
Glad Rock Festival 2026
Gratis festival i Aalborg Øst, hvor mennesker med udviklingshandicap er med til at skabe kultur gennem musik, film, fællessang, kreative indslag og frivilligt engagement.
Kom til Glad Rock Festival 2026 og oplev en festlig dag fyldt med musik, kultur og fællesskab i Kulturhuset Trekanten. Festivalen er gratis og åben for alle, og her er mennesker med udviklingshandicap ikke kun publikum, men aktive medskabere af festivalens indhold.
På programmet er blandt andet et stort kor fra Limfjordsskolen, filmvisning, ballonkunst, fællessang og andre kulturelle oplevelser. Festivalens Pedel Crew, bestående af mennesker med udviklingshandicap, er også med til at få dagen til at hænge sammen og byde publikum velkommen.
Glad Rock Festival sætter fokus på de mange talenter, ressourcer og interesser, som mennesker med udviklingshandicap bidrager med som musikere, kunstnere, formidlere og frivillige. Samtidig skaber festivalen et inkluderende mødested, hvor mennesker med forskellige forudsætninger kan mødes om gode oplevelser.
Festivalen arrangeres af Botilbuddet Tornhøjgaard i samarbejde med Kulturhuset Trekanten, LEV Nordjylland og en række lokale aktører.
Det er gratis at deltage i Glad Rock Festival, men du skal alligevel bestille en billet, så vi sikrer os, at der er plads til alle.
Mere information
Kontakt Michael Back, Botilbuddet Tornhøjgaard, på tekefon 24 24 63 88.