporteret senest 8 måneder efter bevillingen er givet, gældende fra brevdatoen i bevillingsbrevet. Manglende afrapportering, inden for tidsfristen kan få betydning for eventuel bevilling til andre ansøgninger ved Landdistriktspuljen. Der kan dispenseres fra fristen ved særlige behov.
Svar på ansøgningen
Fra ansøgningsfrist til svar på ansøgningen skal forventes minimum 2-3 måneder.
Særligt for ansøgning af Delpuljen over 100.000 kroner
Ansøgning af delpuljen skal gennem en prækvalifikationsproces. Der kan ansøges på en projektidé, der skal udvikles, inden projektet eventuelt kan komme i betragtning til at ansøge Delpuljen over 100.000 kroner. Prækvalifikation til ansøgning af Delpuljen over 100.000 kroner. kan ske løbende ved at udfylde det digitale ansøgningsskema via Aalborg Kommunes hjemmeside.
Delpuljen støtter
Lokale initiativer, der primært omhandler større faciliteter og anlæg i byens fælles udendørs arealer, og som en del af medfinansieringen af større aktiviteter og events for eksempel af kulturel karakter, der trækker publikum fra et større opland, samt lignende projekter på tværs af byer.
Krav til ansøgning
- Ansøgningen skal opfylde de generelle krav for støtte ved Landdistriktspuljen, jf. Landdistriktspuljens formål og rammer.
- Ansøger skal medfinansiere minimum 20% af de samlede og dokumenterede udgifter. Byer med vækstpotentiale skal medfinansiere minimum 50%.
- Der skal i ansøgningsmaterialet vedlægges en bestyrelsesgodkendelse af projektet i form af en skriftlig udtalelse, et bestyrelsesreferat eller lignende.
- Projektet skal være gennemført og afrapporteret senest 12 måneder efter bevillingen er givet, gældende fra brevdatoen i bevillingsbrevet. Manglende afrapportering inden for tidsfristen kan få betydning for eventuel bevilling til andre ansøgninger ved Landdistriktspuljen. Der kan dispenseres fra fristen ved særlige behov.
Behandling af ansøgninger
En prækvalificeret ansøgning skal udvikles i tæt dialog mellem projektholder, konsulent fra Landdistriktsområdet og andre relevante samarbejdspartnere.
Under prækvalifikationsprocessen udvikles projektet med hensyn til:
- Projektbeskrivelse
- Budget
- Finansieringsplan
- Tids- og aktivitetsplan
- Nødvendige tilladelser
Landdistriktskonsulenten bidrager med at danne overblik over nødvendige tilladelser og eventuelle relevante fonde og puljer, der kan søges om medfinansiering af projektet.
Når projektet vurderes klar til ansøgning gives adgang til ansøgningsskemaet for Delpuljen over 100.000 kroner. Ansøgningen behandles på førstkommende møde i Landdistriktsudvalget og Sundheds- og Kulturudvalget. Ved særligt behov kan der dispenseres fra behandling på førstkommende møde.
Svar på ansøgningen
Fra ansøgningsfrist til svar på ansøgningen skal forventes minimum 2-3 måneder.
Generelt for ansøgning af Landdistriktspuljen
Landdistriktsudvalget er et rådgivende §17, stk. 4-udvalg for Sundheds- og Kulturudvalget. Landdistriktsudvalget prioriterer og anbefaler ansøgninger til godkendelse i Sundheds- og Kulturudvalget. Det er Sundheds- og Kulturudvalget, der træffer afgørelsen på baggrund af indstilling fra forvaltningen Sundhed og Kultur og Landdistriktsudvalgets anbefaling.
For alle ansøgninger gælder, at hvis projektet ikke er tilstrækkelig oplyst eller det vurderes, at tidsplanen ikke er forenelig med overholdelse af frist for afrapportering, vil ansøgningen kunne overflyttes til næstkommende møde i Landdistriktsudvalget. Ansøger vil blive orienteret om en overflytning, og kan til en hver tid trække ansøgningen tilbage.
Sundhed og Kultur kan prioritere mellem indkomne ansøgninger.
Det er muligt for ansøgere, inden en ansøgning indsendes til Landdistriktspuljen at anmode Landdistriktsudvalget, om en tilkendegivelse på ansøgers projektide.
Afgørelse af ansøgninger
En ansøgning kan modtage afslag, tilsagn eller et sindet tilsagn.
Et afslag på tilsagn vil være begrundet i det digitale afslagsbrev.
Ved tilsagn med betingelser skal betingelserne være opfyldt før bevillingen bliver udbetalt.
Et sindet tilsagn er ikke et egentligt tilsagn, men en melding om, at ansøgningen ved indfrielse af nærmere beskrevne betingelser på et tidspunkt, vil kunne opnå tilsagn om en bevilling. Et sindet tilsagn er tidsbegrænset. Afgørelse om bevilling sker ved indstilling af Sundhed og Kultur på et førstkommende ordinært møde i Sundheds- og Kulturudvalget. Landdistriktsudvalget har udtaleret.
Høringsret
Ansøgninger, der indstilles til afslag af Sundhed og Kultur eller til ikke at modtage det beløb, der ansøges om, har ifølge Forvaltningslovens §19 ret til at blive hørt, inden der træffes afgørelse i sagen.
I forbindelse med Sundhed og Kulturs sagsbehandling vil ansøger blive hørt i sådanne sager, og ansøgers bemærkninger, der er afgivet, inden for den tidsfrist, der er fastsat i høringen, blive med-taget i indstillingen til Sundheds- og Kulturudvalget.
Udbetaling af bevillingen
Når en ansøgning er bevilliget støtte, modtager ansøger et digitalt bevillingsbrev. Ansøger skal acceptere vilkårene i bevillingsbrevet, ved at returnere en mail på Ansøgerprofilen til Landdistriktsområdet, før udbetaling kan finde sted. Er der knyttet betingelser til bevillingen skal disse være opfyldt, inden udbetaling kan finde sted.
Bevillingsbrevet er vedhæftet dokumenterne ”Generelle betingelser for støtte” og ”Regnskabs- og revisionsinstruks”, som ansøger skal sætte sig ind i.
Tilbuds- og udbudsregler
Inden projektet igangsættes, skal ansøger sikre, at reglerne i Tilbudsloven og Lov om offentlige udbud overholdes. Projekter der støttes med offentlige midler er underlagt disse love.
Forsikring af projektet
Det er til en hver tid ansøgers ansvar, at et projekt, der har modtaget bevilling fra Landdistriktspuljen, har tegnet de nødvendige forsikringer.
Ændringer i projektet
Det er ansøgers ansvar at kontakte Sundhed og Kultur, Landdistriktsområdet, hvis der sker ændringer i projektet i forhold til det bevillingen er givet til. Alle væsentlige ændringer i projektet skal godkendes af Sundhed og Kultur, Landdistriktsområdet inden ændringerne foretages.
Et tilsagn kan bortfalde, hvis betingelserne i bevillingsbrevet, uden forudgående godkendelse af Sundhed og Kultur, Landdistriktsområdet, ikke overholdes
Forlængelse af projektperiode
Projektet skal som udgangspunkt gennemføres inden for den tidshorisont som fremgår af bevillingsbrevet. Tilsagnsperioden gælder fra den dato, der fremgår af bevillingsbrevet.
Det er ansøgers ansvar at kontakte Sundhed og Kultur, Landdistriktsområdet, hvis projektet ikke kan gennemføres inden for denne tidshorisont. Der kan i begrundede tilfælde gives forlængelse af projektperioden.
Når projektet er gennemført
Projektet er ikke afsluttet, før der er afleveret en afrapportering til Sundhed og Kultur. Afleveringsfristen for afrapportering er inkluderet i den projektperiode, som er gældende for den enkelte del-pulje. Ansøger vil modtage godkendelse af afrapportering fra Sundhed og Kultur. Kan afrapporteringen ikke godkendes vil ansøger få besked om, hvilke ændringer, der skal til for at få afrapporteringen godkendt.
Afrapporteringen skal afleveres via det digitale skema, der fremgår af ansøgers Ansøgerprofil, hvor al materiale vedrørende ansøgningen ligger.
Afrapporteringen skal som minimum indeholde:
• En kortfattet beskrivelse af projektets forløb og resultater.
• Et projektregnskab der overholder Sundhed og Kulturs regnskabs- og revisionsinstruks.
• En opgørelse af medfinansiering af projektet.
• Gerne fotos af/fra projektet.
Læs mere
Kontakt
Landdistriktsgruppen
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 19 44Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.