start på hovedindhold

Informationsmøde: Opret internationalt dagtilbud

Har du haft tanken om at oprette et internationalt dagtilbud? Så kom til informationsmøde og få styr på det praktiske, så du kan koncentrere dig om alt det sjove. Tilmelding er ikke nødvendig.

Børn og familieliv
Erhverv og iværksætteri
Kurser, info og dialog

Masser af internationale børn og voksne

Det nordjyske arbejdsmarked bliver stadigt mere globalt. Alene i Aalborg Kommune er der cirka 155 nationaliteter, der kalder kommunen deres hjem, og hvert år kommer mange udenlandske borgere til for at arbejde eller studere.

Aalborg Universitet og University College Nordjylland har tilsammen ca. 4.500 internationale studerende, og antallet af internationale studerende stiger.

Derudover ansættes stadig flere internationale medarbejdere i de nordjyske virksomheder. På nuværende tidspunkt er der omkring 11.000 internationale medarbejdere i Aalborg-virksomheder.

Og ved du, hvad mange af de mennesker har?

Børn.

Til informationsmødet kan du blive klogere på kommunens internationale tiltrækningskraft, og hvordan vi arbejder med den, når Catharina Vinther Engqvist, som er Head of Foreign Direct Investments i Business Aalborg, fortæller.

En specialist fra Børn og Unge i Aalborg Kommune fortæller om oprettelse af dagtilbud og svarer på dine spørgsmål om eksempelvis bygninger, økonomi og det pædagogfaglige.

Bliv den første

Kommunens dagtilbud og skoler er dygtige til at tage imod udenlandske og to-sprogede børn, og kommunen har også en dedikeret international skole-linje på Skipper Clement Skolen, som Aalborg Kommune i 2026 gav økonomisk støtte til at udvide.

Flere af kommunens børnehaver har desuden særlig erfaring med at tage imod udenlandske børn, men der findes ingen decideret international børnehave eller daginstitution i Aalborg Kommune.

Skal du være den første?

Styr på alt det kedelige – så du kan lave alt det sjove

Hvis du har lyst til eller overvejer at oprette et internationalt dagtilbud, så kan du komme til informationsmøde og blive meget klogere på:

  • Mulighederne for at etablere international daginstitution
  • Hvad det vil sige at være en international daginstitution
  • Godkendelsesrammer og procedurer
  • Efterspørgsel og økonomi
  • Krav til fysiske rammer for daginstitutioner

Hvis det viser sig, at nogen vil gå videre med at oprette en internationalt dagtilbud, vil Aalborg Kommune stå til rådighed for råd og vejledning undervejs i etableringen og opstarten.

Tilmelding ikke nødvendig.