Retningslinjer for flerårigt udviklingstilskud
Retningslinjer for flerårigt udviklingstilskud
- Titel: Retningslinjer for flerårigt udviklingstilskud.
- Godkendt: 26.03.25 af Sundheds- og Kulturudvalget og justeret 06.05.25.
Formål
Puljen Flerårigt Udviklingstilskud skal indenfor sin økonomiske ramme bidrage til opfyldelse af Aalborg Kommunes Kulturpolitik ved at yde støtte til offentligt tilgængelige kulturaktiviteter, publikumsorienterede udviklingsprojekter eller projekter der bidrager med opmærksomhed på Aalborg Kommune.
De støttede projekter skal realiseres til gavn for borgerne i Aalborg Kommune og vedrøre kulturarv eller de kunstneriske genrer, der forstås som billedkunst, film, litteratur, scenekunst og musik.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af foreninger, institutioner og enkeltpersoner.
Ansøgere, der allerede modtager fast støtte fra Aalborg Kommune skal redegøre for, hvordan projektet adskiller sig fra den almindelige drift og aktivitet.
Hvad kan der ikke søges støtte til?
Puljen støtter ikke følgende:
- Projekter der ikke lever op til puljens formål, formelle krav eller anden lovgivning.
- Projekter der hovedsageligt er til gavn for ansøger eller dennes virksomhed; herunder studie-rejser, undervisning eller lignende.
- Udgivelse af bøger, musik eller lignende.
- Projekter, der er igangsatte eller gennemførte inden ansøgningen er behandlet.
- Udgifter til drift, anlæg og etablering; herunder indkøb af udstyr og grej.
- Projekter af kommerciel, politisk eller religiøs karakter.
- Ansøgninger, der hører under andre støtteordninger eller andre forvaltningers områder. Der kan dog laves aftaler mellem flere støtteordninger om fælles finansiering for at kunne realisere et projekt.
- Projekter, hvor det kulturelle element ikke er det egentlige formål – det kan for eksempel være fester hvor der søges om støtte til et kulturelt indslag eller lignende.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Ansøgninger modtages udelukkende gennem Aalborg Kommunes ansøgningsportal GrantOne.
I ansøgningsportalen får I adgang til et ansøgningsskema, der skal udfyldes. Herudover skal I vedlægge følgende:
- En projektbeskrivelse på maximalt 3 sider (7200 tegn).
- Budget og finansieringsplan. Angiv tydeligt i hvilket omfang der søges midler fra andre fonde, sponsorer eller puljer.
- Vedtægter og referat fra seneste generalforsamling, hvis dette haves.
Bemærk at ovenstående kun kan vedlægges som PDF-filer.
I ansøgningsskemaet skal I blandt andet udfylde følgende:
- Et kort resumé af projektets aktivitet.
- Overblik over foreningens/ansøgerens aktivitet de seneste 2 år.
- En redegørelse for, hvad I vil have særligt fokus på at styrke i perioden – for eksempel jeres fundraising, publikumstiltrækning eller nytænkning af indholdet. Dette vil være et punkt, der følges op på og søges forbedret i samarbejde med forvaltningen.
Vurdering af ansøgninger
Indkomne ansøgninger vurderes af Sundhed og Kultur ud fra nedenstående punkter. Sundheds- og Kulturudvalget træffer den endelige afgørelse.
- At projektets kvalitet og udvikling styrkes betydeligt af et flerårigt tilskud.
- Projektets effekt for og bidrag til udvikling af kulturlivet i Aalborg Kommune efter støtteperioden.
- Projektets bidrag til puljens formål; herunder Aalborg Kommunes Kulturpolitik.
- Sammenhængen mellem projektets aktivitetsniveau, budget og bidrag til puljens formål.
- Hvorvidt projektets aktivitet, organisering og finansiering er realistisk og velbeskrevet.
- Projektets støttebehov samt graden af egen- og medfinansiering.
- At ansøger er bosiddende i eller har et væsentligt tilhørsforhold til Aalborg Kommune.
Under hensyn til puljens økonomiske ramme og ovenstående vurderingskriterier har Sundheds og -Kulturudvalget mulighed for at prioritere mellem indkomne ansøgninger ved at meddele afslag, en reduceret bevilling eller det fulde ansøgte beløb.
Ansøgningsfrister og behandlingstid
Ansøgninger behandles en gang årligt. Ansøgningsfristen vil fremgå på Aalborg Kommunes hjemmeside.
Ansøgere modtager afgørelse senest 8 arbejdsuger efter fristens udløb (med forbehold for ferie- og helligdage).
Udbetaling af bevilling
Hvis dit projekt får en bevilling fra puljen, modtager du et bevillingsbrev, hvor følgende fremgår:
- Bevillingens størrelse.
- Eventuelle betingelser i forhold til bevillingen.
- Vejledning til afrapportering.
Støtten må udelukkende anvendes til udgifter, der er relevante for projektet, og som er beskrevet i det indsendte budget. Det vil være specificeret i bevillingsbrevet, hvis beløbet øremærkes specifikke poster eller hvis der er udgifter i budgettet, støtten ikke må anvendes til.
Modtager du et mindre beløb end det, du har søgt, forventes det at projektet realiseres som beskrevet medmindre andet er angivet i bevillingsbrevet.
Som projektansvarlig vil du blive bedt om at kvittere for at have læst og være indforstået med betingelserne, der knytter sig til bevillingsbrevet, inden midlerne kan komme til udbetaling. Dette skal ske indenfor 30 dage efter modtagelsen af brevet.
Sundheds- og Kulturudvalget tilstræber budgetsikkerhed i perioden. Ændres betingelserne for puljens økonomi i forbindelse med Aalborg Kommunes årlige budgetplanlægning, kan dette give grund til fremadrettede ændringer i det tildelte beløb.
Krav om synliggørelse af støtte
I tilfælde af støtte skal projektet i sin markedsføring gennem eksempelvis tryksager, invitationer, sociale medier og lignende gøre opmærksom på, at Aalborg Kommune har støttet projektet. Dette for
eksempel ved at benytte Aalborg Kommunes logo.
Afrapportering og regnskabsaflæggelse
Hvert år skal støttemodtagere fremsende en delrapport om projektets resultater. Endelig afrapporte-ring fremsendes senest 3 måneder efter sin afslutning. Vejledning hertil fremgår af et bevillingsbrev.
Hvis der i forbindelse med afrapporteringen vedhæftes billeder som dokumentation, forbeholder Sundhed og Kultur sig retten til at benytte indsendte billeder i omtale og lignende vedrørende puljen.
Ved afrapportering skal der blandt andet indsendes et udfyldt afrapporteringsskema samt en underskrevet tro- og loveerklæring.
Sundhed og Kultur kan stille krav om revideret regnskab samt fremsendelse af udgiftsbilag.
Tilbagebetaling eller annullering af støtte
I tilfælde af økonomisk overskud, uforbrugte midler eller misligholdelse af bevillingen kan Sundhed og Kultur kræve støtten helt eller delvist tilbagebetalt. Følgende tilfælde kan altid betragtes som misligholdelse:
- Hvis projektets aktiviteter eller budget ændrer sig væsentligt fra den indsendte ansøgning uden at dette er godkendt på forhånd af Sundhed og Kultur.
- Hvis støtten benyttes til at dække udgifter, der ikke er beskrevet i det indsendte budget, eller ikke er i overensstemmelse med puljens retningslinjer.
- Hvis krav vedrørende afrapportering og regnskabsaflæggelse ikke er overholdt.
- Hvis krav om synliggørelse af støtte ikke er overholdt.
Når et projekt modtager et bevillingsbrev, skal du bekræfte, at du fortsat ønsker at benytte bevillingen.
Bekræftes dette ikke inden 30 dage, kan Sundhed og Kultur annullere bevillingen. Sundhed og Kultur sender inden fristens udløb en påmindelse til dig.
Kontakt
Kultur
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 41 53Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.